Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 21

Som det er fremgået, er netop udviklingsstaten en af de konkurrencestatsstrategier, som det er mest relevant at bruge som ramme for fortolkningen af BRIK’ernes globaliseringspolitik forstået som deres økonomiske åbning mod omverdenen. Her præsenteres to delvis overlappende varianter af teorien om udviklingsstaten, nemlig Evans (1995), der har ret bred gyldighed, og Palan, Abbott og Deans’ fokus på den østasiatiske udviklingsstat. Ideen om den handlekraftige udviklingsstat stammer fra den tyske nationaløkonomiske tænker Friedrich List (1789-1846). Han var lige så indflydelsesrig som Karl Marx med den afgørende forskel, at List udtænkte en strategi for, hvordan kapitalismen kunne blive til gavn for almenvellet overalt, ikke bare i pionerlandet England. List mente nemlig, at idealet om frihandel var et skalkeskjul for britisk dominans. Derfor anbefalede han lande, der senere gennemførte en industrialisering, midlertidigt at beskytte deres produktion med toldmure. Han satte staten i centrum i sin tænkning som den aktør, der kunne og skulle tænke på almenvellet. Samtidig understregede han, at staten skulle balancere mellem stat og marked og endelig træde tilbage ‘når økonomien er bedre tjent med at være overladt til sig selv og bedre fremmes af private indsatser’. List blev en inspiration for Bismarck og for Japan i Meiji-tiden fra 1868. Han begik selvmord, længe før Max Weber kom til og beskrev normerne for det ‘weberianske bureaukrati’, dvs. det ubestikkelige, saglige og veluddannede bureaukrati. Men List foregreb Weber, når han fnyste over tyske embedsmænds Beamtenwelt (papirnusser-verden). Teorien om udviklingsstaten forudsætter det weberianske bureaukrati, hvad der er et ømt punkt i visse af BRIK’erne.

Evans’ model for udviklingsstaten drejer sig om en videreudvikling af begrebet, så det også kan indfange det særlige ved Brasilien og Indien. Hertil kommer, at man i Latinamerika længe har talt om el Estado del Desarrollo, altså udviklingsstaten på spansk med henvisning til statens rolle i sydamerikansk økonomi. Evans (1995) peger på, at selv tilsyneladende bløde, ikke-autoritære politiske systemer som det brasilianske og indiske agerer ganske målrettet i deres industripolitik. Konkret sammenlignede han de to BRIK’ers politik i it-sektoren med den østasiatiske udviklingsstat Sydkoreas it-politik og fandt, at det ikke entydigt var Sydkorea, der havde fat i den lange ende (Evans, 1995). For at opklare mysteriet fandt han på at analysere samspillet mellem statens autonomi og forankring i samfundet. Det har mange taget til sig som en god måde at indfange udviklingsstatens evne til at skabe økonomisk udvikling, men de er nu ikke uproblematiske, hvad jeg kommer tilbage til.

Den østasiatiske udviklingsstat blev ‘opdaget’ af Japan-analytikeren Chalmers Johnson. Hans fokus var ikke Meijitidens Japan, der som bekendt udartede til totalitær militarisme og rablende imperialisme i hele Stillehavsregionen i første halvdel af det 20. århundrede, men derimod Japan efter 1945 som udviklingsstat. Sydkorea efter 1945 er et andet oplagt eksempel. Palan, Abbott & Deans (1996) opstiller fem kendetegn, hvoraf nogle er underforståede hos Evans (1995) som generelle træk ved udviklingsstaten:

1 en sammensmeltning af den offentlige og private sektor

2 en statslig ideologi

3 magthaverne legitimerer deres magt gennem den udvikling, de skaber

4 brugen af økonomisk planlægning

5 et forholdsvis autonomt økonomisk teknokrati

Sammensmeltningen af den offentlige og den private sektor er eksempelvis et generelt træk ved udviklingsstaten, som kan føres tilbage til List. Visse steder overskygger staten dog markedet og indgår som ejer eller medejer af produktionen, i så fald er der tale om statskapitalisme. Der er imidlertid pokker til forskel på den måde, hvorpå Sydkoreas diktator Pak Chung Hee i 1960’erne sad for bordenden og nærmest udstak ordrer til lederne af Chaebol’erne, Sydkoreas mastodont-virksomheder, og så den anderledes lempelige ‘statslige styring’ i fx Indien (se Indien-kapitlet). I rendyrket form forudsætter den østasiatiske model et autoritært styre, men nu om stunder er Sydkorea et konsolideret demokrati, ligesom Japan er det.

Derimod giver det mere mening at pege på en statslig ideologi som kendetegnende for den østasiatiske variant, hvad man både kan føre tilbage til landenes autoritære fortid og deres forsøg på at bryde fri af den på et nyt samlende grundlag. Konkret tænkes der på paternalisme – dvs. at borgerne opdrages til at acceptere staten som deres formynder – kombineret med patriotisme. Endvidere har den østasiatiske udviklingsstat mange steder kunnet trække på konfucianismen som drivkraft gennem dens normer som uddannelse, respekt for myndighederne osv. Blandt BRIK’erne er kun Kina konfuciansk og selv her begynder helt andre normer som fx selvstændig tænkning at vinde indpas (Østergaard, 2009). Kreml har taget paternalismen til sig suppleret med fyndord lånt fra List (se Rusland-kapitlet).

Magthaverne legitimerer deres magt gennem den udvikling, de skaber: Netop autoritære udviklingsstater er henvist til at legitimere sig selv gennem den økonomiske fremgang, de formår at skabe. Politologer kalder den type legitimitet for resultat-legitimitet. Alternativet er proces-legitimitet, dvs. at politikken bliver til i en åben demokratisk proces, sådan som vi kender det fra Danmark. Hvad BRIK’erne angår, er der store forskelle på fordelingen af henholdsvis resultat- og proces-legitimitet svarende til forskellen mellem diktatur og demokrati. Det uddybes i det efterfølgende underkapitel. Generelt er BRIK’erne dog fælles om et udpræget fokus på økonomisk udvikling.

Økonomisk planlægning var oprindelig kendetegnende for eksempelvis Sydkorea. Som allerede understreget benytter nutidens udviklingsstater en anderledes diskret styring allerhøjst baseret på indikativ planlægning. Af bitter erfaring plejer fx de brasilianske myndigheder at opstille nøgletal for, hvor meget inflationen må vokse. For selv om Palan, Abbott & Deans (1996: 90 ff.) frejdigt taler om planrationalitet, er stram styring en spændetrøje og en logisk modsætning til den fleksibilitet, som BRIK’ernes orientering mod verdensmarkedet forudsætter.

Et forholdsvis autonomt økonomisk teknokrati: Det er til gengæld noget, der vitterlig karakteriserer den østasiatiske udviklingsstat. Altså, at bureaukratiet ikke bare er weberiansk, men ligefrem besidder økonomisk eller teknologisk sagkundskab og derfor selv kan skære igennem, når der skal tages stilling til komplekse projekter. Ofte kommer bureaukratiets praktiske håndelag til udtryk ved ministrenes trafik frem og tilbage mellem ministerposter og direktørstillinger i private virksomheder. I Kina har hele politbureauet uddannelse som ingeniører. Præsident Hu Jintao har en MIT-agtig baggrund fra Tsinghua Universitetet i Beijing og premierminister Wen Jiabao er geolog (Suttmeier, 2007).