Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 25

Udviklingen i Rusland under den forrige præsident, Putin, har fået analytikere til at sidestille landet med den kommunistiske etpartistat Kina som en de facto etpartistat. Men den russiske virkelighed er mere sammensat end medierne giver indtryk af, fx betyder Ruslands medlemskab af Europarådet, at dødsstraffen reelt er afskaffet. Rusland mangler imidlertid den industrielle dynamik, der kendetegner de andre BRIK-lande, og er noget mere lunefuld som aktør i international politik, end de er. Kina derimod formår ofte at anlægge en pragmatisk linje, fx i i Darfur-spørgsmålet – og i WTO optræder Kina mere afdæmpet end selv Brasilien og Indien. Selv om demokratiet ikke er lige om hjørnet, ser forfatterne til Kina-kapitlet optimistisk på Kina. For tiden har Rusland og Kina begge en markant tandemledelse – henholdsvis Putin-Medvedjev og Hu Jintao-Wen Jiabao.

Rusland og Kina har en kommunistisk fortid med radikale politiske målsætninger om verdensrevolution, kamp mod USA-imperialisme og afvisning af den verdensøkonomiske orden. I dag har de begge taget kapitalismen til sig som redskab for økonomisk kappestrid med omverdenen (geoeconomics) kombineret med et bredere og lige så vigtigt hensyn til landenes modernisering og udvikling. Således er Rusland og Kina de mest udpræget statskapitalistiske BRIK’er. Dog er hovedtendensen i Kina mindre statseje, mens den i Rusland er mere statseje. Ligesom Norge har Rusland og Kina opbygget enorme opsparinger i statslige stabiliseringsfonde (i den engelsksprogede faglitteratur kendt som sovereign wealth funds). De fungerer som økonomiske stødpuder, der hjælper dem gennem den verdensøkonomiske krise. Omverdenen har et godt øje til især de kinesiske valutareserver som muligt bidrag til verdensøkonomiske redningsplaner.