Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 10

At det bliver en opgave for det enkelte menneske at lykkes og udfri sig fra lidelse, må også forstås som snævert forbundet med sekulariseringen af den kristne idé om ‘frelsen’. Med begrebet ‘sekularisering’ henviser vi almindeligvis til den udvikling, hvor det moderne vestlige menneske, i forlængelse af renæssancen, reformationen, det naturvidenskabelige gennembrud, oplysningen og andre historiske forhold, afvikler kristendommen som det herskende sandhedsregime på det politisk-offentlige, etiske og personligt-eksistentielle område. Ganske vist forsvinder kristendommen ikke fra de moderne vestlige samfund, men den fordufter som den dominerende ramme for fortolkning af menneskets liv og dermed også dets lidelse.

I Bibelen findes der ikke nogen entydig forklaring på lidelsen, men den forbindes med noget ondt, som udgør en del af menneskets tilværelse. Det Gamle Testamente rummer en del af baggrunden for det kristne syn på mennesket, og heri begribes lidelsen som en straf for menneskets synder i overensstemmelse med syndefaldsmyten. Flere af Bibelens fortællinger anskuer samtidig lidelsen som en prøvelse, mennesket kan lære at acceptere og overvinde i troen. Denne prøvelse finder vi blandt andet illustreret hos Job, der søger svar på lidelsens mening:

Hvorfor giver Gud lys til de elendige,

hvorfor giver han liv til de fortvivlede,

til dem, som længes efter døden,

der ikke kommer,

som søger den mere end nogen skat,

som glæder sig og jubler

og fryder sig, når de finder deres grav,

til en mand, hvis vej er skjult,

og som Gud spærrer inde?

Mine suk er blevet mit daglige brød,

min stønnen vælder frem som vand.

Det, jeg frygter for, rammer mig,

og det jeg gruer for, kommer over mig.

Jeg får ikke fred, ikke hvile,

ikke ro for den rædsel, der kommer. (Jobs Bog (1992))

At anskue lidelsen som en prøvelse skal føre mennesket til at udholde den med tålmodighed. Den kristne skal tage Jesu livsførelse som forbillede, fordi han trods lidelsen og tvivlen på korset blev ved med at tro og ved Guds hjælp genopstod fra døden for at fare til det himmelske. Bibelen fortæller, at Guds søn blev menneske og udholdt både lidelse og en forfærdelig død på menneskets vegne for at bære denne verdens elendighed og endelighed: den død, lidelse og synd, som menneskehedens første repræsentant, Adam, var ansvarlig for at bringe ind i verden. Gennem troen får det kristne menneske lindring i sit jordiske liv ved at opnå del i frelsen forstået som befrielsen fra døden, lidelsen og synden. Dog vil mennesket først erfare frelsen fuldt ud ved dommedag, hvilket vil sige efter de dødes opstandelse, hvor det får adgang til en evig eksistens i Guds himmelske rige.

I denne fortolkning af tilværelsen forstås det som lettere at udholde lidelsen, når den gives en dybere mening inden for nogle højerestående rammer. Derfor består det kristne menneskes forestilling om den ultimative lidelse også i at blive forladt af Gud, hvilket vil betyde, at det må opleve sig selv i en fundamental ensomhed som værende helt uden håb og indre sikkerhed. I den moderne kultur forsvinder muligheden for at give lidelsen en ydre mening, idet mennesket begynder at forstå sit liv ud fra sig selv, samtidig med at frelsen til det himmelske omformes til en opgave, som mennesket selv må påtage sig at løse i sit jordiske liv. Den løsrivelse fra middelalderens kristne livssyn, der allerede begynder i renæssancen, udmønter sig med andre ord i en overbevisning om, at mennesket selv har ansvar for at skabe sig en livslykke her på jorden i stedet for at måtte forholde sig afventende til en paradisisk tilstand, som det førhen blev lovet i himlen.

Med nedtoningen af den religiøse fortolkningshorisont begynder mennesket at forstå sin eksistens som endelig, og det bliver meningsløst at fortolke lidelsen som en prøvelse, der kan kompenseres for efter døden. Lidelsen og døden peger ikke længere ud over det menneskelige, men må forstås med baggrund i det dennesidige menneskeliv, hvorfor det må forstås som eksistentielle forhold, der begrænser mennesket. Tilsvarende ændres idéerne om paradis og helvede til at måtte begribes som dimensioner i vores liv her på jorden, og for det moderne menneske omformes kampen mellem det absolut gode og det absolut onde blandt andet til en erfaring af tilværelsen som en kamp imellem modsætninger: frihed og begrænsning, liv og død, sygdom og sundhed, sikkerhed og utryghed, meningsfuldhed og tomhed etc.