Читать книгу Fremtidens stormagter - Stig Thogersen - Страница 17

Som sagt dækker begrebet konkurrencestat over adskillige strategier for statens globalisering, altså åbning over for omverdenen i økonomisk henseende. De præsenteres på basis af Palan, Abbot & Deans (1996), der er kilden, hvor intet andet er angivet. På linje med andre statsteoretikere betoner de, at staten er blevet en proaktiv aktør i verdensøkonomien. Sovjetunionens fiasko og den økonomiske globalisering som udefra kommende chok inklusive liberale normer om frie markedskræfter presser stater verden over til en indirekte styring af økonomien for at give væksten optimale vilkår. Så konkurrencestaten er defineret af statens, dvs. beslutningstagernes opfattelse af at befinde sig i et miljø med benhård konkurrence parret med en overbevisning om, at økonomiens konkurrenceevne er midlet til at sikre eller højne levestandarden.

Konkurrencestaten sætter sig i spidsen for sin egen deregulering, altså privatiseringer for at skabe markedsbaseret produktion, og reducerer herved sin egen rolle til at være serviceorgan for erhvervslivet. Konkurrencestaten arbejder ud fra en overbevisning om, at kilden til vækst er at tiltrække sig investeringer; ergo at protektionisme og subsidier er ineffektive metoder i den økonomiske politik. Nobelpristageren Michael Porter siger, at det i vore dage drejer sig om konkurrencefordele snarere end gamle Ricardos komparative fordele. Så staten og det samfund, den er placeret i, skal agere, som var det en skønhedskonkurrence. Som kommentar til de konkrete strategier, der nu præsenteres, skal det understreges, at de sagtens kan kombineres og varieres – de er kun idealtyper. Kun fire af de syv mulige strategier har relevans for BRIK’erne, hvoraf udviklingsstaten gemmes til sidst:

1 Store, regionale markeder

2 Skjold-strategien: selektiv integration

3 Hegemoni, dvs. at underlægge sig konkurrenterne

4 Udviklingsstaten