Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 9

Den amerikanske strategiske efterretnings-tænketank National Intelligence Council satte fingeren på BRIK’erne i sin seneste fremskrivning af klodens storpolitiske tendenser (Global Trends 2025: A Transformed World, 2008). Det er især ‘RIK’ – BRIK minus Brasilien – som spionerne har i kikkerten som nye økonomiske og storpolitiske poler. De fremhæver Rusland, Indien og Kina som en alternativ, statskapitalistisk udviklingsmodel svarende til de såkaldte udviklingsstater i Asien – Sydkorea m.fl. Ved at bruge begrebet udviklingsstat markerer forfatterne bag prognosen, at BRIK peger væk fra den skæbne, der præger ulandene, for ordet uland bruges jo om lande, der har problemer med at skabe og fastholde økonomisk udvikling. Begrebet udviklingsstat handler tværtimod om stater, der arbejder meget målbevidst med at skabe økonomisk udvikling og har held med det. Jeg nævner det, da udviklingsstaten er central for bogens analyser jævnfør senere. Modsat andre analyser ser denne kilde ingen grund til at afskrive RIKs og dermed BRIK’s demokratiske potentialer. Spionerne skriver stilfærdigt, at den autoritære slinger i valsen, der måtte være i BRIK’erne og andre opstigende økonomier, har at gøre med det sociale og økonomiske pres, som globaliseringen rummer (ibid.). Med det og via den fyldige omtale af O’Neill-gruppens teser for BRIK-gruppen er der givet forskellige stikord til, hvad der gør BRIK til noget, der kalder på nærmere analyse. Man kan sammenfatte det til, at BRIK som analytisk begreb drejer sig om syv fællestræk:

1 BRIK’erne er befolkningsmæssigt og geografisk meget store økonomier

2 BRIK’erne udviser langvarigt høje vækstrater for deres BNP

3 BRIK’erne rummer enorme middelklasser

4 BRIK’erne er åbne, eksportorienterede økonomier

5 BRIK’erne har en indbyrdes arbejdsdelingsoption

6 BRIK’erne er stormagter både i traditionel og i mere utraditionel forstand

7 BRIK’erne praktiserer en statsligt styret globalisering

De syv punkter skal ikke misforstås sådan, at BRIK’erne er alene om at have sådanne kendetegn. Der er efterhånden mange åbne, eksportorienterede økonomier, og der er ikke så få lande ud over BRIK’erne, som faglitteraturen udnævner til at være udviklingsstater. Meningen med de syv BRIK-punkter er blot at fastslå, hvad det er BRIK’erne har til fælles, som baggrund for, at O’Neill & Co. udpeger dem til at være indbegrebet af perspektivrige vækstøkonomier. Det kendetegn, som denne bogs analyser af BRIK’erne særligt kredser om, er det syvende og sidste punkt på linje med Global Trends … (2008). Nemlig, at BRIK’erne repræsenterer en globalisering styret eller i hvert fald forvaltet aktivt af staten, dvs. den politiske ledelse i de enkelte BRIK-lande. Det betyder, at BRIK’erne står for noget andet end en konsekvent liberal markedsøkonomi, men sandelig også noget andet end en betonkommunistisk planøkonomi. Punkt syv indebærer et aktørperspektiv på globalisering og i det hele taget en statsteoretisk forståelse af BRIK’erne. Længere henne i indledningskapitlet følger en indføring i de teoretiske modeller for enkeltstaters globalisering, der giver mening i sammenhæng med BRIK’erne.