Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 12

Den videnskabelige tradition kombineret med en intensiv oversættelsesvirksomhed begynder i den arabiske kultur i midten og slutningen af det 8. århund - rede og bliver markant udbredt i det 9. århundrede. Blandt andre Damaskus, Baghdad, Cairo og Cordoba udvikler sig i de følgende århundreder til vigtige, kulturelle lærdomscentrer i den islamiske verden.

Arabernes videnskabelige og filosofiske interesse for f.eks. zoologi og botanik betones af Philippe Provençal: »Der er ingen arabiske Carl von Linné eller Charles Darwin, men at både videnskabsmænd og generelt naturinteresserede i den klassiske arabiske kultur ofte havde en særdeles detaljeret og dyb indsigt i de dyr og planter og de livsprocesser, som de observerede, er hævet over enhver tvivl. (…) Antikkens mestre bliver åbent modsagt, hvis deres udsagn modsiges af empirien, og da den islamiske kultur ikke havde nogen kirke eller gejstlighed til at fastlægge en ortodoksi, kunne filosofiske og videnskabelige undersøgelser udføres uhindret. Den væsentligste hindring syntes at have været, at senere tiders apparatur og observationsmetoder ganske simpelt ikke var blevet opfundet eller udviklet endnu. Til gengæld finder man detaljerede iagttagelser og konklusioner vedrørende organismernes tilpasninger og samspil og indsigtsfulde økologiske betragtninger.«¹⁸

Araberne konstruerer imponerende astronomiske observatorier og undlader i modsætning til mange kristne europæere at sammenblande astrologi og astronomi. Men først og fremmest er de særlig interesseret i lægevidenskab, bygger offentlige sygehuse fra slutningen af det 8. århundrede og åbner de første apoteker århundredet efter. I Ummayadernes spanske hovedstad, Cordoba er der omkring år 1000 ca. 50 sygehuse til en halv million indbyggere.

Sygehusene er struktureret med særlige afdelinger for forskellige sygdomme med hver sit specialiserede personale, og noget tyder på, at man i Cairo også modtager sygepenge efter hospitalsophold som kompensation for tabte arbejdsindtægter.¹⁹

Ikke bare den arabiske medicin, der kombinerer persiske, indiske og især græske erfaringer,²⁰ er ganske fremskreden sammenlignet med den middelalderlige europæiske. Den persiske polyhistor og naturforsker, shiamuslimen Abu ar-Rayhan Muhammad ibn Ahmad al-Biruni (ca. 973-1048), der har et omfattende forfatterskab på ca. 180 bøger bag sig, er velbevandret inden for bl.a. astronomi, geografi, grammatik, matematik, medicin, filosofi og religion. Han fastslår, at Jorden roterer om sin egen akse og udfører visse undersøgelser for at afprøve den heliocentriske teori et halvt årtusind før Kopernikus, men fortrækker dog den geocentriske. Han korresponderer med en anden betydelig lærd, den islamiske filosof, Ibn Sina (980-1037), der også spiller en vigtig rolle for europæisk middelalderfilosofi og er kendt i den vestlige filosofihistorie under det latiniserede navn, Avicenna.

Den naturfilosofiske interesse i den islamiske verden er vidt fremskreden sammenlignet med datidens kristne, men muslimerne er også dygtige til at adoptere gavnlige opfindelser og institutioner fra de folk og kulturer, de handler med eller underlægger sig – Muhammed skal således have udtalt: »Søg viden, om I så skal hente den i Kina.«

Det gør de ikke kun i overført betydning, men nærmest bogstaveligt talt: Fra kineserne får muslimerne øje for krudtets anvendelse, bliver bekendt med kompasset og lærer af deres papirfremstilling; endvidere overtager de det indiske talsystem og udvikler algebraen efter både indiske, græske og mesopotamiske forlæg.²¹

Araberne hersker i realiteten over en multikulturel civilisation under islams overherredømme, hvor også kristne, jøder og andre troende har betydningsfulde poster i samfundet. Som følge af teologiske stridigheder er f.eks. mange kristne (nestorianere) flygtet fra Det Byzantinske Rige til det islamiske Persien, hvor flere finder ansættelse i kalifatets administration og fungerer som læger, bankierer og oversættere af en række græske tekster til syrisk og arabisk.

Den norske teolog Robert W. Kvalvaag skriver konkluderende om de islamiske ansatser til videnskab: »Noget af det mest unikke ved den tidlige islamiske kultur var, at videnskaben i denne kultur måske for første gang i historien blev international i stor skala. Dette var en kultur, hvor et stort antal lærde fra forskellige nationer og af forskellige trosbekendelser samarbejdede om at bearbejde materiale, som før havde eksisteret i forskellige kulturer med forskellige sprog. Udbredelsen af arabisk gjorde det muligt at samarbejde om kulturelle og videnskabelige ideer, som før havde eksisteret på græsk, syrisk, persisk og sanskrit. (…) Den arabiske kultur blev ikke påtvunget de erobrende folkeslag. Der er her tale om en proces, der er helt forskellig fra europæisk kolonialisme i 1800-tallet. Araberne kom ofte med overlegen militær styrke, men de lod de ‘indfødte’ administratorer blive på deres poster.«²²

Muslimerne er generelt tolerante over for jøder og kristne og andre monoteister, der nyder godt af en langt videre religionsfrihed end den, der hersker blandt samtidens kristne i Vesteuropa, og selv om kristne ikke har samme rettigheder som muslimerne, er deres borgerskab anerkendt, og egentlige forfølgelser er sjældne.

I en tale på universitetet i Firenze den 10. marts 1999 bemærker Irans daværende præsident, Mohammed Khatami, at rødderne til den europæiske tolerance slet og ret skal findes i islam: » Siden korstogstiden har italienere haft kendskab til og beundret islamisk kultur og civilisation. Denne viden og beundring for en uvant kultur og civilisation blev den udslagsgivende kraft bag spredningen af tolerancens ånd blandt italienere.«²³

Selv om påvirkningen er betydelig, og den nære berøring med muslimer og byzantinere med Burckhardts ord fremkalder en »partiløs tolerance«,²⁴ er det trods alt en overdrivelse af den islamiske indflydelse. Provençal sætter endvidere 1100-tallet som skæringspunkt for et vist klimaskifte i henseende til den islamiske tolerance over for kristne: »Årsagerne var mange: Korstogene, den spanske generobring og den grusomme forfølgelse, som muslimerne blev udsat for i Spanien og andre europæiske lande. Særlig vigtig var en vedvarende og økonomisk og politisk tilbagegang i den islamiske verden, som ligeledes bevirkede, at tolerancen mod ikke-muslimer blev belastet. Dog havde ‘Bogens Folk’ fortsat borgerret i de islamiske samfund, men deres rettigheder og almene forhold blev forringet.«²⁵

I slutningen af 1400-tallet ophører den sidste multireligiøse samhørighed i Spanien, da kristne i 1492 overtager Granada og tvangskatolicerer både jøder og muslimer, skønt det varer godt et århundrede endnu, før de sidste muslimer ganske er fordrevet.

Men indtil det 16. århundredes begyndende kristne »folkevandringer« til Amerika i kølvandet på de store opdagelsesrejser er islam verdenshistoriens mest vidtstrakte civilisation, selv om den længe inden da ophører som politisk enhed.