Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 17

At livet til stadighed accelereres er ydermere knyttet til den moderne fortolkning af livet som endegyldigt endeligt, hvilket udtrykker sig i en bevidsthed om døden som et både absurd og påtrængende vilkår: Jeg eksisterer nu, men lige siden jeg blev født, har jeg hele tiden eksisteret hen imod en dag, hvor jeg helt vil ophøre med at eksistere, mens verden omkring mig vil fortsætte uanfægtet! I den moderne tidsalder kommer den vedvarende bevægelse mod dødens afslutning let til at fremstå som den dimension, der giver vores liv tidslighed og meningsindhold. Livet og døden er gensidigt afhængige, og jo mere mennesket forholder sig bevidst til dødens uundgåelighed og konflikten i forhold til ønsket om at blive ved med at eksistere, desto højere grad af fortættethed og fylde er det også tilbøjelig til at leve sit liv med. En psykolog som Elisabeth Kübler-Ross, der i mange år har arbejdet med døende patienter, beskriver f.eks., hvordan det at skulle dø eller leve nær lidelsen og andres død får et menneske til at leve mere skærpet, klart, tilstedeværende, modtageligt og intenst (Kübler-Ross (1973)). Såvel konfrontationen med dødens indhold af absolut intethed, tomhed og ensomhed som den panikagtige flugt fra denne konfrontation, kan føre den enkelte til at opsøge forandring, spænding og oplevelser, der skal forøge livspulsen og stimulationsniveauet, så vedkommende kan føle sig mere levende.

I takt med at sundhed, almen hygiejne, ernæringsmuligheder, boligforhold og materiel komfort er blevet forbedret i den vestlige verden, har mennesket skullet koncentrere sig stadig mindre om blot og bar overlevelse og i stedet kæmpe for at skabe tilfredshed og udfoldelsesmuligheder og dermed ændres bevidstheden om døden. I en kultur, der samtidig ikke kan lade døden pege ud over det menneskelige og derfor reelt ikke kan tilskrive den nogen anden mening end som intethed, går mennesket mere og mere op i at få det maksimale ud af sit liv og forvalte sin frihed på den bedst mulige måde. Når man kun lever denne ene gang og alt bagefter bliver stille, handler det om at få noget ud af livet, om at fyre den af – altså om at få så meget intensitet og simuleret uendelighed ind i tilværelsen som muligt. Ensartethed, kedsommelighed og trummerum virker dræbende for det moderne menneske, fordi bevidstheden om døden hermed får mulighed for at trænge sig på. I stilstanden, stagnationen og stilheden mindes vi nemmere om, at vi eksisterer i dødens nærhed og oplever derfor lettere splittelse i forhold til vores ønske om at skulle fortsætte med at være til. For det moderne menneske repræsenterer døden det absolut absurde, og, som Kübler-Ross betoner, kan ingen af os i dag forestille sig at skulle dø. Men dermed bliver døden også det allermest fascinerende og forundringsværdige for mennesket, hvilket forklarer hvorfor den moderne dødsbevidsthed er ophav til så megen litteratur, filosofi og kunst og skal pirres med alt fra tv-avis til splatterfilm. Den moderne kultur kredser på mange måder indgående om den død, som vi på den ene side bekæmper, fortier og nægter at forlige os med og på den anden side bjergtages af og udstiller overalt.

Det moderne vestlige menneske forfølger et livsideal om udvikling, spænding, stimuli og tempo. Men modernitetens iboende dynamik samt kravet til den enkelte om tilpasningsevne og risikovillighed fører for mange et voldsomt ubehag med sig. Ethvert menneske har en grænse for, hvor meget fare, tilpasning, diskontinuitet og fleksibilitet det kan magte. Vores liv, vores verden og vores samfund forandrer sig, men vi har alle sammen brug for kontinuitet og nogle fikspunkter. Mange oplever et tidspres, der udtrykkes i en konflikt imellem at ville have tid og energi til at få opfyldt alle sine behov i fritidslivet og på arbejdet og til faktisk at kunne holde til accelerationen af tempoet og udfordringerne i de mange aktiviteter, som ethvert tidshul i hverdagen fyldes ud med. Resultatet er et tab af overblik og en gennemgribende usikkerhed, der kan føre det enkelte menneske direkte ind i det helvede her på jorden, som det paradoksalt nok lige netop forsøger at frelse sig fra.