Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 7

Netop i månederne efter 11. september 2001 var stemningen i international politik og økonomi på et nulpunkt. Derfor besluttede det internationale finanshus Goldman Sachs at lade Jim O’Neill, chefen for finanshusets globale markedsanalyser, udarbejde en 10-års prog -nose for verdensøkonomiens hovedtendenser. Man ville henlede opmærksomheden på lovende, men oversete vækstøkonomier for at genoplive investeringslysten (Ryst, 2006). Herved fik O’Neill øje på BRIK-firkløverets økonomiske magi og fandt på at kalde gruppen for ‘BRICs’ – lydligt associerer det jo til det engelske ord ‘brick’, altså ‘mursten’ (O’Neill, 2001). Prognosen fik titlen Building Better Global Economic BRICs – den rummede nemlig en politisk opfordring. Det var på høje tid at give verdensøkonomiens store lovende markeder formel medbestemmelse over verdensøkonomien som de byggesten, ja hjørnesten for opbygningen af klodens samlede velfærd, de var blevet, mente O’Neill. Det udviklede sig efterhånden til hans private korstog mod G7/G8 som et indspist, irrelevant forum i den nuværende sammensætning.

Men det var først to år senere, at BRIK-konceptet slog an som noget, der fik både banker og folk uden for finansverdenen til at spærre øjnene op. Det var da Goldman Sachs udgav O’Neill-holdets langtidsprognose Dreaming with BRICs: The Path to 2050 (Wilson & Purushothaman, 2003; Ryst, 2006). De færreste samfundsforskere bryder sig om at begive sig ud i håndgribelige spådomme og da slet ikke om ting, der ligger langt ude i fremtiden. Men her var der for en gangs skyld nogen, der vovede pelsen. O’Neill og hans to penneførere Dominic Wilson og Roopa Purushothaman kastede sig her ud i fremskrivninger af økonomiske nøgletal for BRIK-magterne ikke bare hen over en tiårig horisont, men for et halvt århundrede – helt frem til 2050. Igen var pointen, at BRIK er vigtige brikker i det verdensøkonomiske spil. Men ikke nok med det. Hovedbudskabet var et konkret årstal for, hvornår BRIK-økonomierne ville overhale de gamle industri-stormagter, der ellers har status som verdensøkonomiens lokomotiver. Skelsåret for BRIK-økonomiernes overhaling af de traditionelle sværvægtere satte de til 2039 (Wilson & Purushothaman, 2003: 3). Pointen var altså direkte at holde de fire BRIK’ers sandsynlige udvikling op mod tilsvarende fremskrivninger for de gamle økonomiske stormagter.

Ikke overraskende lød der kritik af analysen fra kredse, der før har brændt fingrene på opreklamerede lovende markeder. De frygtede en gentagelse af ‘tequila-krisen’ i Mexico 1994-1995 og Ruslands kollaps i 1998. O’Neill forsvarede sig med, at BRIK er ‘fire markante lande, der er deltagere i den moderne globaliserede verden’ (Ryst, 2006). Altså, at BRIK’ernes globale horisont og ansvarsbevidsthed klæder dem bedre på til at blive klodens nye maskinrum end andre vækstøkonomier. Det er en påstand, der undersøges nedenfor under synsvinklen BRIK’erne som stormagter. Hertil kommer en kvantitativ betragtning, der er kernen i BRIK-tesen. Nemlig at BRIK-markederne sammenlagt bygger på et fuldstændigt overvældende befolkningsunderlag, som ingen kan hamle op med. Således understreger 2003-prognosen, at BRIK-firkløveret repræsenterer over 40 pct. af klodens befolkning (Kammerer, 2005). Når de over en mia. store befolkninger i såvel Kina som Indien indgår i BRIK, udgør de en formidabel vækstfaktor. Der ligger et enormt vækstpotentiale i det, hvis den kreative og produktive evne og købekraft frigøres i dette folkehav. Det forudsætter selvfølgelig, at Indien og Kina bevarer sammenhængskraften som stater, men indtil videre er det gået forbavsende godt for begge de to særdeles mangfoldige riger. Perspektivet gælder også andre folkerige stater som fx Indonesien med dets næsten 240 mio. indbyggere, tilføjer O’Neill.

BRIK-prognosen forudsætter, at regeringerne i BRIK skaber institutioner og fører en politik, der vedligeholder væksten. Det er selvfølgelig en kilden sag. O’Neill-holdet vedgår åbent, at deres forudsigelse kan væltes af politiske fejlgreb indadtil i BRIK’erne, naturkatastrofer, storkrige osv. Men prognosen forudsætter ikke, at BRIK-landene agerer meget mere fremsynet, end de allerede gør, og prognosen rummer en liste med særlige problemer, som det enkelte BRIK-land bør være opmærksom på (Wilson & Purushothaman, 2003). Det er en forsigtig, så vidt muligt realistisk prognose, der blot fremskriver, hvad man med rimelighed kan forvente af fremgang for BRIK’erne ud fra den politik, de førte pr. 2003, og de konjunkturer, der dengang omgav dem.

I særdeleshed har O’Neill-holdet undgået den faldgrube at forudsætte de høje vækstrater, der eksempelvis har karakteriseret Kina gennem de seneste årtier. Når først et land er kommet godt op i omdrejninger, vil der naturligt komme en konsolidering præget af langt mere beskedne vækstrater, forklarer forfatterne og tilføjer: ‘Derfor er det, at simple fremskrivninger giver tåbelige resultater, når det drejer sig om langtidsprognoser’. De fortsætter: ‘Hvis nu vi havde antaget, at Kinas vækst i BNP fortsætter med de nuværende 8 pct. hen over de næste tre årtier, ville vi ende med at påstå, at Kinas økonomi vil tredoble USA’s allerede pr. 2030 og være 25 gange større end USA’s i 2050’ (Wilson & Purushothaman, 2003: 6). Det sjove er, at fordi Kina nu ser ud til at klare sig pænt gennem krisen, begynder man at spekulere i, at Kina muligvis vil overhale USA senest omkring 2030.

Kort sagt: Selv om det er fristende at affærdige O’Neill & Co.s spådomme som blot en konsulentrapport, ja et bestillingsarbejde fra det private investeringsfirma Goldmann Sachs, er der mere hold i BRIK-prognosen end som så (Not just straw men, 2009). Ikke mindst må man konstatere, at forudsigelserne har fået gennemslagskraft kloden over næsten som et nyt kommunistisk manifest om det rimelige i at magten spredes til fattigere egne af kloden (Zakaria, 2008: 37). BRIK’erne selv begynder som antydet at optræde mere samlet i verdensøkonomiske sammenhænge, ergo er det ikke for meget sagt, at en konsulentrapport har fået følger for virkelighedens internationale politik. Det er altsammen kommet bag på selv Jim O’Neill, så der er grund til at se nærmere på det særegne forhold mellem spin og BRIK-realiteter.

Som det vil fremgå af de efterfølgende kapitler, der går i dybden med først Brasilien, så Rusland, Indien og sluttelig Kina, er hver af BRIK’erne en økonomisk succeshistorie. Det har vi forfattere oplevet på vores gentagne rejser til BRIK-landene i perioden 2006-2009 for at samle materiale til bogen. Vore analyser bygger på en blanding af akademiske afhandlinger, regeringsdokumenter, taler, nyhedsdækning osv. samt personlige interviews med kyndige lokale iagttagere af deres egne lande og verden udenfor. BRIK-fænomenet taler for sig selv som skinbarlig virkelighed, når først man sætter sig ind i landenes forhold.

Samtidig er der indlysende momenter af spin i den måde, hvorpå beslutningstagere bruger prognosen fra O’Neill & Co. Således antyder Putin (2007) med de ord, han citeres for indledningsvis, at han eller hans rådgivere er blevet grebet af O’Neill-holdets glade budskab. Den kritik af de gamle satte industrimagter i G7, der ledsagede prognosen, passer ind i Ruslands og de andre BRIK’ers kram. Visse kilder mener endog at vide, at BRIK-konceptets egentlige bagmand er Putin. Han siges at have lanceret en BRIK-aftale endnu tidligere end O’Neill lancerede BRIK – ingen har dog set aftalen (BRIC, 2009). Men Rusland har ivrigt skubbet på en Rusland-Indien-Kina-trekant begyndende med deres fælles udenrigsministermøde i september 2002 (Radyuhin, 2008). I de senere år har BRIK’erne været indbudt til dele af de årlige topmøder i G8-kredsen, der jo omfatter Rusland. Herved har hele firkløveret fået øjnene op for hinanden, omend det er tydeligt, at BRIK-konceptet ikke betyder lige meget for de fire lande. Rusland er klart den mest BRIK-ivrige. Putin udnyttede sit G8-værtskab i Skt. Petersborg i 2006 til at invitere BRIK’erne plus Sydafrika og Mexico til et formøde, der skulle lægge pres på G8 for en udvidelse til alle klodens største spillere og herigennem ‘udarbejde en ny arkitektur for internationale relationer’, som Putin sagde (ibid.).

I løbet af 2008 blev de fire lande for alvor bragt sammen. Først afholdt BRIK’erne et udenrigsministermøde med Rusland som vært i den vestsibiriske by Jekaterinburg den 16. maj. Her udtalte BRIK-udenrigsministrene: ‘at opbygge et mere demokratisk internationalt system baseret på retlige principper og multilateralt diplomati er en bydende nødvendighed for vor tid’ (Joint Communiqué of the Meeting of the Foreign Ministers …, 2008). Heri lå en klar afstandtagen til Bush-administrationens enegang i international politik, i stedet blev FN betonet. BRIK’erne fremhævede endvidere betydningen af såkaldt syd-syd-samarbejde, dvs. indbyrdes økonomisk samarbejde mellem ulande. Det har iagttagere bidt mærke i som forvarsel om, at BRIK kan blive et ulandsmodstykke til den eksklusive G8-klub (Rothkopf, 2008). Rusland er med begge steder. Indiens udenrigsminister Pranab Mukherjee blev citeret for, at det denne gang er store ulande som Indien og Kina, der ‘har beskyttet verden mod nedgang. Det er anderledes end før i tiden, når der var global afmatning. I så henseende er det klart, at BRIK i stigende omfang kan spille en hovedrolle’ (Sweeney, 2008).

Fra venstre mod højre: Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva, Ruslands præsident Dmitrij Medvedjev, Kinas præsident Hu Jintao og Indiens premierminister Manmohan Singh i Japan 2008.

Kilde: http://newshopper.sulekha.com/photos/slideshow/188045.htm

Forbrødringen mellem BRIK’erne fortsatte, da de fire lande mødtes på regerings- og statsoverhoved-niveau i forbindelse med G8-topmødet i Japan 9. juli 2008. Her blev der taget et meget sigende billede af BRIK-lederne sammen – i perlehumør kan man se ovenfor.

På dette uformelle BRIK-topmøde i Japan udtalte Kinas præsident Hu Jintao: ‘BRIK-landene er fuldstændig eller overvejende enige om mange vigtige internationale og regionale emner’. Han opfordrede sine BRIK-kolleger til at styrke deres indbyrdes kontakter på højt niveau og koordinere politikken inden for ‘visse vigtige og presserende områder for at kunne spille en konstruktiv rolle i international politik’ (‘Bric’ leaders vow to boost coordination …, 2008). Det var i tråd med forrige BRIK-møde. Nogen G8-udvidelse kom det dog ikke til; det siges Japan at modsætte sig.

Forud for det ekstraordinære krisetopmøde i den førnævnte G20, der forener alle klodens førende økonomier, i Washington D.C. 15. november 2008 mødtes BRIK igen, denne gang på finansministerniveau. Det var Brasilien, der tog initiativ til denne afstemning af positionerne, og Brasilien havde pondus som daværende formand for G20; en pondus, der smittede af på BRIK som symbol på den igangværende spredning af den økonomiske magt i verden. BRIK’erne bøjede deres krav om reform af de internationale organisationer i neon: ‘Det Finansielle Stabilitetsforum må øjeblikkelig åbne for væsentlig repræsentation af lovende økonomier’ (Brazil, Russia, India and China, 2008). Dette forum er mindre kendt, men blev oprettet i 1999 af de gamle G7-magter som forum for deres lukkede kreds af finansministre, centralbanker og internationale finansinstitutioner sammen med enkelte senere tilsluttede lande.

Det Finansielle Stabilitetsforum forstod vinket med vognstangen og optog hele G20 inklusive alle BRIK’er få måneder senere. BRIK-finansministrenes formøde til G20’s krisetopmøde markerede samtidig, at BRIK’erne er medspillere, ikke modspillere i den internationale økonomiske krisestyring: ‘Vi støttede de afgørende og ekstraordinære initiativer for at bremse den igangværende krise og understregede betydningen af internationalt samstemte svar for at beskytte det verdensomspændende finansielle system’ (Brazil, Russia, India and China, 2008). Omverdenen har kvitteret ved for alvor at være opmærksom på BRIK-dynamikken – godt hjulpet af verdenskrisen og præsidentskiftet i USA.

I juni 2009 afholdt BRIK’erne så deres første selvstændige topmøde, igen i Jekaterinburg. Blandt andet drøftede man spørgsmålet om med tiden at finde et alternativ til dollaren som vigtigste reservevaluta. Heri ligger der et klart signal om BRIK’ernes selvbevidsthed, selv om Kina ønsker at fare med lempe og ikke forcere udviklingen væk fra dollaren. Følgelig er det ikke et brud med medspiller-kursen, men blot et krav om større formel medindflydelse på reguleringen af klodens økonomiske liv (Rothkopf, 2009). For forud for deres topmøde demonstrerede BRIK’erne på G20-topmødet i London 2. april deres vilje til at bakke op om multilaterale løsninger ved, at flere af dem bidrog til den ekstra tilførsel af midler til IMF, der blev vedtaget som led i den globale krisestyring. Alligevel er det sigende for BRIK’ernes indbyrdes dynamik, at der nu foreligger aftaler om efterhånden at regulere deres indbyrdes samhandel i deres nationale valutaer – fx reais og yuan mellem Brasilien og Kina (Brazil’s Lula signs China agreements, 2009).

Denne skitse over BRIK-konceptets udvikling fra delvis spin til mere og mere realpolitik viser, at nok er det Rusland, der har skubbet på BRIK-konceptet som led i sin selvpromovering som storpolitisk spiller. Men de fire har vitterlig fundet sammen, for hver for sig kan de alle se en interesse i sammen med de andre tre at være blevet ophøjet til klodens kraftcentre med den ekstra gennemslagskraft, det giver. Selv om det er fire højst forskellige stormagter med hver deres mærkesager – hvilke vil fremgå af bogens kapitler om dem – er de samtidig pragmatiske og holder sig til det, de kan blive enige om. En højtstående diplomat fra en af BRIK’erne har sagt, at firkløveret er som sengekammerater, der af og til drømmer forskellige drømme, men de sover i det samme telt (Rothkopf, 2008). Man kan tilføje, at BRIK’erne er bevidste om, at verden basalt set består af eet og samme telt, ergo er de midtsøgende og ikke særligt radikale, selv om de stiller krav. Flere iagttagere udtrykker ægte beundring for BRIK’ernes diplomatiske professionalisme (Liebig, 2008; Rothkopf, 2009). På hjemmebanen i det enkelte BRIK-land og i den enkelte BRIK-borgers hverdag fylder BRIK dog ikke meget som samtaleemne hen over aftensmaden.

Givet er det, at BRIK har fået storpolitisk betydning som udtryk for en ny verdensorden præget af større spredning af magten. Derfor er og bliver det tankevækkende, at det, der udløste hele processen, ser ud til at være en prognose bestilt af det private firma Goldman Sachs. Åbenbart på en fængende måde har den fået henledt opmærksomheden på, hvor det egentlig er tingene sker – langsomt, ganske vist; derfor er BRIK-dynamikken ude af de flygtigere mediers søgelys. Fordi BRIK handler om succes gælder den amerikanske talemåde: nothing succeeds like success, dvs. succes er en selvforstærkende proces. De gode restauranter har man sjældent for sig selv, de er typisk fulde af kunder. Således kan mange af de udenlandske investeringer, der i de senere år er tilflydt BRIK tilskrives O’Neill-prognosen, påviser Sonja Ryst (2006). Pr. 24. maj 2006 opgjorde hun en samlet udefra kommende BRIK-investering på 5,5 mia. $ via nyoprettede BRIK-investeringspuljer.

Så der er tale om en helt diskursanalytisk logik af selvopfyldende profetier. Diskursanalyse handler om den retoriske drejning og ideologiske indpakning, som virkelighedens internationale politik får af beslutningstagerne. Jeg nævner det, dels fordi Rusland- og Kina-kapitlerne går ind på diskurs i betydningen den selvopfattelse og globaliseringsideologi, der præger de to BRIK-lande. Dels fordi det under alle omstændigheder er vigtigt at forstå, at ordet undertiden har magt – særlig hvis den, der taler, har en vis autoritet (Goldman Sachs-analytikerne) og/eller har magt (Putin). Forholdet mellem spin og realiteter er altså komplekst med hensyn til BRIK som med så meget andet. Således kan man påvise en højnet selvsikkerhed over tid, ja ligefrem en ny udlægning af BRIK-tesen hos O’Neill & Co.:

(…) vi ser BRIK som meget mere end bare lovende markeder (an emerging markets issue). BRIK er et hovedtema i den moderne globaliserede tidsalder. Det, der adskiller BRIK fra den øvrige spin om lovende markeder, er deres evne til at påvirke og blive påvirket af den globale økonomi og verdensmarkedet i bred forstand. Både de aktuelle og de fremtidige udsigter for globaliseringen hviler på BRIK-nationerne som hjørnesten. Samspillet mellem BRIK-økonomierne og G7 er et afgørende aspekt af globaliseringen og den gensidige internationale afhængighed. Den varierede sammensætning af BRIK-økonomierne indbyrdes, dvs. balancen mellem henholdsvis ressourceoverflod og ressourceafhængighed, sammenholdt med den globale demografiske forskydning over mod BRIK-økonomierne giver netop dem muligheden for en organisk deltagelse i verdensøkonomien (O’Neill, Wilson, Purushothaman & Stupnytska, 2005: 3).

Her skærper de BRIK-argumentet ved at fremhæve den mulige indbyrdes arbejdsdeling mellem BRIK’erne: Set fra Kina og Indien er Brasilien og Rusland gruppens store aktiver med hensyn til råvarerigdom, det være sig energi (Rusland, Brasilien) eller fødevarer (Brasilien). De to ikke-asiatiske BRIK’er kan fint dække de to asiatiske giganters kritiske importbehov, som netop er energi og fødevarer. Set fra Brasilien og Rusland er Kina og Indien attraktive som alternative afsætningsmarkeder, ikke mindst hvis handelen med den vestlige verden afmattes. Samtidig er de interessante som importpartnere, fordi Indien og Kina får en mere og mere alsidig samt viden- og teknologi-intensiv eksportprofil. I det ligger også, at BRIK-samarbejdet åbner for alskens varianter af direkte samarbejde mellem virksomheder om underleverancer, videre forarbejdning eller fælles forskning og produktudvikling. Indien-kapitlet giver nogle konkrete eksempler på nye BRIK-varianter af det syd-sydsamarbejde, som mange ser frem til (Pedersen, 1989).

Som det er fremgået af henvisningerne undervejs, leverer det amerikanske tidsskrift Newsweeks internationale redaktør Fareed Zakaria (2008) en glimrende perspektivering af BRIK-dynamikken som element i ‘resten af verdens opstigen’. Et andet slående udtryk for BRIK’ernes gennemslagskraft er, at det konservative britiske ugemagasin The Economist tog gruppen op til nærmere behandling oven på BRIK-topmødet i juni 2009. Ikke uden skadefryd pegede analysen på BRIK’ernes evne til at ruske op i det støvede G7/G8 (Not just straw men, 2009). Samtidig må det indrømmes, at selv om der vitterlig er grund til optimisme på BRIK’ernes vegne, er den verdensøkonomiske krise en betragtelig usikkerhedsfaktor. Denne bogs svar på spørgsmålet om, hvordan situationen tegner på længere sigt, finder man i detailanalyserne af de enkelte BRIK’er samt i efterskriftet.

Herhjemme udpegede klima- og energiminister Connie Hedegaard særlige klima-attacheer til at følge miljøpolitikken i BRIK’erne og enkelte andre nøglelande som forberedelse til klimatopmødet i København sidst i 2009. I 2005 gik hun og flere andre ministre sammen om et større fremstød for dansk energi- og miljøteknisk eksport til BRIK’erne ud fra en lovende markedsanalyse af BRIK-landene. Endvidere har Dansk Industri søgt at åbne erhvervslivets øjne for BRIK-markederne, og flere store danske eksportører har selv fundet ind på disse markeder. Mindre virksomheder kan få hjælp af Dansk Industris særlige koncept for deres eksportfremstød Own Man in Brazil/Russia/India/China. Alligevel udtaler udenrigsminister Per Stig Møller utålmodigt: ‘Vi ved, at det er vanskeligere at gøre forretning i Rusland, Kina eller Indien, end det er i Sverige, Tyskland eller Storbritannien. Ikke desto mindre er det det, vi skal’ (Ambassader skabet netværk for erhvervslivet, 2008).

Figur 2. BRIK-bilerne overhaler G6! Hvornår BRIK’s BNP overgår G6.

Kilde: Dxominic Wilson & Roopa Purushothaman (2003).’Dreaming with BRICs: The Path to 2050’. Global Economics Paper, No. 99. Goldman Sachs: 1st October, s. 3.