Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 18

Ikke alle syndere er så heldige at have Jomfru Maria på deres side.

I 1184 bliver alle biskopper pålagt at retsforfølge kættere, der i tilfælde af dom skal udleveres til straf ved de verdslige myndigheder, og dermed er inkvisitionen oprettet som procedure. Kirken nærmer sig højden af sin magt, og på middelalderens største kirkeforsamling, den fjerde Lateransynode i 1215 bliver den biskoppelige inkvisition udformet i detalje, og kætterforfølgelserne tager efterfølgende til i brutalitet og omfang. Innocens III (1198-1216) fastslår, at paven ikke blot er stedfortræder for apostlen Peter, men ligefrem vicarius Christi (Kristi stedfortræder), igennem hvem Gud taler og virker.

Pavedømmets tiltagende magt får bl.a. de tidligere nævnte katharer at føle (der også kaldes albigensere efter det sydfranske distrikt, Albigeois). Der er tale om en kristen trosretning fra det 11. århundrede; den udvikler egne ritualer, indskærper fattigdomsidealet og tillader kvinderne en væsentligere rolle end kirken. I stil med gnostikere i de første kristne århundreder er deres verdensanskuelse skarpt dualistisk – de betragter ikke blot modsætningsforholdet mellem Gud og Djævelen som fundamentalt, men opfatter radikalt Djævelen som denne verdens gud, som det sine steder også fremgår af Det Nye Testamente (2. Kor. 4,4; Joh. 14,30). Endvidere giver de udtryk for, at kirken og præsteskabet er selve Djævelens opfindelser, ja, at den katolske kirke er »Djævelens katedral og Satans synagoge«, som den berygtede storinkvisitor, Bernard Gui (1261-1331) hævder i et skrift fra 1323-24. Han kalder dem for »manikæere«, idet han identificerer dem med en trosretning, som var kendt af oldkirken og ikke mindst kritiseret af Augustin, der selv havde en fortid som manikæer før sin omvendelse.

Mange trubadurer støtter katharerne, hvis ikke de ligefrem selv er katharer. I en fremstilling af parallellerne mellem katharerne, trubadurerne og gralstraditionen beskriver Hans-Jørgen Høinæs trubadurernes »Himmelmoder«, der f.eks. besynges i skikkelse af en prinsesse eller fjern elskede, som ikke synes at kunne indpasses i kirkens tradition: »Der findes mange eksempler på, at de kritiserede den verdsliggjorte pavemagt med nidviser. Derfor kunne ‘den fjerne elskede’ eller ‘det ukendte væsen’, som var centralt i hele trubadurkulturen, heller ikke være Madonna eller Himmelmoderen i kirkelig-kristen forstand. I lighed med katharernes kætterske verdensopfattelse omfattede trubadurernes ‘Himmelmoder’ noget langt mere end Jesu moder. Hun var snarere en allegori af verdensvisdommen i den førkristne Sofia, Natura og Isis’ skikkelse. Og samtidig var hun en del af menneskets sjælelig-åndelige natur. Først senere, da den første albigenserkrig var ovre (1229), trådte den ukendte elskede mere og mere frem i Marias navn. Fra da af repræsenterede Himmelmoderen med Gudsbarnet på armen verdensvisdommen i ny skikkelse.«¹⁰⁴

Omfanget af de tendenser, der peger bort fra kirkelig dogmatik, er ikke ubetydeligt, og flere opfordringer til korstog mod bevægelsen kulminerer i 1208, da Innocens III autoriserer det albigenserkorstog, der betyder over tyve års krig. Katharernes borge og byer erobres en efter en, og titusinder dræbes, før korstogets formelle ophør ved en fredsslutning i 1229. Dermed er kampene dog ikke slut, og den sydfranske fæstning, Montségur, der er beliggende i 1.207 meters højde på en vanskeligt fremkommelig bjergtop, bliver en slags last stand for nogle hundrede trosfæller, som først overgiver sig efter ti måneders belejring.

Omtrent to hundrede katharer, der nægter at afsværge deres tro, går da på bålet uden modstand den 16. marts 1244 – engen neden for borgen bliver siden kaldt Le Prat des cremats (De brændtes eng). Med denne, sidste store kathar-krig og Endlösung er bevægelsens historiske rolle udspillet.

»Katharer« bliver på dansk til »kætter«, og et magtapparat til specifik bekæmpelse af afvigerne etableres netop i denne periode: Pave Gregor IX (1227-1241) opretter et paveligt inkvisitionstribunal, der får uindskrænket myndighed overalt i kampen mod katharer og andre kætterske retninger, og under pave Innocens IV (1243-1254) indføres tortur som officiel metode til at få sandheden for dagen – dermed er kirkens interne oprustning ved at være på plads.

I samme periode indskrænkes tolerancen også over for goliarderne, der i løbet af det 13. århundrede bliver fordømt adskillige gange af kirkelige konciler i Tyskland og Frankrig. Kulminationen finder sted på kirkekoncilet i Salzburg i 1291, der polemisk udmaler digternes udsvævende liv: »… de gaar offentlig nøgne omkring, ligger paa ovnene, er hengivne til spil og løber efter skøger, skaffer sig underhold ved deres synder og forlader i deres forhærdelse ikke deres sekt, saa at der intet haab lævnes om, at de kan forbedre sig.«¹⁰⁵

Fremover skal derfor enhver gejstlig (indbefattet studenter), som skriver eller synger upassende digte, miste deres rang og tages i forvaring af de verdslige myndigheder.

Hekseprocesserne er blandt de kendteste udtryk for den kirkelig intolerance, men de begynder ved de verdslige domstole omkr. 1360, før de i begyndelsen af 1400-tallet også bliver en opgave for inkvisitionen. Her behandles imidlertid tilsyneladende kun et mindre antal sager, indtil de pavelige inkvisitionstribunaler glider ud af historien og bliver overtaget af nationale inkvisitioner, f.eks. den frygtede spanske inkvisition (fra 1478), som i overdrevet grad er blevet synonym med hele fænomenet.

Skønt processerne er kirkeligt sanktionerede af pave Innocens VIII’s bulle fra 1484 og især forklares og iscenesættes med de tyske inkvisitorer Jacob Sprengers og Heinrich Institoris’ berygtede værk Malleus maleficarum (Heksehammeren) i 1486, skyldes de færreste henrettelser faktisk inkvisitionen. Gustav Henningsen har nøje forsket i kildematerialet og forsøger at redde fakta fra fiktion: »1570-1650 var tiden, hvor heksegalskaben rasede i Europa, men ikke alle lande deltog i korstoget mod djævelen. I Italien og Spanien, hvor hekseprocesser hørte under inkvisitionen, var man yderst tilbageholdende. Inkvisitionsdomstolen i Milano havde eksempelvis ‘kun’ 15 heksebrændinger i perioden 1580-1630, og fra 1526 til 1609 benådede det spanske inkvisitionsråd i Madrid konsekvent alle hekse, som indstilledes til bålstraf af de 21 kætterdomstole, der lå spredt ud over det spanske verdensimperium.«¹⁰⁶

Sammenlagt ca. 100.000 hekseprocesser bliver gennemført i Europas historie, hvoraf omtrent halvdelen resulterer i dødsstraf. Heksejagtens omfang er ofte overdrevet og ahistorisk fremstillet i populærlitteratur og -kultur, det gælder f.eks. også Carl Th. Dreyers lovpriste film Vredens Dag (1943): »Heksens tilståelse frembringes under tortur (det var forbudt ifølge både dansk og norsk lov); hun dømmes af en gejstlig ret (hekseprocesser foregik altid for en verdslig domstol); heksebrændingen finder sted til ledsagelse af kirkekorets salmesang (noget sådant var aldeles ukendt),« fastslår Henningsen, men bøjer sig dog for kunstens evne til at skildre virkeligheden, også hvor den forbryder sig mod historiske kendsgerninger: »Og alligevel må filmen siges at være autentisk, for med sin hårfine balancegang mellem den håndgribelige og den overnaturlige virkelighed er det lykkedes Dreyer at genskabe hekseforfølgelsernes mentale univers.«¹⁰⁷

Det korte af det lange er, at heksejagten ikke er noget specifikt middelalderfænomen, men derimod begynder i renæssancen og for alvor får fodfæste under reformationen og modreformationen.