Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 9

»Idé« kontra »virkelighed«

Hvad man end mener om Nordbergs bagatelliserende billede af renæssancen, fremtvinger sådanne ræsonnementer en vigtig bevidsthed om at skelne klart mellem idéhistorie og traditionel historie, noget der måske for sjældent tydeliggøres.

Hermed sigter jeg også til mit eget kortere essay (»Humanisme anno 2000?«), der tager afsæt i renæssancen. Selv om det næppe er mange læsere bekendt, vil jeg ikke undlade at indskyde den personlige erkendelse, at fremstillingen af denne epoke i det pågældende tilfælde ikke bare falder i den romantiske tradition, men i langt højere grad er inspireret af renæssancens idéhistoriske karakteristika, end den refererer til tidens faktuelle vilkår. Til læserens desorientering gøres imidlertid intetsteds udtrykkeligt opmærksom på denne nødvendige sondring.

Så meget desto mere er det mig magtpåliggende at gøre her.

I forlængelse af ovennævnte betragtninger skal det derfor understreges, at jeg i det følgende lægger mere vægt på specifikke ideer og generelle idéhistoriske træk, som udspringer af eller opdages (eventuelt genopdages) i renæssancelitteratur, -filosofi og -kunst, mens de materielle forhold, dvs. levestandard, sundhed, forbrydelse og straf osv. ikke er emnet for denne bog. Sådanne forhold bliver dog berørt, hvor det skønnes hensigtsmæssigt – men de spiller højst en sekundær rolle for fremstillingen af de brudflader, jeg ønsker at belyse for at indkredse renæssancens idéverden og humanismens gry.

Hvorfor?

Det menneskesyn, som manifesterer sig i renæssancens idéverden, har en vis, indirekte indflydelse på de generelle samfundsforhold for den brede befolkning i de italienske bystater. Middelalderens faste klasser er i opbrud, læsefærdigheder bliver mere almindelige, og de lærdes forkærlighed for antikken populariseres igennem litteratur, kunst og arkitektur såvel som sociale og kulturelle festligheder. Hvor lidt eller stor betydning, man skal tillægge dette for den enkeltes tilværelse, kan imidlertid diskuteres, og selv om idéhistoriske nybrud ikke har været fuldstændig fraværende for den såkaldt jævne befolkning, har de trods alt haft en ringe eller forholdsvis ubetydelig effekt på samtidens overordnede politiske systemer og flertallets sociale og politiske forhold. Til gengæld har det menneskesyn, der udfolder sig i denne epoke, fået indflydelse på eftertiden i en sådan grad, at mange i Vesten (i hvert fald formelt) hylder »humanismen« i dag.

Til belysningen af renæssancens idéhistoriske hovedtræk og humanismens rødder kan det således være af væsentlig større relevans at fokusere på, hvad én renæssancetænker har skrevet i én bog, eller hvad én renæssancekunstner f.eks. har tilført menneskesynet i portrætteringen af ét smil (for nu at stille det på spidsen), end f.eks. hvilke sanitære forhold der var hundredtusinders dagligdag, eller hvorvidt en banebrydende idé har haft samfundsmæssige konsekvenser eller ej i samtiden.

Min hensigt er ingenlunde at underkende betydningen af de materielle forhold for en historisk skildring og perspektivering af epokens levevilkår, men blot at præcisere, hvorfor tidens almene leveforhold er mindre relevante og berøres mere perifert i denne bog end de betydningsfulde ideer, begivenheder og udtryk, der rækker afgørende ud over deres egen tid. Det er karakteren af det idéhistoriske gennembrud, som det humanistiske menneskesyn i sit udspring er udtryk for, der er af betydning her.

Derfor koncentrerer jeg mig om at fremhæve de mere eller mindre særegne, idéhistoriske spidsformuleringer og brudflader, der (stadig væk) gør det meningsfuldt at tale om »renæssance« som en selvstændig betegnelse til forskel fra »middelalderen« (med de forbehold, der allerede er blevet berørt, og som siden bliver uddybet) – og som derfor afslutningsvist bidrager mere specifikt til at indkredse humanismens idéhistoriske opståen og karakter.

Efterskriftet følger op herpå og drøfter enkelte markante humanisme-udlægninger, der har symptomatisk betydning for det virvar, der hersker omkring forståelsen og misforståelsen af humanismen i det 20. århundrede, og forsøger at indkredse nogle hovedtræk, der i højere grad giver det mening atter at tale om humanisme som en særegen menneske- og verdensanskuelse.

1 Jf. KIPA, der Katholischen Internationalen Presseagentur: »Die Quellen des Humanismus«, www.kath.ch, 12.2.2004.

2 www.americanhumanist.org/about/manifesto1.html

3 www.americanhumanist.org/about/manifesto2.html

4 www.human.no

5 www.humanismus.de

6 Niels Egmont Christensen: »Filosofiske problemer« i Andersen (red.): En moderne humanisme, s. 61.

7 Johs. V. Jensen: Den ny Verden, s. 234.

8 Jf. H.C. Branner: Humanismens krise, s. 8.

9 Jf. Kristensen: »Spøger ånden fra 68 stadig?« (Slagmark nr. 12).

10 Kristensen: »Spøger ånden fra 68 stadig?«, s. 148f.

11 Krarup i Tidehverv, 2000, 74. årg., s. 22.

12 Traktat om en forfatning for Europa (Folketinget, april 2005), s. 9.