Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 19

Mennesket har i et vist omfang altid jagtet sikre livsbetingelser, hvor det var beskyttet mod trusler. Undervejs i sin afdækning af medicinens rødder, påpeger den engelske historiker Roy Porter imidlertid, at de fleste af menneskets helbredsmæssige, mentale og sociale risici og farer faktisk er forhold, der er fulgt med civilisationen. Erfaringen af disse forhold har igennem historien formet den menneskelige tilværelse og vores kulturelle selvforståelse (Porter (2000)).

Inden for en evolutionsteoretisk forståelsesramme repræsenterer sociale sammenhænge en skarp intellektuel udfordring for et levende væsen. Denne sociale fordring rummer ikke bare en del af forklaringen på menneskets udvikling af sproglig bevidsthed og kreativt intellekt, men danner også baggrunden for kulturens opståen og civilisationens udbredelse. Parallelt med at udviklingen af mere og mere komplicerede sociale samspil i større og større befolkninger har skabt trusler af den omtalte karakter, har mennesket forsøgt at tilpasse sig forandringerne i sine levevilkår ved brug af forskellige former for rationalitet. Allerede i meget tidlige kulturer går man f.eks. fra at udstøde de svage af hensyn til gruppens overlevelse og over til at etablere forskellige praksisser og ritualer til at forklare og håndtere skrøbelighed og farer inden for det sociale samspil. Dette henviser også til et meget centralt aspekt i menneskets historie, som består i, at sårbarhed og svære forstyrrelser af livet viser sig som lettere at udholde for menneskene, når fænomenerne tilskrives mening inden for rammerne af et fælles livssyn. Og for det meste har der hermed været tale om en fælles forståelse af virkeligheden, som bygger på antagelsen om en mystisk eller religiøs orden i verden med nogle faste værdier.

Kulturen skaber altså både sine egne sårbarhedsformer og sine egne måder at håndtere disse på praktisk og forståelsesmæssigt. Derfor er forholdet mellem menneskets sårbarhed og dets fysiske, mentale og sociale ‘styrke’ også afgørende for menneskets overlevelse og afspejler dets kulturelle udviklingsmuligheder. Styrkens fascination i de forskellige kulturer kan blandt andet ses i de mange myter og sagn, der fortæller om heroiske personer – helte og heltinder – som trodser farer og ved hjælp af deres styrke overvinder modstand. I flere kulturer udgør rituelle styrkeprøver af en eller anden art ligefrem et kriterium for at blive accepteret som et fuldgyldigt medlem af det sociale sammenhold. Styrke og modstandsdygtighed har nemlig også nogle kulturelt acceptable udtryksformer, og disse må ses ud fra deres forbindelse med de farer og risici, som mennesket oplever i en given kulturel livssammenhæng.

Naturkatastrofer, krig, infektionssygdomme og hungersnød har hørt til det vestlige menneskes lod i mange tusinde år, og det har i al den tid forsøgt at håndtere sin sårbarhed over for disse overlevelsesvilkår samt at give den en eller anden form for mening. Som vi allerede har set, vil det moderne vestlige menneske imidlertid ikke nøjes med at tilpasse sig verdens luner, men ønsker at gøre sig til herre over sit forhold til sig selv, naturen og andre mennesker. Det gør det så ved at indstifte sig selv og sin fornuft som garanti for en meningsfuld sammenhæng i virkeligheden og for tilvejebringelse af en sikker base for sin tilværelse i denne. Inden for ganske få århundreder lykkes det faktisk også at få styr på nogle af den førmoderne verdens største trusler ved blandt andet at overvinde den værste materielle nød og få kontrol med spredningen af de store infektionssygdomme: Den økonomiske velstand bliver bedre, sundheden bliver bedre, de eksistentielle muligheder forøges og mængden af rettigheder bliver større. Men med afsæt i to verdenskrige, holocaust og udviklingen af atomvåben i det 20. århundrede lykkes det også at så alvorlig tvivl om, at det menneskelige herskab alene bringer tryghed med sig.

Ifølge sociologer som Ulrick Beck oplever vor tids vestlige menneske sin komplekse globale virkelighed som mere og mere risikofyldt (Beck (1999)). Selvom befolkningen i lande som Danmark sandsynligvis lever mere beskyttet end nogensinde før, er danskerne præget af en stigende bekymring i hverdagen. Vel føler vi, at det går fremad, men desuden bekymrer vi os for alt det, som kan ramme os på ethvert tænkeligt tidspunkt. Alt dette kender vi i høj grad fra medierne, der som den eneste tilbageværende fælles offentlighed konstant rapporterer om alt fra incestsager, massevoldtægter, ældrebyrde, narkokriminalitet, rockere, forureningskatastrofer, flodbølger, terrorangreb, islamisk fundamentalisme, nynazistiske netværk, brystkræft, akademikerarbejdsløshed og faldende sædkvalitet til funktionel analfabetisme i folkeskolens afgangsklasser og skilsmisse blandt de kongelige: Den senmoderne civilisation ledsages af sine egne medproducerede risici og farer – og når bekymringen bliver så stor, hænger det til dels sammen med, at mediernes flakkende fortællinger lige netop udgør den eneste fælles virkelighed, som vi kan knytte an til i forsøget på at skabe sammenhæng i verden. Det er altså ikke nødvendigvis så meget et spørgsmål om, at civilisationen skaber flere farer og risici end tidligere, men om at medierne konstant formidler en viden om disse farer og risici til os alle og indprenter den i hele befolkningens bevidsthed. Denne utryghed kan også fremprovokeres, fordi klassetilhør, traditioner, familiemønstre, gamle ritualer, konge, Gud og fædreland, der førhen skabte kontinuitet i tilværelsen og definerede vores identitet, er borte med blæsten og efterlader os med en gennemgribende usikkerhed over for spørgsmålet om, hvordan vi hver især skal håndtere det hele og tilpasse os forandringerne i livet. Derfor gribes det senmoderne menneske også nemmere af frygt for alle mulige tænkelige og utænkelige ulykker, der for langt de flestes vedkommende aldrig nogensinde indtræffer.