Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 13

O’Neill argumenterede for BRIK som særlig betydningsfuld konstellation ved at slå på, at de er ‘fire markante lande, der er deltagere i den moderne globaliserede verden’ (Ryst, 2006). Hermed understregede han BRIK’ernes ansvarlighed og potentialer som medforvaltere af den markedsøkonomiske orden. Denne bogs analyser vil vise, at BRIK’ernes alternative statsorienterede model bestemt ikke er noget opgør med kapitalismen. Man kan kalde den for en nyfortolkning af kapitalisme og globalisering; det uddybes senere. Her og nu gælder det den økonomiske åbenhed, der karakteriserer BRIK’erne i deres forhold til omverdenen, som O’Neill-holdet fremhæver som baggrunden for deres succes. Det er netop et gennemgående tema i bogens empiriske analyser af BRIK’erne. Økonomisk åbenhed indebærer deregulering, altså at staten giver afkald på direkte styring af økonomien (statsintervention), samt åbning for samhandel og investeringer.

Men åbenhed kan ikke stå alene som opskriften på økonomisk udvikling. Således peger O’Neill & Co. på samspillet mellem makroøkonomisk stabilitet, statens institutionelle evner, uddannelse af befolkningen og så åbenhed (Wilson & Purushothaman, 2003: 13). Det er nogle udmærkede ræsonnementer, der fortjener omtale. De bygger på den liberale Harvard-økonom Robert Barro. Hans kongstanke er, at udvikling er betinget af skolegang, begrænsninger på fråset i den offentlige sektor, at staten bevæger sig i retning af en retsstat baseret på lov og ikke magthavernes luner; lav inflation og en gunstig udvikling i bytteforholdet, så samhandel med omverdenen kan betale sig. Det sidste har den enkelte stat ikke selv kontrol over, men på de andre områder ligger bolden hos BRIK-landets egne beslutningstagere. Fx må man sige, at uforholdsmæssigt høje militærudgifter er offentligt frås, der trækker ressourcer – kapital og hjernekraft – ud af samfundets altafgørende civile sektor. Det var blandt andet oprustning, der kuldkastede Sovjetunionen (se Rusland-kapitlet; Kennedy, 1988).

Makroøkonomisk stabilitet handler fx om kontrol med inflationen. Bare ordene leder tanken hen på gabende kedsommelige økonomiske udredninger. Men galopperende inflation (hyperinflation) er faktisk det stof, revolutioner er gjort af – eksempelvis tabet af et livs opsparing. Hyperinflation fik Weimar-republikken i knæ og i vor tid Zimbabwe. For staten er prisstabilitet således et yderst vigtigt signal til omverdenen om generel stabilitet og ‘orden i sagerne’. I 1990’erne var både Brasilien og Rusland ramt af hyperinflation, i visse år med firecifrede inflationstakter, en traumatisk tid i landenes nyere historie (se Brasilien- og Rusland-kapitlerne).

Statens effektivt bemandede institutioner er ligeledes afgørende for, at trufne beslutninger kan blive ført ud i livet. Begrebet institution går her også på principper og normer, der påvirker økonomien, dvs. de uhåndgribelige rammer som retsstat, ejendomsret, sundheds- og uddannelsessystem, finansverden og embedsværk. Det, at liberalt inspirerede økonomer som O’Neill har sans for, at staten – ideelt set – er en konstruktiv ramme og ikke pr. definition et korrupt, bureaukratisk monster, leder tankerne hen på de idealer om ‘god regeringsførelse’, der præger dansk bistandspolitik. Det er udtryk for samfundsvidenskabernes nytænkning om staten.

Uddannelse er en forudsætning for, at samfundsøkonomien for alvor kan rykke opad med hensyn til, hvor megen forarbejdning og teknologi og dermed viden landets eksportvarer indeholder. For selv om mange lande begynder som råvareleverandører, er den status sjældent holdbar i det lange løb, slet ikke, hvis landet kun råder over én råvare. Angående uddannelse som afgørende faktor i BRIK’ernes evne til at fastholde deres nuværende udviklingsstart vil jeg minde om økonomen Robert B. Reich (1991), der anser arbejdskraftens kvalifikationer for den afgørende nationaløkonomiske ressource i det 21. århundrede.

Tilbage til åbenheden som det fjerde ben i ‘udviklingens magiske firkant’. O’Neill & Co. definerer åbenhed ved dens modsætning – beskyttelse af hjemmemarkedet (protektionisme) – og positivt som åbenhed over for direkte udenlandske investeringer (Wilson & Purushothaman, 2003: 13). Ganske vist er der ikke et helt entydigt forhold mellem åbenhed og vækst, velsagtens fordi globaliseringen har det med at blæse meget svage stater og økonomier omkuld. Men forskningen i samarbejde mellem virksomheder, outsourcing og den slags, viser en klar produktivitetsgevinst ved åbenhed (ibid.). Alle BRIK-lande praktiserer eksportorientering ud fra et bevidst fravalg af alternativet importsubstitution – dvs. at opbygge hjemmemarkedsproduktion af alt uanset omkostningerne. Og der er et påfaldende sammenfald mellem, hvornår de enkelte BRIK-lande slog ind på eksportorientering – se landekapitlerne nedenfor – og deres boom, som vist i figur 3’s grafer for alle BRIK’ernes vækst over tid.

Alle BRIK’erne har tidligere satset på importsubstitution. Rusland (som Sovjetunionen) og Kina var i midten af det 20. århundrede kendetegnet ved en en ekstrem og forfejlet selvforsyningsstrategi (autarki). Brasilien og Indien satsede i tiden efter Anden Verdenskrig på en mere afbalanceret, men heller ikke synderlig vellykket importsubstitution. Det er ad den vej – ved at have brændt fingrene på alternativet – at BRIK-landene i dag er nået frem til at satse på åbenhed og eksportorientering. Her spiller det givetvis en rolle, at det er den model, der har drevet de råvarefattige asiatiske ‘tigerøkonomier’ frem – dvs. Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong.

Samtidig skal man være opmærksom på, at der sagtens kan forekomme varierende grader og strategier for åbenhed, evt. elementer af lukkethed. Således fremstår BRIK’erne noget protektionistiske, når man beregner et vægtet gennemsnit for deres toldsatser sammenlignet med EU’s og USA’s på hele spektret af industrivarer, serviceydelser og landbrugsvarer (Thagesen og Uldall-Poulsen, 2005). For EU og USA ligger niveauet for toldsatser på disse varegrupper på ca. 2,5 pct., hvor BRIK-landet Indien topper med en gennemsnitlig toldsats på 21 pct. Dernæst kommer Kina med 12,8 pct., efterfulgt af Brasilien med 9,9 pct. og lavest Rusland med en gennemsnitlig toldsats på 8,4 pct. Selv om også Wilson & Purushothaman (2003:14) giver Indien en anmærkning i karakterbogen, hvad åbenhed angår, skal det understreges, at undersøgelsen ligger nogle år tilbage. Som følge af verdenskrisen finder man overalt i verden en vis ny-protektionisme.

Ud over strømmen af varer og tjenesteydelser som udtryk for BRIK’ernes økonomiske åbning mod verden får de stigende betydning som investorer i verdensøkonomien, ligesom flere af deres virksomheder gør sig gældende som multinationale selskaber. Udlandsinvesteringer fra ikke-vestlige lande (inklusive Japan) udgjorde i 2005 under en tiendedel af klodens samlede investeringsstrømme. Siden da er deres andel fordoblet, og Rusland, Brasilien og Kina er på top 10-listen over de mest betydelige ikke-vestlige investornationer (Sauvant, 2008; 2005: 648). Nogle af disse investeringer er ikke produktive, men blot kapitalflugt, skattely og anden round-tripping (‘selvsving’): russisk kapitalflugt til Cypern, kinesiske investeringer i Hong Kong, og brasilianske rigmænds pengeanbringelser i udenlandske skattely osv. Men når eksempelvis den indiske stål- og automobilgigant Tata opkøber udenlandske virksomheder som Jaguar, handler det om store arbejdspladser og produktioner, der skifter ejerskab. Det kan give bagslag for BRIK-landet, eller omvendt kan det blive set som redningen alt afhængig af sammenhængen.

Boks 1. World Trade Organization (WTO)

WTO blev oprettet i 1995 som afløser for den hidtidige internationale handelsaftale, GATT. Forud var gået en årrække med internationale forhandlinger mellem de store handelsnationer i verden, den såkaldte Uruguay-runde. Grundprincipperne i WTO er frihandel og lige adgang for alle parter. I modsætning til GATT regulerer WTO ikke blot den internationale varehandel, men også handel med serviceydelser, internationale investeringer samt beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det betyder, at traditionelle indenrigspolitiske emner som statsstøtte til erhverv er omfattet af WTO-reglerne. Modsat GATT er WTO en formaliseret organisation med hovedkvarter i Geneve og med faste procedurer for eksempelvis afgørelse af internationale handelsstridigheder. Det samlede WTO-aftalesæt udgør et uhyre indviklet kompleks af regler og procedurer. Gennem nye forhandlingsrunder forsøger man at udvide de områder, som omfattes af reel frihandel. Her støder landenes interesser ofte sammen. Således har uenighederne mellem USA, EU og de store ulande ført til, at den såkaldte Doha-forhandlingsrunde er gået i stå.

Det er endvidere karakteristisk, at næsten alle BRIK-lande er gået ind i verdenshandelsorganisationen WTO og har affundet sig med de spilleregler, som nu engang gælder der. WTO-medlemskab er nemlig et andet vigtigt signal til omverdenen om ‘orden i sagerne’ og åbenhed.

Rusland er imidlertid ikke med i WTO, og det er mere end et snævert handelspolitisk problem for landet (se Rusland-kapitlet). Meget tyder nemlig på, at WTOs regler afstiver medlemslandene i kampen mod særinteresser og korruption og fører til videre reformer (Sutherland, 2008). Mange regeringer erkender, at forandringer er nødvendige for at kunne gøre sig gældende på verdensmarkedet, og de øvrige BRIK’er valgte med åbne øjne at træde ind i WTO for at kunne høste frugterne af globaliseringen. I øvrigt ligger der meget mere i begrebet åbenhed end blot økonomi. Der findes politisk åbenhed, fx at skabe frirum for NGO’er, kulturel åbenhed og militær åbenhed, fx tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger eller fælles øvelser (Segal, 1992). Politisk åbenhed er et ømt punkt i visse BRIK-lande (Skak, 2006).