Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 8

Det er sin sag at afgrænse kulturhistoriske epoker temporalt, men endnu vanskeligere er det at karakterisere og ikke mindst vurdere deres hovedtendenser (og problemstillingerne er naturligvis intimt forbundet).

Det ser vi lettest, hvor det handler om at bestemme historiske perioder, der fortsat er betydningsfulde for historikeres (og andres) ideologiske eller religiøse anskuelser. F.eks. vil en katolsk og en protestantisk historiker næppe vurdere betydningen af reformationerne ens, uagtet at begge anstrenger sig for at udøve deres fag så nøgternt og sagligt som muligt, fordi begivenhederne stadig er en levende del af deres egen – og store dele af Vestens – selvforståelse.

I andre tilfælde kan historiens gang med tiden lette en vis konsensus, der tidligere var utænkelig eller besværliggjort. F.eks. skal vi ikke mange årtier tilbage, før historikere kunne have helt modstridende opfattelser af Stalins eller Maos virke. Det skyldtes selvfølgelig til dels, at kilderne ikke var så tilgængelige som i dag, men var også en følge af politisk betingede motiver, der gjorde et lille mindretal af historikere mere »blinde« for overgrebene i Sovjetunionen end f.eks. i Det Tredje Rige. Nogle var mindre kritiske over for – eller mindre bevidste om – den totalitære fare, som vel er indbygget i den socialistiske konstruktion af en særlig »udvalgt klasse«, end man var over for truslen fra nazismens særlige »udvalgte race«.

Med tiden bliver Stalins, men efterhånden også Lenins diktatoriske misgerninger erkendt af næsten enhver historiker, uanset ideologisk ståsted – også inden Berlin-murens fald og kommunismens sammenbrud som statsbærende idé – hvilket naturligvis ikke betyder, at der ikke fortsat kan være væsentlig og velbegrundet afstand mellem forskellige historikeres vurdering af f.eks. baggrunden for og forløbet af den russiske revolution og de følger, den fik. Men en hårdnakket benægtelse eller bagatellisering af de omfattende folkemord og det totalitære tyranni i Sovjetunionen er vel i dag lige så fagligt ubetydelig som benægtelsen af holocaust.

En klassisk uoverensstemmelse i det historiske bakspejl, der er af betydning for nærværende bogs emne, har en noget anden karakter – det drejer sig om opfattelsen af middelalderen som »mørk«.

Vi skylder således bl.a. den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt indtrykket af den italienske renæssance som en glansperiode af gryende frihed, udpræget sekulære samfund, kønslig ligestilling og livsglæde under en bevidst distancering af middelalderligt ortodoksi og mørke. Det er imidlertid en opfattelse, som ud fra en mere nøgtern vurdering af de faktiske forhold for det store flertals vedkommende ikke er særlig holdbar. Erkendelsen heraf er blevet udbredt og gentaget til overflod op igennem det 20. århundrede, hvor tidligere tiders ringeagt for middelalderen er blevet underkendt.

F.eks. protesterer Umberto Eco imod selve sammenfatningen af ti forskelligartede århundreder under den negative etikette, »middelalder«. Skønt en del af skylden er middelalderkulturens egen, anfægter han den opfattelse, at middelalderen skulle have været ét langt, reaktionært mørke, og skriver polemisk imod vor egen tid: »Middelalderens kultur har sans for fornyelse, men den gør sig umage for at skjule den under en dragt af gentagelse (i modsætning til den moderne kultur, der lader, som om den fornyer sig, selv når den bare gentager gammelt stof).«²¹ Imidlertid er han selv blevet beskyldt for at fastholde den stereotype, mørke opfattelse af middelalderen i romanen Rosens navn (1980), som vi skal vende tilbage til.

Det er i alle tilfælde vanskeligt at klare sig uden begrebet »middelalder«, der har vundet hævd gennem århundreder, hvorfor det også i denne bog vil blive brugt som pragmatisk periodebetegnelse for rundt regnet første halvdel af det første årtusind til anden halvdel af det andet (indtil renæssancen), uden af den grund at være synonymt med kulturelt armod.

Men er det i dag helt almindeligt at understrege det problematiske i tidligere tiders nedladende bestemmelse af en mangefacetteret kulturhistorisk epoke som blot og bar »mørk« (og naturligvis ikke mindre problematisk at karakterisere en anden epoke som »genfødslen«, for slet ikke at nævne »oplysningstiden«, hvis benævnelse vanskeligt kan blive mere idealiseret), er der til gengæld efterhånden en forøget tendens til at havne i den modsatte grøft. Man nuancerer ikke blot middelalderens negative omdømme og renæssancens romantiske glans, men afskriver sommetider mere eller mindre hele renæssancen under henvisning til krigens tilbagevenden, pestens svøbe, kirkens intolerance, sociale uligheder, korruption, nepotisme, pseudodemokrati, kvindeundertrykkelse osv., der alt sammen (også) var elementer af epokens virkelighed.

Den tidligere nævnte historiker Michael Nordberg er en eksponent for denne tendens til at nivellere, for ikke at sige annullere renæssancens nybrud. Risikoen er imidlertid at gøre renæssancen (som han ikke anerkender som selvstændig epoke) lige så sort og trøstesløs, som andre historikere og renæssancetænkere tidligere har gjort middelalderen mørk og barbarisk.

Eksempelvis påpeger Nordberg, at den italienske renæssance er hjemsøgt af frygtelige naturkatastrofer, der skulle kaste et tungt skydække over tiden. Pestepidemier skyller f.eks. ind over Firenze igennem hele det 15. århundrede, hvilket naturligvis får en mærkbar effekt på byens indbyggertal: Hvor der lever omkr. 100.000 i Firenze før den Sorte Død i 1348, reduceres indbyggerantallet til ca. 40.000 i takt med pestepidemierne i det følgende århundrede.²²

Rystet skriver Nordberg: »Hvor meget af al denne elendighed, disse ulykker, denne dyrtid, sult, massedød af pest og feber, dødsangst, naturkatastrofer, genfindes hos samtidens lærde humanistiske historieskrivere (…) Svaret er: absolut ingenting.« Han konkluderer derfor: »Ti tusinder af ‘almindelige’ menneskers nød og død var alt for ubetydelige og inferiøre sager at ødsle velformulerede sætninger på.«²³

Men hvor lidt eller meget nød og død end fylder blandt renæssancens kulturelle vidnesbyrd, kan forklaringen på dens tilsyneladende lave litterære prioritet vel også være en helt anden end den følelseskolde arrogance, som Nordberg synes at antyde. I en tid, hvor krig og pest er jævnligt tilbagevendende, er det trods alt en del af tilværelsens vilkår, som omvendt er helt fremmed for vor tids samfund i Skandinavien. Vi kender ikke meget til naturkatastrofer i denne skala, og vi har heller ikke har haft krig inden for landegrænserne siden Anden Verdenskrigs afslutning. Måske ikke så overraskende, at det derfor er bus-, tog- og færgeulykker, som kan få pressens og hele samfundets »katastrofe«etikette frem om begivenheder i Nordeuropa i dag.

Det er således langtfra sikkert, at renæssancens manglede fordybelse i pest og naturkatastrofer behøver udtrykke nogen ufølsomhed. Vi bør vel næppe forvente, at renæssancens intellektuelle og kunstnere skulle dvæle mere ved pestangreb, end f.eks. vor tids historikere og forfattere dvæler ved trafikulykker, der trods alt har krævet tusindvis af dødsofre og hundredtusindvis af kvæstede i det 20. århundrede, alene i Danmark.

Naturkatastrofer og pestepidemier i de italienske bystater er med andre ord ikke nødvendigvis et mål for vurderingen af, om epokens tænkere skulle være ligeglade med »almindelige menneskers« lidelser, mere end man i vor tid er ligeglad med trafikofre, selv om de ikke fylder alverden i litteraturen og filosofien.

Mens Nordberg bagatelliserer renæssancen, er der ingen tvivl om dens epokale karakter hos Johannes Sløk, for hvem der afgjort er tale om et nybrud, hvor mennesket for så vidt »tager magten« fra Gud. »Renaissancen betød, at mennesket overtog magten i en radikal frigørelse fra alle traditioner og autoriteter,«²⁴ skriver han i en af sit forfatterskabs mest centrale bøger, Da mennesket tog magten.

Men hvor Sløk altså godt nok ser renæssancen som et dramatisk brud med middelalderen, er han særdeles kritisk i forhold til de konsekvenser, den får helt frem til i dag, og udleder heraf en radikal civilisationskritik, der får disse afsluttende ord med på vejen i samme bog: »Da mennesket tog magten i egen hånd, endte det med, at det blev rådvildt, desperat og afmægtigt. Således må denne bog om renæssancen nødvendigvis ende.«²⁵

Kapitel 1 kommer nærmere ind på, hvordan kimen til opfattelsen af middelalderen som »mørk« i kontrast til renæssancens »lys« opstår allerede med Petrarca. »Mørket« synes således at flytte fra epoke til epoke, alt efter hvilket perspektiv vi lægger som en lyskegle ned over historien (hvad enten det så bliver antikken, middelalderen, renæssancen eller moderniteten, som unddrages »lyset«) – men for denne bogs tema er det væsentligste Petrarcas placering af mørket, fordi det får betydning for karakteren af renæssancens selvforståelse og dermed for den tid og ånd, som afføder humanismen.

I afslutningen af sidste kapitel og i bogens efterskrift vender vi tilbage til, hvorfor nærværende bog om renæssancen til gengæld hverken behøver ende i den desperation og rådvildhed på menneskets vegne, som er tilfældet for Johannes Sløk, eller i den nivellering af epoken, som kommer til udtryk hos Michael Nordberg.

Indledningsvist har det blot været vigtigt at antyde og eksemplificere nogle af de principielle problemer, der består under navigationen blandt de af fortidens landskaber, der på kulturhistoriens kort står optegnet under betegnelsen »renæssance«.