Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 12

Pkt. 3: BRIK’erne rummer enorme middelklasser

Оглавление

De hastigt voksende middelklasser fremhæves af O’Neill-holdet som noget, der giver BRIK’ernes vækst en rækkevidde ud over det, man umiddelbart kan aflæse af kurverne for deres BNP-tilvækst i figur 3. Deres økonomiske opsving kommer ikke kun en snæver elite til gode, men breder købekraften ud i samfundene. I alle BRIK’erne er reallønnen vokset hen over den 15-årige periode, som figur 3’s vækstkurver belyser, ligesom arbejdsløsheden er faldet. Det betyder middelklasser i rivende vækst. Men hvor meget middelklasse, der så er i det enkelte BRIK-land lige nu, er ikke sådan at sige, for tallene svinger meget alt efter hvilken kilde, man bruger, og hvordan den definerer middelklassen. Tallene svinger særlig grotesk vedrørende Indiens og Kinas middelklasser – fra 100 mio. til hele 300 mio. i hvert land – en følge af, at befolkningerne er så ufatteligt store. Som det vil fremgå af Rusland-kapitlet, forudser Verdensbanken ikke, at krisen vil ændre radikalt på mønstret med, at lidt over 50 pct. af de russiske husstande kan tillade sig en lokal middelklasse-livsstil – svarende til knap 75 mio. mennesker. Det svarer nogenlunde til de omtrent 85 mio. mennesker ud af den tilsvarende større brasilianske befolkning, som man kan tillade sig at henregne til middelklassen.

Uanset de nøjagtige talstørrelser står det klart, at mellemlaget vokser og formentlig vil få et svimlende omfang i de kommende årtier, når man lægger BRIK’ernes dynamik på det punkt sammen. Igen har Goldman Sachs-økonomerne en opsigtsvækkende fremskrivning, hvor middelklassen defineres som mennesker, der tjener over 3.000 $ årligt.

Man kan godt indvende, at en middelklasse-årsindkomst på 3.000 $ forslår som en skrædder i helvede, hvis man bor i et af mellemindkomst-landene Brasilien og Rusland. De to lande havde jo pr. 2008 et anslået BNP pr. indbygger i købekraftpariteter på over 16.000 $ for for Ruslands vedkommende og over 10.000 $ for Brasiliens (CIA World Factbook, 2009). Men det er heller ikke Rusland og Brasilien, der skal bære fremskrivningen igennem som ny tendens i verdensøkonomien. Det er det langt fattigere, men enorme folkehav i Kina og Indien – deres BNP i købekraftpariteter anslår CIA til henholdsvis 6.000 $ for Kina og 2.900 $ for Indien pr. 2008 (ibid.). Figur 4 tager udgangspunkt i 2005, hvor der anslås en sammenlagt BRIK-middelklasse på 250 mio. mennesker, et tal, der virker realistisk. Figur 4 fremskriver middelklassen til at være fordoblet pr. 2010, hvad der heller ikke virker urimeligt, så ud fra figur 4 har BRIK’erne i skrivende stund – november 2009 – et samlet mellemlag, der begynder at nærme sig en halv mia. mennesker eller det samme som EU’s samlede befolkning. Som udviklingstendens er det et slående vidnesbyrd om BRIK som spydspids for magtens spredning i international politik. Uanset hvad man hører om diabetes og deslige blandt nutidens indere og kinesere, indebærer vor tidsalder en markant bedring af levevilkårene for den menige befolkning. Selv på landet begynder mikrobølgeovne at være hvermandseje, og hungerkatastrofer synes at være et overstået kapitel.

Politologer har længe været optaget af den amerikanske historiesociolog Barrington Moores tese om, at middelklassen er nøglen til demokrati: ‘uden et borgerskab intet demokrati’ (1966: 418). Han undersøgte den politiske udvikling siden industrialiseringen i England, USA og Frankrig sammenholdt med, hvad der tidligere var kendetegnende for Kina, Japan, Rusland og Tyskland. Faktisk har Brasilien og endnu længere tilbage Indien længe været driftsikre demokratiske politiske systemer. Og selv om mange hæfter sig ved de autoritære træk ved Kina og Rusland, er sandheden, at selv de to set i overordnet perspektiv har bevæget sig mærkbart i retning af politisk pluralisme og lydhørhed over for, hvad der rører sig i befolkningen. Af kulturelle og regionale grunde – og her spænder BRIK jo vidt – kan man dog ikke tage det for givet, at BRIK’erne slavisk vil følge i de vestlige demokratiers fodspor.

Fremtidens stormagter

Подняться наверх