Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 15

For nu at tage det sidste først, kan man sammenfatte analysen frem til dette punkt med, at BRIK’erne udgør stormagter, men i den økonomiske forstand, at de er ved at udvikle sig til hovedkomponenter i klodens økonomiske kredsløb. Det rokker ved den gængse opfattelse af stormagter som stater, der spiller en hovedrolle i klodens sikkerhedspolitik. Inden for denne tankegang bliver kriteriet for stormagtsstatus destruktiv formåen – krudt, kugler og andet militært isenkram. Omvendt fornemmer man hos O’Neill & Co., at de anser BRIK-gruppen for en særlig stormagtskonstellation i betydningen overlegen evne til at skabe økonomisk vækst via et overlegent befolknings- og ressourceunderlag kombineret med en statslig politik, der fremmer landenes udvikling. Altså konstruktiv formåen.

Nogle vil nok indvende, at den enkelte BRIK som stormagt ikke er nær så banebrydende, som EU er. EU er jo ikke én, men mange stater, der ikke desto mindre indbyrdes har en enestående økonomisk integration osv. Fuldstændig rigtigt. Men stadig må det fastholdes, at O’Neill og hans kolleger har fat i noget væsentligt af betydning for vor tidsalder. BRIK’erne har som ovenfor beskrevet fået gennemslagskraft som spydspidser for en generel omfordeling af magten i international økonomi og politik – i realiteten et udtryk for den eksisterende verdensordens vitalitet (Zakaria, 2008). Samtidig føjer BRIK-dynamikken sig ind i et bredere mønster, hvor ikke-statslige kræfter såsom NGO’er og frie medier gør sig gældende som påvirkningsfaktorer i international politik og økonomi. Mønstret påvirker BRIK’erne selv som konsekvens af deres åbning for impulser udefra. Uhåndgribelige ressourcer som legitimitet og blød magt bliver herved vigtige for stater og regeringer, hævder Zakaria (ibid.). Det er succeskriterier, som opstigende magter som BRIK’erne må tage til sig, hvis de vil være et frisk pust som stormagter.

Pointen om legitimitet og BRIK’ernes alsidighed som stormagter illustreres meget godt af, hvordan de tackler udsigten til global opvarmning. Alle BRIK’erne er på den ene eller anden måde store miljøsyndere – Brasilien fælder regnskoven i Amazonas, mange af Ruslands, Indiens og Kinas industricentre er ekstremt forurenede osv. Men BRIK’erne er mere end det. Som det vil fremgå af de fire efterfølgende kapitler, har Brasilien specialiseret sig på at fremstille bioethanol som brændstof; det indiske vindmøllefirma Suzlon giver danske Vestas konkurrence, og Kina satser meget på solenergisystemer, herunder til eksport. Selv om BRIK’ernes regeringer i visse henseender er fodslæbende, mærker man, at de på ingen måde er fastlåste i deres syn på klimaproblemerne, ikke mindst op til COP 15 i København. Således vakte det opsigt, da Kinas præsident Hu Jintao på FN’s generalforsamling i september 2009 forpligtede Kina til en mærkbar, omend uspecificeret begrænsning i CO₂-udslippet pr. 2020 i forhold til 2005-niveauet. Klimapolitisk er Rusland afgjort det langsomste skib i konvojen – fx modsatte Kreml sig i juli 2009 G8-topmødets beslutning om radikalt at begrænse CO₂-udslippet i 2050. Men Rusland har efterfølgende søsat en politik for at begrænse sløseriet med energien, hvad der jo er en art CO₂-politik, og begyndte over for EU i november 2009 at signalere vilje til CO_2-reduktioner.

Hvad angår BRIK’erne som stormagter i traditionel sikkerhedspolitisk forstand og den mulige trussel, de udgør mod den etablerede sikkerhedspolitiske orden – parallelt til det økonomiske afkoblingsscenario som trussel – vil jeg vende tilbage til den føromtalte prognose fra National Intelligence Council. Om noget slår spionerne koldt vand i blodet, idet de sammenholder de ganske pragmatiske BRIK’er med, hvad der tidligere i verdenshistorien har været af virkelige trusler mod verdensfreden:

De opstigende BRIK-magter vil næppe udfordre det internationale system sådan som Tyskland og Japan gjorde i det 19. og 20. århundrede, men grundet deres voksende geopolitiske og økonomiske tyngde vil de have megen frihed til at føre deres politik og økonomiske præferencer ud i livet og ikke fuldt ud indoptage vestlige normer. De vil sandsynligvis også ønske at bibeholde deres politiske manøvrerum og overlade til andre at påtage sig hovedbyrden med at håndtere emner som terrorisme, klimaforandring, a-våbenspredning og energisikkerhed (Global Trends 2025, 2008: x).

Denne kilde kan altså kun svinge sig op til at se en trussel fra BRIK’erne i form af ansvarsforflygtigelse med hensyn til de udfordringer, som hele det internationale samfund står over for. Selv det er antagelig for pessimistisk en bedømmelse set i lyset af, hvad jeg har argumenteret om BRIK’erne som stormagter i utraditionel forstand og hvad der nu følger om dem som stormagter i traditionel sikkerhedspolitisk forstand.

For hvis man undersøger sagen, vil man opdage, at BRIK’erne i visse sammenhænge aktivt bidrager til løsningen af klodens sikkerhedspolitiske problemer. Først skal BRIK’ernes karakteristika som sikkerhedspolitiske aktører lige ridses op. I vor tid drejer stormagtsstatus sig om:

1 Fast sæde i FN’s sikkerhedsråd og hermed vetoret

2 Atomvåbenbesiddelse

3 Evne til at fremføre militære styrker over store afstande og gribe ind overalt.

To af BRIK’erne, Rusland og Kina, har allerede plads i FN’s sikkerhedsråd, og Brasilien og Indien samarbejder med Japan og Tyskland i deres såkaldte G4-gruppe om at få det. Der er dog ikke udsigt til, at de snart får det, for det har vist sig overordentlig vanskeligt at reformere FN’s sikkerhedsråd. Under overfladen fornemmer man her visse interessekonflikter mellem BRIK’erne. Men dødvandet betyder ikke så meget for tiden, hvor opmærksomheden grundet krisen samler sig om de verdensøkonomiske fora såsom G20 og BRIK’ernes nye muligheder for at opnå indflydelse der.

Alle BRIK’er på nær Brasilien er atommagter, og Brasilien er et tærskelland, dvs. en stat, der har teknologien til med kort varsel at producere en atombombe. Så her synes BRIK’erne klart at udgøre stormagter i traditionel krigerisk forstand. Og dog. Atomvåben er ikke anvendelige våben, men en blanding af statussymboler og afskrækkelsesmidler. De kan i hænderne på forstandige beslutningstagere næsten afdramatisere international politik. Det afgørende er den regionale kontekst, hvor fx Latinamerika i nyere tid fremstår som et kontinent, der næsten er kemisk renset for storpolitisk militær højspænding. Den rivalisering, som man finder mellem Argentina og Brasilien, handler om prestige, ikke om militær konfrontation. Indiens atomvåben og spændingen i forhold til såvel Pakistan som Kina skal heller ikke overdramatiseres. Ej heller de krigeriske instinkter hos de kinesiske og de russiske beslutningstagere.

Så er der evnen til at fremføre militære styrker over store afstande og gribe ind overalt på kloden. Det har NATO-kollegiet i Rom regnet lidt på (Transatlantic Relations and 21st Century Radical Novelties, 2007: 15). NATO forudser, at BRIK’erne efterhånden vil gøre sig gældende uden for deres egne kontinenter som militært indgribende magter i konflikter. Rusland, Indien og Kina har allerede denne evne i deres nærområde. Går man frem til 2015, vurderer NATO, at Rusland og Kina militært kan spænde over deres eget kontinent og et fjernere kontinent med hensyn til interventioner. Til gengæld forventes de europæiske stormagter ligeledes at spænde over to kontinenter. I 2030 forventes Kina sammen med EU-stormagterne at kunne gøre USA rangen stridig som aktører, der har evnen til at gribe militært ind overalt på kloden. Indien og Rusland forventes i 2030 at kunne hamle op med Japan (!) som aktører, der spænder over to kontinenter i militær interventionsevne. Brasilien figurerer slet ikke i NATO-kilden (ibid.).

NATO er bekymret for den storpolitiske rivalisering, der herved kan komme ud af magtens spredning gennem BRIK’ernes og de øvrige vækstøkonomiers succes. Her er det, at man skal passe på med at stirre sig blind på BRIK’erne som storpolitisk problem. Man kan man med lige så megen ret se gruppen som en del af løsningen eller med andre ord tage udgangspunkt i de områder, hvor NATO’s og BRIK’ernes interesser stemmer overens for yderligere at konsolidere BRIK’erne som medspillere i det globale spil. Det erkender NATO indirekte, når man sammesteds udpeger ISAF-operationen i Afghanistan til at være en genvej til nære politiske og militære bånd til Indien og Kina (ibid.: 7). Under overfladen af spændinger mellem NATO og Rusland, Kina med flere er der vitterlig betydelig lettelse østpå over ISAF-operationen. Faktisk begynder BRIK-landene selv at gøre sig gældende som leverandører af sikkerhed. Kinesiske, russiske og indiske orlogsfartøjer har allerede hjulpet til med bekæmpelsen af somaliske pirater. Det er noget Danmark som søfartsstormagt har en klar interesse i – markeret med orlogsfartøjet Absalons udsendelse til farvandene ud for Somalia.

Brasilien har en mere latinamerikansk horisont, men har hjulpet FN med en 1200 mand stor fredsbevarende styrke i Haiti. Denne MINUSTAH-operation med en brasiliansk general i spidsen har vist sig ganske farlig. Endvidere sendte Brasilien i 2004 125 fredsbevarende styrker af sted til det portugisisk-talende Østtimor. Det må heller ikke glemmes, at Brasilien havde et rigtigt godt bud på en dygtig fremtidig generalsekretær for FN i Sergio Vieira de Mello. Han blev imidlertid dræbt af Al Qaeda-sympatisører ved et bombeattentat mod FN og dermed hele det internationale samfund i Irak i august 2003. I 2007 sendte Indien en styrke på over 100 ‘politimostre’ af sted til Liberia i Afrika. Det lagde den afgørende dæmper på voldtægter og krigsforbrydelser, som gør, at Liberia i dag er sluppet ud af borgerkrigen. Politistyrken blev rost til skyerne og dekoreret af den danske topdiplomat Ellen Margrethe Løj på vegne af FN i november 2008.

Spørgsmålet om, hvor meget beslag militæret egentlig lægger på BRIK’ernes samlede ressourcer er mest relevant for Rusland og vil derfor kun blive taget op i det kapitel. Det ligger i forlængelse af betragtningen om, at en uforholdsmæssigt stor rustningsbyrde er offentligt frås, der truer samfundets velstand. Ikke bare Ruslands, men alle BRIK’ernes hære har en størrelse, der rent numerisk placerer dem blandt de ti største militære apparater i verden. Alligevel er der tale om en beskeden militarisering set i forhold til BRIK-befolkningernes størrelse. I det hele taget går man fejl af det særegne ved BRIK’erne ved udelukkende at se på deres militære slagkraft. Gør man nemlig det, skaber det forventninger om, at BRIK’erne vil praktisere såkaldt hård balancering. Hård balancering er den neorealistiske teoris betegnelse for den magtbalanceadfærd, man kan forvente af stormagter, nemlig at de gennem militære modforanstaltninger vil søge at tæmme den stærkeste magt. Men faktisk tyder meget på, at BRIK’erne er tilbageholdende med at spille med deres militære muskler, i særdeleshed over for supermagten USA. Derfor lyder bogens forslag til sikkerhedspolitisk tolkning af BRIK’ernes adfærd, at BRIK’erne som stormagter foretrækker blød frem for hård balancering af stærke magter.

Begrebet blød balancering er lanceret som en nyfortolkning af neorealismen under den unilateralisme, der har præget USA navnlig under Bush-administrationen (Pape, 2005). Argumentet er, at USA’s ensidige opsigelse af ABM-traktaten, der forbyder missilforsvarssystemer, og den enorme amerikanske oprustning skaber nye vilkår for den globale magtpolitik. Uanset at USA har sit hyr med at vinde nutidens asymmetriske krige, er og bliver USA’s militære dominans overvældende som et grundvilkår for vor tids internationale politik. Den gør det ørkesløst for konkurrenterne at bedrive gammeldags hård balancering såsom at opruste, indgå krigsførende alliancer og eksportere våben til USA’s modstandere samt føre krige, herunder stedfortræderkrige vendt mod USA, vil jeg tilføje. Man kunne kritisere blød balancering for at være for tidsbundet som begreb, for den nuværende Obama-administration anslår andre toner end Bush-administrationen. Det har givet en ny fordragelighed i verdenspolitikken, hvad der også hænger sammen med, at krisen stækker USA. Men eftersom det har vist sig endnu sværere at underbygge tesen om hård balancering med empiriske eksempler, er de fleste neorealister åbne over for nytænkning af ren og skær nødvendighed.

Blød balancering som en alternativ måde at beskytte sig mod unipolens, altså USA’s dominans, drejer sig om politikker, der ikke direkte udfordrer USA’s militære overlegenhed. Det drejer sig om ikke-militære tiltag, hvor hensigten er at forsinke, hæmme eller underminere USA. Det kan være at handle gennem internationale institutioner – eksempelvis FN eller regionale og tematisk specialiserede organisationer – kort sagt multilateralisme, dvs. at flere lande arbejder sammen om at løse problemer. Blød balancering kan også komme til udtryk gennem bevidst brug af økonomiske instrumenter eller diplomatiske manøvrer med brod mod USA. Blød balancering handler altså om de mere forsigtige, ikke-militære udgaver af den inddæmningspolitik, som kendes fra den kolde krig, her blot vendt mod USA. BRIK-litteraturen peger allerede på blød balancering som den oplagte strategi for opstigende, men sikkerhedspolitisk klart sekundære stormagter som BRIK’erne (Hurrell, 2006: 15 f.).

Som de efterfølgende empiriske analyser vil vise, er der en mærkbar undertone af USA-inddæmning i BRIK’ernes udenrigspolitik. De er nervøse for, hvis USA egenhændigt knæsætter nye folkeretlige normer særligt angående humanitære interventioner og demokrati-eksport med våbenmagt. BRIK’erne brød sig hverken om Irakkrigen eller NATO’s humanitære intervention i Kosovo. Samtidig skal man være opmærksom på, at BRIK’erne påvirkes af de nye toner i den humanitære folkeret, fx den nye FN-doktrin om pligten til at beskytte befolkningen mod overgreb (Responsibility to Protect). Hele det internationale samfund bevæger sig, påpeger Andrew Hurrell (ibid.: 4). ‘Overliggeren’ – kravene til legitimitet og anerkendelse som stormagt – ligger ikke fast. Det er nok så meget blåstemplingen som ansvarlig stormagt, der er på spil for BRIK’erne. Konklusionen er, at de fire BRIK’er er brikker i et større spil om legitimitet, ikke bare magt i international politik. De er oven i købet til at flytte med. Det har fx vist sig i Kinas politik i forhold til Darfur-konflikten i Sudan. Bortset fra denne gennemgang af det sjette punkt i BRIK’ernes syv kendetegn er temaet sikkerhedspolitik nedtonet i bogens analyser til fordel for den økonomiske synsvinkel på BRIK’erne.