Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 22

Nok er udviklingsstaten en idealtype, dvs. en teoretisk model, som man derfor ikke skal forvente, vil holde stik i alle henseender. Men der er nu noget, der skurrer i teoridannelsen, nemlig den naive tiltro til topstyring og korporatisme. Korporatisme kalder man det, når staten styrer økonomien gennem uigennemskuelige forgreninger ud i erhvervsliv og fagbevægelse og i realiteten tilsidesætter det politiske niveau – i demokratier de folkevalgte politikere. Fortidens fascistiske stater hvilede på en ekstremt topstyret korporatisme som deres måde at være ‘udviklingsstater’ på. Det understreger, at udviklingsstaten nemt kan føre til undertrykkelse. Endvidere: Ser man på virkelighedens udviklingsstater, det være sig Japan, Sydkorea eller BRIK’erne, bliver de af og til hjemsøgt af store korruptionsskandaler. Niveauet for korruption i alle BRIK’erne ligger forstemmende højt at dømme efter de jævnlige korruptionsmålinger af alle lande, der bygger på, hvordan iagttagere vurderer korruptionens omfang (Transparency International, 2009).

Det leder hen til en metodisk kritik af teorien udviklingsstaten, nemlig at dens analyse-dimensioner ikke bygger på klare og håndgribelige kriterier. Hvordan afgør man om beslutningstagerne handler ud fra hensynet til udvikling? Det er jo et plusord, som magthavere henrykt vil tage i deres i mund – måske endda uden at være kynikere. Lige så uklart er det, når Evans (1995) ræsonnerer, at udviklingsstaten smukt balancerer mellem dens autonomi over for særinteresser og dens organiske forbindelse med erhvervsliv og samfundet – det, han kalder forankring. For hvornår er ‘autonomi’ autonomi, og hvornår er det grov hensynsløshed eller ligefrem fascisme? Og hvornår er forankring sund og nødvendig forankring, og hvornår er det, at magthavere og embedsmænd kommer i lommen på særinteresser gennem bestikkelse og vennetjenester?

Det er spørgsmål, hvor svaret blæser i vinden. Pointen er, at udviklingsstaten rummer sine egne dilemmaer og problemer, som man skal være opmærksom på – jeg kalder dem for 3 x K-problemet: vage kriterier/korporatisme/korruption. Ergo er udviklingsstaten kun et stikord til videre debat af BRIK’erne og ikke nogen konklusion. Som Rusland-kapitlet vil vise, er det BRIK-land en højst tvetydig udviklingsstat med hensyn til effektivitet og autonomi over for særinteresser. Retfærdigvis skal det tilføjes, at virkelighedens udviklingsstater gennem globaliseringen presses i mere liberal og mindre korporatistisk retning. Således virker BRIK’erne som helhed mest optaget af at være fleksible og effektive som konkurrencestater i bred forstand.