Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 5

FORORD

Renæssancen og humanismens rødder forsøger at give et signalement af den kalejdoskopiske vifte af idéhistoriske hovedtræk, der kommer til udtryk i de dramatiske og uhyre kreative epoker, vi karakteriserer med begrebet »renæssance«, hvoraf den mest signifikante er den italienske renæssance. Denne tidsalder udgør både en fortryllende og forfærdende brydningstid, som på godt og ondt tegner en farverig og fascinerende del af Europas kulturarv.

I renæssancen mødes, brydes, konfronteres, forliges og forenes traditionelle modsætningspar, såsom hedenskab og kristendom, oldtid og middelalder, alkymi og videnskab, magi og empiri, relativisme og objektivisme, kættere og kirke, menneske og Gud – for blot at nævne de mest oplagte. Fra denne kulturelle smeltedigel udspringer imidlertid kun få færdige løsninger og endnu færre entydige svar, men utallige spørgsmål rejses med et forbløffende videbegær og et åndeligt vovemod, der manifesterer sig i en ny individualisme og en betragtelig kulturel pluralisme.

Filosofi, litteratur, poesi, arkitektur og kunst danner ramme om kulturelle nybrud, som ikke mindst billedkunstens betydningsbærende æstetik bidrager til, hvorfor bogen også er tilføjet en billedside. Skønt de sparsomme reproduktioner naturligvis slet ikke yder originalerne retfærdighed, kan de forhåbentlig medvirke til at give et fingerpeg om afgørende aspekter af renæssancen, som teksten i sig selv ikke formår. Der er her tale om en kunsthistorisk revolution, som føjer sig til de idéhistoriske karakteristika blandt epokens strømninger, f.eks. gennem menneskeskildringens individualitet, mytologiens tematisering samt nøgenhedens og perspektivets gennembrud.

Skal renæssancens mangefacetterede kulturarv karakteriseres af ét begreb, må det være af »humanismen«. Afsættet for bogen er derfor nogle indledende betragtninger over humanismens diffuse status i vor egen tid, der atter samles op i efterskriftet, hvor udvalgte tænkeres betragtninger over humanismen i det 19. og 20. århundrede eksemplificeres i et forsøg på at konkretisere og muligvis reaktualisere denne del af renæssancearven.

Kort fortalt ser dispositionen således ud:

Indledningen præsenterer humanismens devaluering i moderne tid og redegør dernæst for nogle af de principielle vanskeligheder, der er forbundet med at bestemme og tidsfæste begreberne »humanisme« og »renæssance«.

Kapitel 1 betragter visse af forløberne og forudsætningerne for renæssancen (eller renæssancerne) i middelalderen.

Kapitel 2-4 omhandler de væsentligste, idéhistoriske aspekter, som de kommer til udtryk i litteratur, kunst og filosofi, fortrinsvis belyst ud fra den italienske renæssance, men under inddragelse af eksempler fra andre, sideløbende eller senere europæiske renæssancer.

Kapitel 5 kigger nærmere på reformationen og renæssancen i Danmark, tager afsked med epoken og forsøger at sammenfatte nogle af de væsentlige træk, der karakteriserer renæssancehumanismen.

Efterskriftet reflekterer som nævnt over humanismens forhold til renæssancearven de seneste par århundreder.

Bogen er forholdsvis omfangsrig, og alligevel er der selvfølgelig en lang række uundgåelige begrænsninger i forhold til et emne, der er så uudtømmeligt, som tilfældet er her. Det er vel overflødigt at indskærpe, at jeg har måttet indskrænke mig så meget, at der naturligvis er aspekter, som glimrer ved deres fravær, ligesom det også er på sin plads fra begyndelsen at indrømme, at de områder, bogen fordyber sig i, naturligvis beror på et skøn over, hvad der er mest relevant – hvilket heller ikke undgår et (uvidenskabeligt) sammenfald med det, der i mine egne øjne er mest interessant.

Bogen henvender sig i udgangspunktet til alle med kulturhistorisk og filosofisk interesse. Der er naturligvis temaer, som er mere komplekse end andre, men jeg har tilstræbt, at bogen som hovedregel skal kunne være forholdsvis ligetil at læse af en nysgerrig og interesseret læser uden større faglige forkundskaber såvel som af den, der i forvejen beskæftiger sig fagligt med renæssancen.

Øvrige bemærkninger

En note om noter: Noteapparatet består alene af kildehenvisninger, der findes nederst på siderne. Bibelreferencer findes til gengæld direkte i teksten i form af almindelige forkortelser, f.eks. 1.Mos. og Ap.G. (henholdsvis Første Mosebog og Apostlenes Gerninger).

Oversættelser: Citater fra fremmedsproget litteratur er så vidt muligt gengivet fra eksisterende danske udgaver, og hvor det ikke har været muligt, er de oversat af undertegnede, som regel, men ikke altid fra primærkilder. For bibelcitaters vedkommende har jeg foretrukket den autoriserede oversættelse fra 1931/48 og Det Kongelige Biblioteks annoterede prøveoversættelse, Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag fra 2001. Shakespeare-citater stammer primært fra oversættelser af Johannes Sløk, i visse tilfælde dog af Edvard Lembcke (med senere bearbejdninger).

Bogens hjemmeside: www.humanisme.dk/renaessance

Tak

Jeg kunne udtrykke min taknemmelighed over for mange, med hvem jeg har haft inspirerende drøftelser af relevans for nærværende bog, men skal begrænse mig til i særlig grad at takke cand.mag. i idéhistorie og ph.d. i historie, Ane Bysted; cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog, Jens-André P. Herbener; seniorredaktør, ph.d. og cand.phil. i latin, Peter Zeeberg, der hver især har gennemlæst og kommenteret specifikke afsnit eller kapitler. Sidst, men ikke mindst en særlig tak til mag.art. i middelalderfilologi og ph.d. i videnskabsstudier, Aksel Haaning, der har læst det meste af manuskriptet og været behjælpelig med værdifulde kommentarer.

Det turde være overflødigt at nævne, at ingen af de pågældende naturligvis hæfter for bogens fejl og mangler.

Først som sidst skylder jeg dog min hustru alt, også denne bog, som hun har en endnu større andel i end noget andet, jeg har skrevet.

Rune Engelbreth Larsen Januar 2006