Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 8

Så vidt den verbale introduktion til BRIK. Men hvad der måske nok så meget har solgt visionen om BRIK som verdensøkonomiens fire hjørnesten, er den ganske sigende figur 2 med bilerne, der ledsagede 2003-langtidsprognosen ved O’Neills to penneførere Wilson & Purushothaman.

Brugen af betegnelsen G6 skyldes, at O’Neill ser bort fra Canada som den mindste økonomi blandt de syv gamle industrimagter USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien, der tilsammen udgør G7. Derfor viser figur 2 kun BRIK’ernes overhaling af de sidstnævnte seks stærkeste ‘biler’ blandt G7. Hver bil med et lands navn på er placeret ud for det år, hvor BRIK-landet – navnet ses ude til venstre – i kraft af sin samlede økonomiske styrke målt som BNP i US-dollars (= US $GDP på engelsk) indhenter det pågældende G6-land. Budskabet, der vakte så meget postyr, er jo, at BRIK’erne tilsammen vil overhale hele G6 allerede i 2039. Figur 2 rummer det lige så sensationelle budskab, at Kina med sine over 1,3 mia. indbyggere alene er på vej til at blive en økonomisk magtpol i klasse med USA – det fremgår af tabeloverskriften. Følgelig kan man ikke beskylde O’Neill & Co. for at underspille Kinas altafgørende betydning for hele BRIK-argumentet, som David Rothkopf (2009) nærmest gør – omtalt som den sjette indvending mod BRIK-konceptet ovenfor. Siden prognosen kom frem har Kina overhalet Tyskland i købekraftpariteter og vil antagelig overhale Japan i 2010.

Den anden asiatiske mastodont, Indien, ligger med sine 1,13 mia. indbyggere også lunt i svinget – Indien er den næstøverste akse på figur 2. For nok spås Indien markant senere end Kina at overhale Tyskland, for slet ikke at tale om Japan, men tidspunktet fremskyndes formentlig af verdenskrisen, der har ramt begge de gamle sværvægtere hårdt. Herved tydeliggøres den praktiske betydning af BRIK-tesens fokus på vækstøkonomier med et overlegent befolkningsunderlag. Med de nuværende tendenser for befolkningstilvækst vil antallet af indere snart overstige antallet af kinesere. Indien er det fattigste af BRIK-landene med et BNP pr. indbygger målt i købekraftpariteter på under 1000 $. Derfor er det overraskende så vidensintensiv en eksport, landet har, nemlig software til computerindustrien og andre vidensbetonede serviceydelser. Kina er verdensøkonomiens fabrik og Indiens dens kontor, siger man allerede nu.

Rusland og Brasilien er begge langt mindre folkerige og syner derfor mindre som verdensøkonomiens lokomotiver (de to mellemste akser i figur 2). Inden for den tidshorisont, som figuren har, når de ikke at overhale Japan, kun Tyskland. Deres langt højere velfærdsniveau målt i BNP pr. indbygger i købekraftpariteter gør dem imidlertid til mellemindkomstlande, dvs. ekstra købedygtige, delvis kræsne markeder. Rusland er det mindst folkerige land (140 mio. mennesker), men har til gengæld det højeste uddannelsesniveau blandt BRIK’erne og er den rigeste BRIK med et BNP pr. indbygger på over 16.000 $ i købekraftpariteter i 2008 (= Kroatien; CIA World Factbook, 2009). Hvad Brasilien mangler i BNP-niveau opvejes så at sige af befolkningens størrelse: Op mod 190 mio. mennesker og en alsidig økonomisk formåen. Modsat Rusland har Brasilien endvidere ligesom Indien og Kina en forholdsvis ung og navnlig voksende befolkning. Det betyder meget for de respektive BRIK-økonomiers fremtidsudsigter.

Måske nogen nu begynder at undre sig. For var det ikke Rusland, der var berygtet som et lovende marked uden hold i virkeligheden i 1998, hvor økonomien endte i frit fald? Hvordan kan O’Neill så have landet med i BRIK-konceptet, der ifølge ham handler om de fremtidssikrede økonomier? Hertil kan jeg sige, at Rusland-kapitlet vil problematisere, men i nogen grad også forsvare Rusland som et BRIK-land. Endvidere er der det omtalte synergi-argument om BRIK’ernes mulighed for indbyrdes at afstive hinanden, som O’Neill & Co. betoner. Det drejer sig om BRIK’ernes naturgivne indbyrdes arbejdsdeling ud fra deres status som henholdsvis råvareeksportører og -importører. Dette synergi-argument kalder jeg for BRIK’ernes indbyrdes arbejdsdelings-option.