Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 6

Man kan lige så godt tage tyren ved hornene og vedgå som det første, at BRIK-begrebet ikke uden videre er blevet accepteret, men faktisk har mødt en del kritik. Mange har umiddelbart svært ved at se, at Brasilien, Rusland, Indien og Kina skulle have noget nævneværdigt til fælles, og indtil for nylig har der da heller ikke været alverden af indbyrdes samarbejde mellem BRIK’erne at henholde sig til. Kritikken slår navnlig ned på følgende punkter:

1 Landene er for heterogene til, at det giver mening at anse dem for en gruppe.

2 Den verdensøkonomiske krise vil trække gulvtæppet væk under BRIK.

3 Kvalitativt er BRIK-koalitionen kun en diffus gruppering i international politik.

4 Der findes andre fremstormende økonomier, der er lige så interessante.

5 Kun Kina og Indien skal tages alvorligt som afgørende brikker i det globale spil.

6 Kina er BRIK’s muskler. Uden Kina er resten af gruppen blot en tam BRIe-ost!

7 Fremskrivningerne af BRIK’ernes vækst hviler på problematiske forudsætninger.

Den første indvending, at BRIK er for heterogen en gruppe til, at det giver mening at ophøje dem til en særskilt gruppering, virker umiddelbart rigtig. De fire lande er unægteligt forskellige kulturelt, strukturelt osv. Men det er ikke mere besynderligt at tale om BRIK-landene under ét end det er at tale om G7, dvs. de gamle industrimagter USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada, som er en lige så heterogen stormagtsklub. Der er jo enorme forskelle mellem de tre første, ja selv de europæiske G7-magter er væsensforskellige indbyrdes. Så jo – man kan godt sige, at det svarer til at blande æbler, pærer, bananer og appelsiner, når man gør BRIK som gruppe til noget særligt. Det er dog næppe klogt på forhånd at udelukke en nærmere undersøgelse af BRIK-fænomenet; just det er formålet med denne fremstilling.

Den anden indvending, at krisen vil trække gulvtæppet væk under BRIK, var især fremme i efteråret 2008, da hele verdensøkonomien blev blæst omkuld af subprime-krisen og børskrakket i USA. Efterhånden er den blevet erstattet af en forventning om, at de fleste BRIK’er faktisk vil klare sig bedre gennem krisen end OECD-landene, dvs. hele den vestlige verden samt Japan og et par stykker til. Det skyldes blandt andet BRIK’ernes store hjemmemarkeder, og at deres finanssektorer i flere tilfælde på forhånd var statsdominerede og konservative i deres lånepolitik. Krisens indvirkning på BRIK’erne tages op i hvert af kapitlerne om de enkelte BRIK-lande. Derfor vil jeg her blot pege på, at Den Internationale Valutafond, (herefter IMF), og Verdensbankens forskellige prognoser for BRIK’ernes vækst i 2009 og videre frem – på nær prognoserne for Rusland – befinder sig i et langt højere luftlag end prognoserne for OECD-landene.

Den tredje indvending, at BRIK-koalitionen er for diffus til, at man kan tage den alvorligt som gruppering, har noget for sig – og så alligevel ikke. Det er klart, at BRIK på ingen måde tåler sammenligning med aktører som EU, hvad angår integration og handlekraft. Men mindre kan faktisk gøre det. Hvis man ser på udviklingen i BRIK-landenes indbyrdes forhold gennem de seneste år, må man sige, at der i det mindste på beslutningstager-niveau begynder at udkrystallisere sig en selvbevidsthed som gruppe pga. den betydning, omverdenen tillægger den. Det viser åbningscitatet med Putins udtalelser i München; mere om det senere. Endvidere er det vigtigt at forstå, at gruppen slet ikke behøver at være særlig sammensvejset og fremstå som aktør for at være et relevant emne at kaste sig over. For BRIK som begreb handler først og fremmest om den forventede udvikling i firkløverets andel af verdens samlede produktion og forbrug – altså strukturelle forskydninger i verdensøkonomien, der har betydning for verdenspolitikken. Pointen er, at BRIK som fænomen siger noget om ophøret af koncentrationen af magt omkring USA, som vil være karakteristisk for det 21. århundrede (Zakaria, 2008: 37). At BRIK’erne så tilmed begynder at agere som gruppe, gør blot emnet endnu mere spændende.

Den fjerde indvending, at der er andre fremstormende økonomier at beskæftige sig med, er korrekt. Her plejer man at nævne Sydkorea, Tyrkiet, Indonesien, Sydafrika og Mexico. De indgår ligesom BRIK’erne i den såkaldte G20-gruppe bestående af klodens 19 toneangivende økonomier: Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Saudi-Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland og USA samt EU som organisation. Under verdenskrisen er G20 blevet til det globale krisestyringsforum på bekostning af både G7 (G8, når man regner Rusland med til G7, hvad man strengt taget skal) og FN, hvilket på sin side er interessant.

Den omstændighed, at alle BRIK’erne sidder med ved bordet i G20 og i nogen grad afstemmer deres positioner i forvejen, bekræfter BRIK’s særlige betydning. I forhold til det er de andre fremstormende ikke-vestlige økonomier snarere enkeltstående tilfælde og ikke den næsten symmetriske konstellation af råvareimportører og -eksportører, som BRIK er (se nedenfor). Litteraturen vrimler med akronymer, der helt eller delvis har BRIK’erne med, fx BRICS (= Brazil, Russia, India, China and South Africa). Begrundelsen for at udvide BRIK med Sydafrika var, at så havde man en fremstormende økonomi på alle tredjeverdenskontinenter repræsenteret. Strengt taget er det ikke et sagligt argument, og Sydafrika er plaget af meget høj arbejdsløshed og andre alvorlige problemer.

Den femte indvending, at kun Kina og Indien skal tages alvorligt som afgørende brikker i det globale spil, er blevet fremført af journalisten John Lloyd fra Financial Times og investeringsrådgiveren fra The Frontier Strategy Group, Alex Turkeltraub (2006). De hævder, at Brasilien og Rusland ikke bare er langt mindre folkerige end de to asiatiske giganter, men er mere søvndyssende og dekadente økonomier. Det er rigtigt, at Kina og Indien befolkningsmæssigt har potentialet til at kunne vende op og ned på magtforholdene i international politik og økonomi. Ofte agerer deres beslutningstagere formentlig mere fremsynet end de brasilianske og russiske beslutningstagere. Men da de to asiatiske giganter indgår i BRIK-konceptet, gør deres særlige dynamik jo ikke ideen om at udpege fremtidens fire økonomiske sværvægtere dårlig, tværtimod. Endvidere skal man være opmærksom på, at siden Lloyd og Turkeltraub (2006) skrev deres kritiske betragtninger om Brasilien og Rusland, har Brasilien haft megen fremgang på trods af verdenskrisen (se Brasilien-kapitlet).

Et af Lloyd og Turkeltraubs gode argumenter var deres forudsigelse af, at Rusland af strukturelle grunde kunne blive hårdt ramt af verdensøkonomiske rystelser (se Rusland-kapitlet). Fortalerne for BRIK fastholder imidlertid, at såvel Rusland som Brasilien har stof i sig til at overgå en hvilken som helst europæisk økonomi, hvis de får gjort op med henholdsvis den eksportensidighed, der præger Rusland, og den hyperinflation, der tidligere har plaget de to økonomier. Endvidere er Rusland og Brasilien pga. deres højere levestandard sammenholdt med Indien og Kina potente som købedygtige markeder. Hertil kommer, at de komplementerer Kina og Indien som energi-, råvare- og fødevareleverandører. Denne indbyrdes arbejdsdeling hen over BRIK-aksen er et kerneargument for BRIK-konceptet (herom senere). Med andre ord ville Kina og Indien ikke have samme handlefrihed i eventuelle handelskonflikter med Vesten uden de to andre BRIK’er; en pointe, der kendes som afkoblings-scenariet eller ‘world without the West’ (Barma, Ratner og Weber, 2007; herom senere).

Den sjette indvending lyder: ‘Kina er BRIK’s muskler. Uden Kina er resten af gruppen blot en tam BRIe-ost’ og stammer fra den amerikanske publicist David J. Rothkopf (2009). Som argument minder det om den femte indvending, bortset fra, at det her er skærpet til, at Kina alene, altså Kinas fravær, ville vælte BRIK-korthuset. Det er en variant af tesen om, at det i virkeligheden er Kina og USA tilsammen – ‘Chimerica’ eller ‘G2’, dvs. gruppen på kun to stater – der holder verdensøkonomien oppe; en tese, der visse steder dukker op som blot G1 i betydningen Kina som direktøren for det hele. Tesen skyldes USA’s enorme gældsætning til Kina og landets hen ved 2.300 mia. $ store valutareserver; noget, der under alle omstændigheder gør Kina til en krumtap i verdensøkonomien. Ser man på BRIK’ernes årlige eksport, som den har udviklet sig i perioden 1990-2008, bliver det meget tydeligt, at Kinas eksportevne er i en klasse for sig, selv om megen kinesisk eksport handler om videre forarbejdning til reeksport snarere end produktion fra bunden af – se figur 1.

I erkendelse af, at Kina faktisk er enestående som BRIK-land, har vi derfor valgt at lade denne bogs kapitel om Kina fylde en hel del mere end de andre kapitler. Men deraf kan man ikke slutte, at Kinas særpræg kuldkaster hele BRIK-konceptet. For det forholder sig sådan, at Kina som aktør ofte skyr rampelyset i international politik, derfor passer det Kina fint at samarbejde med de andre BRIK’er om en mere multipolær verdensorden. Det gør BRIK-konceptet mere robust end som så, selv om gruppedannelsen muligvis hen ad vejen vil vise sig forbigående. Så BRIK giver en god ramme for at analysere de upåagtede, men afgørende magtforskydninger i international politik, som globaliseringen afføder.

Figur 1. BRIK-landenes samt USA’s og Danmarks årlige eksport af varer og tjenester

Note 1: Datamaterialet er for Kinas vedkommende eksklusive Macau og Hong Kong.

Note 2: Datamaterialet for USA eksisterer kun indtil år 2005 og for Danmark kun indtil år 2006.

Kilde: Verdensbanken, oktober2009.

Den syvende og sidste indvending er en kritik af metoden bag spådommen om BRIK som det 21. århundredes nye økonomiske lokomotiver. Argumentet lyder, at fremskrivningerne af BRIK’ernes vækst hviler på problematiske forudsætninger. Konkret peger kritikerne på, at BRIK-konceptet hviler på en uholdbar forestilling om, at der er uendelige ressourcer til BRIK’ernes rådighed, navnlig hvad angår energi og andre råstoffer (BRIC, 2009). Det er en variant af den velkendte kritik af det verdensøkonomiske kredsløb som hovedløs rovdrift på kloden – som noget, der vil ende med en akut produktionskrise eller en klima- og forureningskatastrofe. Det er en alvorlig indvending. Miljøproblemerne og omkostningerne ved BRIK’s opstigen til økonomisk stormagtsstatus skal bestemt ikke bagatelliseres. Dog er det problemer, som BRIK-landenes regeringer begynder at få øjnene op for. BRIK’erne er godt med på områder som bioethanol og vindkraft (se Brasilien- og Indien-kapitlerne).

Heller ikke den gamle verden vil gå fri af indbyggede problemer i vækstmodellen, det ved vi nu via finanskrisen. Ergo er det urimeligt at gøre det til et argument, der i særlig grad truer BRIK-dynamikken. Tværtimod er der gensidig afhængighed – interdependens – mellem økonomierne. Det ved BRIK-landenes beslutningstagere godt, så de har særligt under finanskrisen gjort det klart, at de er medspillere og ikke modspillere i den globale krisestyring. Der er intet principielt i vejen for, at den globale udvikling fortsætter som et win win-spil med plads til alle (Zakaria, 2008). Ergo står den metodiske kritik af prognosen om BRIK’erne som opstigende magter ikke nødvendigvis så stærkt. Facit er, at der er god grund til at se nærmere på BRIK-landene både under ét og hver for sig for at blive klogere på, hvad de står for.

Som afrunding på denne parering af kritikken mod BRIK, skal det slås fast, at bogen her ingenlunde lægger op til at sidestille BRIK med militæralliancer som NATO eller aktører i klasse med EU. BRIK er tydeligvis et langt løsere forum, men dog et, der består af fire markante og selvbevidste stormagter. BRIK har interesser, der samler dem – at gøre verden mere multipolær, men samtidig fastholde den storpolitiske stabilitet og den åbne, vækstbefordrende verdensøkonomi – og de har interesser, der deler dem, fx deres USA-politiske interesser (se Indien-kapitlet). Men hvem har egentlig fundet på begrebet BRIK og hvornår? Hvad er sket siden da? Ser BRIK’erne sig selv som BRIK’er? Det er det næste emne!