Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 16

Historierne om den hellige gral og ridderne af det runde bord, Arthur, Parzival, Merlin osv. udspringer i midten og slutningen af det 12. århundrede. Traditionen er delvist beredt af Geoffrey af Monmouth (ca. 1090-1155), der på dette tidspunkt skriver briternes historie, men er først og fremmest affødt af Chrétien de Troyes’ romaner fra ca. 1170-1190, hvor sagnkredsens hovedelementer etableres. I samme ånd som den senere italienske renæssance anerkender Chrétien antikkens Hellas og Rom som tidligere højkulturer, hvis førerstilling nu har nået Frankrig, som det lyder i en tillempet prosaoversættelse: »Grækenland havde engang ridderskabets og lærdommens førerposition; siden overtog Rom ridderskabet sammen med summen af lærdommen, som nu er kommet til Frankrig.«⁸³

Chrétiens romaner udgør et vigtigt forlæg for det store værk, Parzival (ca. 1220) af minnesangeren Wolfram af Eschenbach, der bemærkelsesværdigt nok lader sin hovedpersons halvbror være muslim, »sort og hvid« som »en skade«. Skønt Wolfram skriver i skyggen af korstogstidens tilbagevendende konfrontationer mellem muslimer og kristne, er halvbroderen en forbilledlig ridder, der skildres som »hedningehelten« og sågar får sæde ved det runde bord. Det er så en forudsigelig pointe, at han i sidste ende konverterer til kristendommen, da dåben viser sig at være en forudsætning for at se gralen:

Han mælte: ‘Er han Hedning, kan

foruden Hjælp af Daabens Vand

han ingensinde haabe paa

ved egen Kraft den Gunst at naa,

at Gralen ham for Øje kom:

derfor bestandig er sat Bom.’⁸⁴

Men selv om der derved bibeholdes et kvalitativt, religiøst hierarki mellem muslimer og kristne, ændrer det ikke ved den respektfulde beskrivelse af halvbroderens ædle karakter. Hedninge er med andre ord ikke pr. definition de »svin«, som pave Urban II kaldte tyrkerne i sin tale i 1095, der skulle opildne masserne til det første korstog. Det er så måske lidt mindre vovet, når f.eks. Ulrich af Eschenbach i anden halvdel af det 13. århundrede, omtrent samtidig med Wolframs Parzival, indbefatter hedningene i sin betagelse af kvinder: »De være kristne eller hedninger, saa priser jeg dem alle«.⁸⁵

Konkrete kulturmøder i form af krig, handel eller opdagelsesrejser fører ikke alene til fordømmelse eller træfninger, som tilfældet unægtelig er i de fleste korstog, men også til lukrative handelsforbindelser, og i begge situationer er en direkte eller indirekte kulturel påvirkning næsten uundgåelig. Måske er også en vis kosmopolitisk afsmitning nærliggende for dem, der i kunstens og litteraturens kulturelle vidnesbyrd udforsker fremmede kulturer, hvilket fra tid til anden besværliggør den aggressive patriotismes fodfæste i dele af den lærde verden, lige så meget som den kan være enevældigt styrende i den politiske verden.

Jakob Burckhardt betragter af beslægtede grunde kosmopolitismen som et kendetegn ved den senere italienske renæssance og bemærker en passant, at den ikke er begrænset hertil, men derimod er et træk, der ofte er forbundet med dannelsesepoker.⁸⁶

Hjemmet er i sådanne epoker ikke nødvendigvis begrænset til en by eller et land; i stedet hedder det med Dante: »Mit hjem er den ganske verden.« Selv landsforvisning er ikke nødvendigvis en skændsel – i Petrarcas øjne er det en ære, fordi man hverken har underlagt sig herskerens eller massens tyranni. At både Dante og Petrarca gerne så et forenet Italien, er så en anden sag, der ikke forhindrer dem i også at være verdensborgere.

Bruno, som ufrivilligt må tage flugten fra kirkens forfølgelse 2-3 århundreder senere, betragter sig selv som »ingen steder en fremmed, kun blandt barbarer og ignoranter«,⁸⁷ og hans samtidige, Tycho Brahe skriver i 1591: »Den kække finder ethvert sted et fædreland, og himlen er alle vegne over os.«⁸⁸

Montaigne istemmer på samme tid: »Nu er det ikke bare, fordi Sokrates har sagt det, men fordi det er min oprigtige – måske noget overdrevne – mening, at jeg anser alle mennesker for at være mine landsmænd. Jeg holder lige så meget af en polak som af en franskmand og lader det nationale bånd komme i anden række efter det universelle der binder alle mennesker sammen.«⁸⁹

For både Dantes, Petrarcas, Brunos og Brahes vedkommende gælder dog, at de alle har prøvet at blive tvunget til at forlade deres hjemstavn – men der behøver naturligvis ingenlunde ligge nød eller pessimisme bag den indstilling, som her er eksemplificeret. Et berømt citat, der ofte er blevet betragtet paradigmatisk for humanismen, og som stammer fra en af antikkens komediedigtere, Terents (ca. 185-159 f.v.t.), udtrykker måske træffende denne indstilling, som ikke altid, men dog med tilbagevendende overbevisning dukker op i kulturhistorien: »Jeg er et menneske og intet menneskeligt er mig fremmed« (Homo sum – humani nil a me alienum puto).

I dannelsesepoken i det 12.-13. århundrede blomstrer den naturfilosofiske renæssance i filosofi, teologi og poesi i selskab med gralsmytologi, goliarder, trubadurer og minnesangere, og det generelle dannelsesopsving bidrager måske til at afføde den særlige, men undtagelsesvise respekt, sågar for de »vantro« muslimer, som vi bl.a. møder hos Wolfram.

I det anonyme digt, Jagten på den hellige gral, der er samtidigt med Parzival, findes en gestus over for hedningene i samme ånd. Det runde bord er her centrum for en samling riddere på tværs af kulturer og repræsenterer som sådan den kosmiske orden: Bordets »navn spejler jordens rundhed, planeternes koncentriske sfærer og firmamentets elementer. Og i disse himmelske sfærer skuer vi både stjerner og andet, og af det kan vi udlede, at Det Runde Bord er en sand sammenfatning af universet. For fra hvert eneste land, hvor der findes riddere, kristne eller hedninger, så samler de sig omkring Det Runde Bord.«⁹⁰

For denne overskridelse af kulturelle skranker er det næppe irrelevant, når Wolfram indleder sit epos med en konstatering af, at der er håb for den, der både har del i himlen og helvede:

Naar Tvivl i Hjertet trænger ind,

forgiftes baade Sjæl og Sind.

Med Æren parres Skammen,

hvor Vægelsind bor sammen.

Med Mandsmod; Farven skifter tit

lig Skadens Fjer af Sort og Hvidt.

Dog ham er endnu Haab bevart,

saa sandt som han har baade Part

i Helved og Himmerige.⁹¹

Disse indledningsord giver uundgåeligt mindelser om Parzivals muslimske halvbror, der lignes med skaden.

Trubadurer, minnesangere og andre skjalde drager omkring med populære sagn fra gralsfortællingerne på repertoiret, men de kulturhistoriske rødder kan spores i mange retninger, ikke mindst orientalske og keltiske, der dog her er blevet iklædt kristne gevandter. Muligvis er der også en påvirkning fra den hermetiske tradition (som vi skal vende tilbage til i næste kapitel), og endelig er en række slående fællestræk mellem katharernes idéverden og gralsfortællingerne blevet fremhævet. Kombinationen gør under alle omstændigheder gralsmytologien til en selvstændig tradition.