Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 14

Menneskets bevidsthed om frihed som muligheden for selvbestemmelse er forbundet med en dybere erfaring af frihed. Nemlig som et mål om selvvirkeliggørelse og selvrealisering gennem valghandlinger – det mål, der i moderniteten gøres synonymt med lykken. Dette forhold peger på, at den moderne individualisme er forbundet med en forestilling om, at ethvert menneske har en unik karakter og nogle særlige egenskaber. Derfor har individet også sine egne interesser og selvbestemte livsmål, som det skal leve efter at realisere. I takt med den stigende individualisering øges kravene til den enkelte derfor også om at finde frem til sit sande selv, udnytte sine muligheder, træffe de rigtige valg i tilværelsen, sætte grænser for sig selv, finde løsninger på sine problemer og finde mening med sit liv. Denne bestræbelse på at udfolde selvets egen virkelighed beskriver den canadiske filosof Charles Taylor som en ‘autenticitetens etik’: Det sandfærdige liv opstår i og med, at vi hver især finder frem til vores egen indre virkelighed og er tro mod den vej i tilværelsen, som samvittigheden over for denne indre identitet tilsiger os er den rigtige retning (Taylor (2002)). Gør vi ikke det, fortabes vi i et uægte liv, der er karakteriseret ved utilfredshed, fordi det indebærer en splittelse fra vores egentlige følelser og muligheder. I det omfang det står én frit for at forfølge sine mål, står det nemlig også én frit for at fejle: at lykkes ved at fremelske og realisere sig selv og blive en succes er et rent personligt ansvar, og dermed repræsenterer lidelsen også en personlig fiasko, der kastes tilbage på den enkelte – som rapperen Jesper Dahl (Jokeren) prædiker dette budskab for vor tids yngre generationer:

Det ku’ ha været dig, men du greb aldrig chancen

Har du bollerne til at stå distancen?

Prøv at vend den – se dig selv i spejlet

Det’ kun din egen skyld, hvis du mener du har fejlet

For livet det består af valg og konsekvenser

Og der’ er ingen trøstepræmie, hvis du venter

Men tænk lige først over hva du går ind til

Det’ dit liv, din kamp, homeboy vind det. (Jesper Dahl (2003))

Inden for denne horisont forstørres hændelser i tilværelsen, der opleves som nederlag eller modstand af individet – som f.eks. at miste kæreste, venner, job, bolig eller få en dårlig karakter. Sådanne begivenheder bliver afgørende for den enkeltes oplevelse af sin evne til at realisere sig selv og værdsætte sit liv. Derfor sænkes grænsen også for, hvornår lidelse kan opstå som erfaringen af en dyb splittelse mellem at kunne og at ville realisere det individuelle selv, som vi forestiller os at skulle opdage, være, udtrykke, værdsætte og blive elsket for. Den ulykkelige er derfor den, som fejler: den, som ikke lykkes i at være speciel og unik – altså på den fede måde – og få den rigtige uddannelse, opnå det helt rigtige job med muligheder for prestige og udfordring, få den rigtige bolig i et godt kvarter, de rigtige venner og ikke mindst lykkes i at møde den eneste ene. Disse idealer peger på en forestilling om ‘det perfekte liv’ og er i sidste ende umulige at opfylde. I den senmoderne kultur er forventningerne til livet skruet op på et ekstremt højt niveau, og den idealiserede livsstils fordring om selvrealisering og succes stiller nogle nærmest uindløselige krav til den enkelte.

Et sådant liv opfattes ikke som en gave fra skæbnen, der kommer ud af det blå, men er derimod en opgave, som kræver en konstant indsats af den enkelte, hvorfor modgang heller ikke kan bortforklares med henvisning til ydre samfundsforhold, kulturelle begivenheder eller interpersonelle problemer, men må tolkes ud fra den enkeltes livsbiografisom fejl eller mangler. Inden for denne forestillingsverden er enhver født med en masse talenter og potentialer. Om man så vælger at udnytte sine muligheder eller ej, kommer meget an på, om man har viljen og de nødvendige færdigheder. Denne tematik omkring de mange personlige ‘talenter’ viser sig også ved, at flere og flere forestiller sig at have potentiale for at blive ‘noget stort’. Mange går vi således rundt i vores egen lille verden, drømmer om guld og grønne skove og om at blive opdaget som den stjerne, vi hver især gemmer på. Derfor er realityshows som Robinson og Big Brother samt talentshows for amatører som Stjerne for en aften og Popstars også blevet så populære og modtager tusindvis af henvendelser fra interesserede deltagere – disse shows viser nemlig, at folk helt lige som du og jeg, såvel som naboen og hans datter, kan træde ud fra massens grå usynlighed og ind i synligheden på det offentlige fællesskabs store scene og blive bekræftet som noget særligt. Endda uden at skulle afgive det gængs afkrævede offer af blod, sved og tårer i noget nævneværdigt omfang. I senmoderniteten er kulturens mantra på mange måder blevet individuelt og lyder: “Se mig, se mig!”. Som Christopher Lasch allerede proklamerede i 1979, kan man i denne henseende sige, at vi lever i en ‘narcissistisk kultur’, hvor individualismen har ført os ud i en ekstrem selvoptagethed. En umiddelbar indadvendthed, der imidlertid påkræver andres opmærksomhed og beundring, for ellers kan den selvoptagede ikke føle, at vedkommende har eksistens, er i live.

Langt de fleste af os kommer nu end ikke i nærheden af det perfekte liv, men må nøjes med rudekuverter, grå hverdag, overvægt, skavanker, anonymitet og netdating eller babygylp på trøjen – og måske endda ulykkelige liv med bristede illusioner, nedbrudte ambitioner og en bevidsthed fuld af forfejlede mål og fortabte drømme. Enhver sådan lidelse udløser impuls til flugt, og for det moderne menneske bliver der ofte tale om flugt til en alternativ drømmetilværelse eller skinvirkelighed, hvor det ikke er sig selv nærværende. Selv hverdagens små strabadser kan henføre dagens individ til at leve dele af sin tilværelse i et drømmeunivers med snarligt kommende lottomillioner, kendissernes liv på tv og i ugeblade eller hensvælgen i ønsker om, hvad der måske kunne dukke op ud af det blå – af kærlighed, berømmelse og rigdom. For andre fører den manglende evne til at indløse den moderne livsstils mange krav til en mere radikal flugt fra virkeligheden og ind i en verden af endnu mere skin: et univers, hvor tanker, følelser, adfærd og selvopfattelse ikke svarer til virkeligheden og skal beskytte mod den overvældende trussel eller lidelse, som virkeligheden repræsenterer.