Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 20

Bekymring og oplevelse af trusler kan manifestere sig i en følelse af ubehag, men for at føre til egentlig lidelse må de rodfæstes i en mere grundlæggende utryghed. Hver især eksisterer vi i forbindelse med vores fysiske omgivelser, andre mennesker og os selv, og evnen til at erfare helhed og sammenhæng i tilværelsen har en afgørende betydning for vores evne til at møde verden med en positiv indstilling, følelsesmæssig sikkerhed og tillid og dermed også til at konfrontere farer og uro.

I sin behandling af den skizofrene livsform i værket Det spaltede selv fra 1960 beskriver den skotske psykiater, Ronald Laing, hvordan en sådan evne til at møde verden er betinget af en såkaldt “ontologisk tryghed” (Laing (1975)). At være ontologisk tryg betyder for Laing, at man har udviklet en sikker fornemmelse af identitet og personlig sammenhæng og en sikker tro på, at man lever i en virkelig verden. Uden en sådan ontologisk tryghedsfølelse vil forholdet til den fysiske omverden, andre mennesker og ens eget selv kunne virke truende mod ens sårbare eksistens, og det ontologisk utrygge menneske vil benytte forskellige strategier til at beskytte og kunne udholde tilværelsen. Et sådant menneske vil kunne have en tendens til at gemme sit egentlige selv fra omverdenen og dermed kunne udvikle et ‘falsk selvsystem’, der viger uden om tilværelsens udfordringer på bekostning af at leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv.

Dette falske eller ‘truede selv’ repræsenterer med andre ord en fiasko i forhold til tidens ideal om realiseringen af et autentisk selv, der kan gennemføre en hensigtsmæssig tilpasning til sine omgivelser og forfølge meningsfyldte mål i tilværelsen. For Laing skyldtes dannelsen af et sådant selv en opvækst med følelsesmæssig forladthed eller anspændthed, omsorgssvigt, eksistentiel isolation og skade, trusler og mangel på struktur. Laing var mest optaget af ontologisk utryghed som baggrund for skizofreni, men lader vi hans betragtninger gælde nogle mere almenmenneskelige vilkår, kan de være med til at kaste lys over besværlighederne ved livet i den moderne kultur. Heri oplever vi som nævnt en tilværelse sammensat af utallige valgsituationer og enorme forventninger, hvor vi selv er henvist til at etablere identitet og sammenhæng med henblik på at lykkes og blive en succes – uden nogensinde at kunne overvinde tvivlen om, at vi nu også gør det helt rigtige. Men et sådant scenarium medfører et svært liv for det menneske, der ikke i tilstrækkelig grad besidder en grundlæggende erfaring af sikkerhed som basis for at udfolde sig selv med tillid til sig selv og sine omgivelser. Og i takt med at de traditionelle sociale strukturer i form af familien og nærmiljøet forandres, og usikkerheden i forhold til oplevelsen af en foranderlig verden forplanter sig, spredes den ontologiske utryghed. Den udbredes i samfundet og skaber et skel imellem dem, der magter det moderne liv og måske endda finder det behageligt og så de mange, der ikke magter det og måske endda finder det så ubehageligt, at de må søge professionel hjælp. Alle dem, og de er flere og flere, der må leve mere eller mindre konstant med en oplevelse af fortvivlelse, nederlag, håbløshed og bristede drømme, og som inkarnerer en del af den moderne kulturs medproducerede vanskeligheder.

Denne grundlæggende oplevelse af utryghed har umiddelbart sin modvægt i en oplevelse af ‘styrke’. Vores moderne ideal om styrke har sin baggrund i forestillingen om det stærke og selvbestemmende menneske, der ved sin vilje og fornuft kan gøre sig fri af umyndigheden og blive sin egen herre. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche bekendtgjorde allerede i slutningen af det 19. århundrede sin vision om ‘overmennesket’, der kan rejse sig fra ruinerne af de store fortællinger og har kræfter til at skabe sine egne nye fortællinger. Kravet til det moderne menneske er at have saft og kraft til at leve med fraværet af en overordnet sammenhæng og en grundlæggende mening og i dette morads blive ved med at skabe og genskabe sin egen følelse af identitet og tryghed på trods af rystelser i tilværelsen. Eller med andre ord det menneske, der blandt andet kan forholde sig med ‘tillid’ til kompleksiteten og de voksende risici i de senmoderne samfund og dermed omforme oplevelsen af ydre usikkerhed til en følelse af indre sikkerhed. Tidens mange tillidsanalyser kan her tages som et symptom på, at tillid er blevet et kriterium for styrke, mens evnen til at blive medforfatter til sin egen bliven og vinde på den konto udgør et andet.

Den moderne helt kan tage denne opgave på sig og demonstrere sin magt til at løse den som et eksempel for andre. Gerne live på tv i den bedste sendetid. I så fald helst ved at være en, som du og jeg kan identificere os med – for selvom vi kigger på andre, vil vi egentlig helst kigge på os selv. Og helst ved at vinde en tv-quiz eller et realityshow, hvor den stærke udstråler selvtillid, mens han eller hun sejrer over den svage, der udstødes. At blive udstødt på denne måde kan siges at være et ur-traume for mennesket. Som medieshow gennemspilles ur-traumet dog ved at man bliver sendt hjem, stemt ud eller andet – ikke fra gruppen, for den findes kun som fiktion i et tv-program, men fra selve sendefladen på tv, for dette er endnu mere virkeligt end virkeligheden. Enten bliver du stjerne for en aften eller også bare helt til grin! Og vi er alle sammen fælles om at sidde foran tv-skærmen og kigge på dig, men vi gør det mere og mere hver for sig.