Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 7

I modsætning til mange religioner og ideologier har humanismen ikke en eller flere, entydigt identificerbare »fædre« eller »stiftere« – i det mindste ikke i religiøs eller ideologisk forstand – og der er heller ikke et eller flere »kanoniske, humanistiske skrifter«. Humanismen har således hverken en pendant til f.eks. Marx eller Muhammed og disses respektive betydning for socialister og muslimer; der er heller ingen humanistisk »bibel« og intet humanistisk »fædreland«, og der er ikke nogen humanistisk troslære eller en hævdvunden humanistisk, økonomisk teori.

Historisk betragtet er humanismen altså åbenlyst ikke en religion, men den er tydeligvis heller ikke en ideologi – i det mindste ikke i samme grad eller forstand som f.eks. liberalisme og socialisme.

Hvis man ønsker at bestemme humanisten som en person med en specifik livsanskuelse, udgør dette forhold på den ene side en vægtig fordel, fordi humanismen derved allerede i sit udgangspunkt synes vaccineret imod den dogmatik, der kan opstå, når troende (religiøse såvel som ideologiske) påberåber sig deres kanoniske sandhed.

På den anden side udgør denne fordel dog uvægerligt også en væsentlig akilleshæl. Dogmatik er selvfølgelig ikke pr. automatik et onde, men kan også være et basalt og klargørende fundament, der placerer en ideologi eller religion forholdsvis præcist i det mentale såvel som det idéhistoriske landskab, mens manglen på et veldefineret grundlag derimod risikerer, at anything goes. Konsekvenserne af »frit slag« er i overhængende grad, at humanismen som livsanskuelse devalueres til en indholdstom skal, der har rent symbolsk karakter.

Og ret beset er det vel det, der er sket, når humanismen i dag forekommer at undvige en klarere definition og tages til indtægt af fortalere for – såvel som kritikere af – mange forskellige og indbyrdes modstridende anskuelser, som vi har set i det foregående.

Iagttagelsen af dét problem er naturligvis ikke ny.

Renæssancehistorikeren Paul Oskar Kristeller bemærker tendensen i midten af det 20. århundrede: » I vor tids diskussioner, anvendes termen ‘humanisme’ bredt og forholdsvis vagt til at markere en slags emfase på menneskelige værdier, hvad end denne emfase hævdes at være religiøs eller antireligiøs, videnskabelig eller antividenskabelig. I denne henseende, formoder jeg, foretrækker enhver at være humanist, eller at fremstå som en, og termen ophører dermed at være særlig distinkt.«¹⁶

I en kritik af Jean Paul Sartres brug af begrebet påpeger den franske sociolog Pierre Naville ligeledes, men på marxistisk baggrund, hvorledes humanismen appliceres snart sagt hvad som helst: »Humanisme er desværre i dag et ord, som tjener til at betegne de filosofiske strømninger, ikke bare i to retninger, men i tre, fire, fem, seks. Enhver er humanist for tiden, endog visse marxister, der åbenbarer sig som klassiske rationalister; de er humanister i en afbleget betydning, afledet af forrige århundredes liberale ideer, en liberalisme hvis reflekser kastes ind gennem hele den nuværende krise. Dersom marxister kan gøre krav på at være humanister, så kan de forskellige religioner, de kristne, hinduerne og mange andre også i stor stil gøre krav på at være humanister, og eksistentialisten også for sit vedkommende, og i almindelighed taget alle filosofier. Nu for tiden gør også mange politiske strømninger fordring på at være humanisme.«¹⁷

Marxismen er blevet forstået som humanistisk og antihumanistisk, og vi har set la pensée 68 karakteriseret som en antihumanistisk filosofi, der forener marxistiske positioner med et opgør med subjektet, for hvilke Heidegger er en nøglefigur – men ser vi bort fra marxismen, der ikke længere spiller nogen fremtrædende politisk rolle, er Navilles observation om humanismens allestedsnærværende forfladigelse næppe mindre aktuel et halvt århundrede senere. Så igen: Skal humanismen udtrykke en særegen menneske- og verdensanskuelse, må den første afgrænsning selvfølgelig distancere begrebet fra dette filosofiske virvar og den temmelig symbolske position, der er blevet resultatet i den almene debat. Og skønt humanismen ikke er en ideologi eller religion, har begrebet og fænomenet dog en oprindelseshistorie, der netop kan bistå en afgrænsning og præcisering.

Da man som nævnt ikke uden videre kan gå til en humanistisk stifter, profet eller kanonisk tekstsamling, kræver en indsnævring af feltet en gennemgang og analyse af humanismens idéhistoriske udspring, der for så vidt må begynde fra grunden.

Som begreb opstår »humanisme« (Humanismus) i begyndelsen af det 19. århundrede i Tyskland som betegnelse for sprog- og litteraturstudier inden for egen kulturkreds, mens »humanistiske studier« i bredere forstand (studia humanitatis) ligesom begrebet humanitas går helt tilbage til antikken. Ordet »humanist« (umanista) opstår imidlertid først i slutningen af det 15. århundrede, og det er denne betegnelse og den tids fornyede interesse for og orientering omkring studia humanitatis, som er det historiske afsæt for al »humanisme«.

Vi må med andre ord danne os et indtryk af den epoke, hvor vi finder humanismens rødder og dermed de første benævnte humanister; en epoke, der (som vi siden skal se) rummer væsentlige og skelsættende idéhistoriske træk, og som humanismen af oplagte grunde trods alt stadig væk associeres med: Renæssancen.

Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være epoker og træk af betydelig »humanistisk« karakter (i begrebets bredere forstand) inden for andre kulturkredse i andre dele af verden end i Europa – men som idéhistorisk begreb er det en specifik del af den europæiske kulturarv, hvis undfangelse er relateret til den italienske renæssance.

Snarere end at lette vanskelighederne ved en præcisering af humanismen har vi imidlertid i nogen grad blot flyttet dem, eftersom en historisk epoke er et sammensurium af indtryk og tendenser, der i sagens natur er langt mere flerstrengede end et konkret helligskrift eller et filosofisk og ideologisk system (der kan være flertydigt nok).

Nogle ser f.eks. renæssancen (eller renæssancerne) som en (eller en række) periode(r) i middelalderen, andre som middelalderens kulmination, og atter andre som en helt ny tidsånd, der markerer middelalderens ophør og kontrast, og de forskellige udgangspunkter farver naturligvis på forskellig vis også forståelsen af humanismen. Det er heller ikke umiddelbart indlysende, om renæssancen skal ses som reformationens forløber og forudsætning, eller om reformationen (og modreformationen) markerer renæssancens modsætning og afslutning. Endelig er der forskel på, hvad »renæssance« karakteriserer fra land til land og fra region til region, ja, i sidste ende fra forsker til forsker.

Den svenske historiker Michael Nordberg skriver således i Renässansmänniskan (1993), der på dansk har fået titlen Renæssancens virkelighed (1995): »Hvis man betragter renæssancen som en særlig epoke i Vesterlandets historie, er det for klarhedens skyld ikke helt uvæsentligt at bestemme sig til, hvilken periode man mener. Desværre finder den interesserede læser lige så mange kronologiske varianter, som der er forskere og forfattere. Snart starter ‘renæssancen’ med 1300-tallets begyndelse (i og med Dante), snart med 1300-tallets slutning, snart med midten af 1400-tallet. Slutningen af perioden lægges undertiden ved midten af 1500-tallet, mens andre inkluderer en stor del af 1600-tallet – ja den kendte renæssanceforsker Denys Hay lader den strække sig helt frem til 1700, dog uden nogen nærmere begrundelse. Den kronologiske forvirring er altså total.«¹⁸

Vanskelighederne bunder strengt taget også i en principiel problematik, som gør sig gældende for enhver skelnen mellem historiske epoker (men som måske er særlig udtalt for renæssancens vedkommende). Selv om det altid er fristende at søge præcise skæringspunkter epokerne imellem, er det jo i grunden umuligt. Godt nok hævder f.eks. kulturhistorikeren Egon Friedell et noget nær klinisk, historisk snit præcis i 1348, hvor Den Sorte Død hærger Firenze for første gang. Med denne tragedie som skæringspunkt mener han, at »vor tids menneske blev undfanget« – eller andetsteds at den ny tid nærmest afføder eller forårsager pesten.¹⁹

Det er imidlertid temmelig problematisk at operere med sådanne kategoriske kapitelinddelinger af kulturhistorien, der næppe er præcist adskilt af ét enkelt årstal eller er velafgrænsede som hårfine landegrænser.

Kristeller påpeger ligeledes spændvidden i forskellige forskeres afgrænsning af renæssancen, der gør den til et tidsrum på mellem 27 og 400 år, alt efter hvem man spørger (fraregnet dem, der helt benægter relevansen af en sådan epoke). Det leder ham til den sarkastiske bemærkning, at »det kunne være fristende at falde tilbage til den type definition, der sommetider tilbydes inden for andre vidensfelter som et tegn på fortvivlelse, og definere Renæssancen som den historiske periode, som renæssancehistorikere beskæftiger sig med«.²⁰ Selv lader han dog epoken strække sig fra ca. 1300 til 1600.

Måske kan man sammenligne historiske epoker med årstidernes udflydende karakter. Ligesom de fire årstider praktisk adskilles af solhverv og jævndøgn, betyder det ikke, at vinteren ikke kan strække sig ind i den årstid, som ifølge kalenderen udgør foråret, eller at der ikke kan være perioder med varme og solrige forårsdage om vinteren osv. I endnu mere udtalt grad gør dette sig gældende for kulturhistoriens diskontinuerte »årstider«, hvor forskellige træk fra diverse epokeinddelinger ofte blander sig med hinanden, og hvor der uundgåeligt vil være individuelle skøn og subjektive præferencer involveret, når man skal vurdere, om dette eller hint træk »foregriber«, »skaber« eller er »en del« af en specifik epoke.

Renæssancen er særegen, fordi dens bestemmelse er forbundet med samtidens voksende interesse for antikken – en interesse, som imidlertid også genfindes i flere andre epoker end den, man traditionelt har betegnet som Renæssancen med stort R. Som jeg skal vende tilbage til i kapitel 1, kan vi med det øgede fokus på antikken som pejlemærke vanskeligt undgå at operere med en flerhed af renæssancer, der ligger som øer i middelalderens omgivende hav i stedet for én homogen periode ved middelalderens afslutning.

Men skal man alligevel udnævne én renæssance som den mest prægnante, må det dog fortsat blive den epoke, som hyppigst associeres med renæssancen i bestemt form, nemlig den, der begynder med den italienske renæssance. Og til trods for Nordbergs påpegning af manglende konsensus om tidsafgrænsningen, vil jeg løseligt og nogenlunde konventionelt lade den begynde at spire i 1300-tallet, blomstre i italienske bystater i 1400-tallet og klinge ud i 1500-tallet, mens den til gengæld sideløbende får en afsmittende effekt på kulturhistorien i store dele af Europa i øvrigt, der følger efter med større eller mindre forskydning og visse regionale forskelle.

Hvorvidt denne pragmatiske afgrænsning er tilstrækkelig hensigtsmæssig, skal jeg ikke fordybe mig yderligere i her, men lade bogen som helhed argumentere for.