Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 16

Som nævnt i begyndelsen går bogen ud på at analysere, hvordan hver af BRIK’erne har grebet deres egen globalisering an. Altså ikke så meget globalisering som et udefra kommende chok, der rammer samfundet, som den enkelte BRIK’s bevidste økonomiske globaliseringsstrategi. Fordi BRIK-begrebet primært handler om økonomi, tillader vi os at indsnævre globalisering til økonomisk globalisering forstået som statens politik for sin åbning mod omverdenen først og fremmest i økonomisk henseende. Som det fremgår af kommentarerne til punkt 4 ovenfor, er økonomisk åbenhed og eksportorientering et centralt omdrejningspunkt for BRIK’ernes globaliseringspolitik. Nok udviser BRIK’erne forskellige grader af åbenhed – det vil man kunne se ud af de senere landeanalyser – men alle handler de ud fra en underforstået præmis om den eksisterende verdensøkonomiske orden som et win-win-spil.

Hvad angår den statsteoretiske vinkel på BRIK’erne er pointen, at BRIK’erne set indefra udgør en anden model end den vestlige liberale økonomiske model med staten i en meget tilbagetrukket rolle, som man kender det fra USA. Følgelig giver det god mening at anskue BRIK’erne som udviklingsstater. Som tidligere påpeget må betegnelsen udviklingsstat ikke misforstås som synonym for ulande. Udviklingsstater henviser til stater, hvis statsræson det er at fremme økonomisk udvikling, og som i praksis har held med det, hvad mange ulande jo ikke har. Analytisk er kernen i begrebet udviklingsstat, at regeringen det pågældende sted kan sætte sin magt igennem over for økonomiske og politiske særinteresser og herved holde hele samfundet på sporet, hvad økonomisk udvikling angår. Følgelig bruges udtrykket ‘den hårde stat’ som synonym for udviklingsstaten, nemlig som kontrast til ‘den bløde stat’, der oprindelig var fremherskende i den tredje verden (Myrdal, 1968). Dvs. korrupte og uduelige stater, der er i lommen på alskens særinteresser – klaner, godsejere, præsteskaber, officerskorps o. lign. Kort sagt er kriteriet for en udviklingsstat, at den er autonom, men ikke kun det. Lige så vigtig for statens evne til at varetage den tværgående nationale interesse i et helt lands og samfunds udvikling er dens frugtbare samspil med erhvervslivet og samfundet i bredere forstand. Dette princip kalder sociologen Peter Evans (1995) for statens forankring (embeddedness). Begrebet udviklingsstat vil blive taget op igen i næste underkapitel om bogens statsteori.

Der er en logisk sammenhæng mellem at være udviklingsstat og at praktisere statskapitalisme, dvs. at lade staten have helt eller delvis ejerskab af virksomheder. Derfor er graden af statskapitalisme et andet spørgsmål, der rejser sig angående BRIK’erne. Alene ordet statskapitalisme vil nok tænde de røde alarmlys. Det antyder jo, at BRIK indebærer en planøkonomisk model ligesom Sovjetunionen. Sådan er det ikke, da BRIK’erne tydeligvis er opsatte på at kunne begå sig i den kapitalistiske verdensorden. Således findes der privat ejendomsret i alle BRIK-lande. Den langtidsøkonomiske planlægning går allerhøjst ud på at opstille nogle generelle mål og succeskriterier (indikativ planlægning). Alligevel er det tankevækkende, at betegnelsen statskapitalisme vinder indpas om BRIK’erne og andre lande, der klarer sig godt under nutidens skarpe konkurrence i verdensøkonomien (jævnfør Global Trends 2025, 2008: 8-9). Det vidner om, at staten som institution ikke er blæst omkuld af globaliseringen, sådan som globaliseringsforskerne tidligere mente. Tværtimod ser det ud til, at staten i de dygtigt styrede lande vender tilbage og selv sætter dagsordenen for sin globalisering.

Derfor taler globaliseringsforskerne Philip Cerny (1990) ligesom Palan, Abbott & Deans (1996) om, at der er sket et skift fra velfærdsstat til konkurrencestat som essensen i den måde, staten agerer på i nutiden. Hos Palan, Abbott & Deans (1996) er udviklingsstaten blot én strategi og variant af konkurrencestaten. Deres mange bud på, hvilke strategier konkurrencestaten kan følge, tenderer mod at udvande begrebet, men selve betragtningen om konkurrencestat er en vigtig inspiration for bogens analyser og uddybes i næste underkapitel. Så er der begrebet geoeconomics (Luttwak, 1990), der kan minde om både konkurrencestaten og blød balancering. Det henviser til, at tidligere tiders militære kappestrid mellem staterne afløses af økonomisk rivalisering mellem dem. Modstykket til det kalder Luttwak for geopolitics, det bliver irrelevant som følge af den atomare afskrækkelse, mener han. Hos Luttwak er rationalet dog ikke udvikling som forudsat i begrebet udviklingsstat, men magt. Derfor egner geoeconomics sig til at anlægge en mere kritisk, magtpolitisk tolkning af BRIK’erne, hvor det er påkrævet.

Hvad er der mere at sige om BRIK’ernes indre drivkræfter og selvopfattelse? Givet deres selvbevidsthed som selvstændige civilisationer og opstigende stormagter må man forvente, at de vil hæge om deres statslige suverænitet og have identitet som klassiske westfalske stater, altså moderne stater. Den moderne stat er en europæisk opfindelse og ikke noget, man umiddelbart forbinder med eksotiske stormagter som BRIK’erne. Den voksede frem, da man i renæssancen begyndte at gøre op med den katolske kirkes dominans, og førte gennem den frygtelige Trediveårskrig frem til princippet om ikke-indblanding i statens indre anliggender som sikkerhedsgaranti for den verdslige statsmagt. Dette princip om ikke-indblanding og respekt for BRIK-statens integritet er nøglen til, hvorfor BRIK’erne må forventes at være moderne. Det ydre princip om ikke-indblanding hænger jo fint sammen med udviklingsstatens indre princip om autonomi. Hvis staten ikke vil tolerere udfordringer fra særinteresser indadtil, skal man heller ikke regne med, at den vil tage imod pålæg fra Vesten om, hvordan staten skal indrettes og styres.