Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 24

De fleste har nok en forestilling om Indien som et umådelig kaotisk og ikke synderlig robust land. Sandheden er, at det er verdens folkerigeste demokrati og har fungeret forbløffende driftsikkert som sådan siden uafhængigheden i 1947. Brasilien har været et militærdiktatur, men er blevet et konsolideret demokrati præget af ansvarlige politikere (se Brasilien-kapitlet). Naturligvis er der store problemer og sociale spændinger i de to BRIK’er, men der er en basal stabilitet i og omkring dem af videre storpolitisk betydning. Som påpeget i den sikkerhedspolitiske del af analysen er rivaliseringen mellem Argentina og Brasilien mest et spørgsmål om prestige. Man skal heller ikke overdramatisere konflikten mellem Indien og Pakistan, da Indiens økonomiske fremskridt i nogen grad virker ind som modererende faktor. Hertil kommer det langvarige parløb mellem Brasilien og Indien i WTO samt deres parløb med Sydafrika (se Brasilien- og Indien-kapitlerne). Selv om de to demokratiske BRIK’er engagerer sig mindre i menneskerettigheder end vi måtte ønske, er de til gengæld begyndt at engagere sig i det globale klimaspørgsmål.

Indien og Brasilien har en fælles fortid som kolonier og har i århundreder – via deres moderlande: Portugal og Storbritannien – været integreret i verdensøkonomien. Den uhyggelige bagside af medaljen var blandt andet trekanthandelen, der omfattede trafik af slaver fra Afrika til vore dages Brasilien. Indiens fortid som britisk koloni har tilsvarende dystre sider, men i nutiden giver den landets elite en fortrinsstilling som arbejdskraft i den globaliserede økonomi (se kapitlet om Indien). Begge økonomier har undergået en udvikling fra importsubstitution i de første efterkrigsårtier til åbenhed og eksportorientering i nutiden. Som ovenfor omtalt befinder både Brasilien og Indien sig på en mellemstation mellem den benhårde udviklingsstat og den bløde ulandsstat. I nyere tid sker det ofte, at myndighederne hjælper det private erhvervsliv frem og ikke bare spænder ben for det. De to ulandsgiganter ser sig som talerør for ulandene, men er ellers ganske pragmatiske aktører i international politik.