Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 13

Fra slutningen af det 18. århundrede udbredes en bevidsthed om, at menneskets handlinger ikke behøver at være bestemt af skæbnen eller naturen. Ved brugen af sin fornuft og viljeskraft kan mennesket derimod gøre overvejelser, træffe beslutninger og foretage valg som grundlag for sine handlinger og dermed udøve frihed i form af ‘selvbestemmelse’. Med denne frihed følger imidlertid et personligt ansvar for handlingerne, og det moderne menneskes frihedsbevidsthed involverer derfor også en eller anden form for ansvarsbevidsthed. At være sig dette ansvar bevidst vil sige, at man erkender sig selv som ophav til sine handlinger og dermed i høj grad for sin livssituation, samt at man har alle mulige forpligtelser i forhold til familie, venner, samfund osv. Vores kultur rummer i den sammenhæng et ideal om en helstøbt moden person med et sammenbindende, autonomt og kreativt selv, der er velintegreret, pålideligt og tilregneligt, og som dermed også påtager sig sit ansvar og ikke undviger det eller skyder det over på andre.

Den franske filosof Jean Paul Sartre beskrev i den forbindelse mennesket som fordømt til frihed, hvormed han pegede på, at mennesket ikke havde skabt sig selv, men var ansvarligt for at skabe sit eget liv (Sartre (1997)). Med en sådan fordømmelse følger dog ikke blot en ansvarlighed for de aktive handlinger. Der følger også et ansvar for at være passiv og lade stå til, og enhver situation kræver ikke blot, at man selv skal bestemme og træffe sine valg, men også at man fravælger noget og dermed giver afkald på nogle muligheder. Med frihedsbevidsthed og ansvarliggørelse følger dermed også en mulighed for erfaring af samvittighed, skyld og nederlag.

For det senmoderne menneske involverer et sådant sceneri ofte store problemer, idet dette menneske er udstyret med en høj grad af valgfrihed i en verden med uendelige valgmuligheder. For den enkelte indebærer det et livsforløb med adskillige fravalg og derfor også en evig bekymring for, om de rigtige valg vil blive truffet i fremtiden eller om de nu blev taget i fortiden. Ganske vist efterstræber det senmoderne menneske tilsyneladende disse endeløse valgmuligheder, men de skaber ikke nødvendigvis den eftertragtede lykke. Snarere hvirvles den enkelte ind i en malmstrøm af evig stillingtagen til dit og dat med afvejning af interesser, behov, tvivlsspørgsmål og alternativer uden nogensinde at opnå den ønskede tilstand eller i hvert tilfælde uden at kunne hvile i den. I det omfang et sådant menneske er sig bevidst om sin viljes frihed og måske endda jagter friheden for enhver pris, risikerer det derfor at synke ned i en vedholdende erfaring af samvittighed, skyld og nederlag eller bare en permanent følelse af utilstrækkelighed. Lige meget hvad man vælger, kunne man måske have valgt noget andet, der gav bedre mulighed og tilfredsstillelse, og hermed bliver man et nemt offer for frustration: Havde jeg mon fået et bedre liv, hvis jeg havde valgt en anden uddannelse, et andet job, en bedre partner, en bedre bolig osv.? Når tilværelsen ikke længere er os givet, og den ultimative drøm er frihed, bliver valget ubehageligt, for det begrænser på en varig måde ens udfoldelse. I senmoderniteten kan man derfor skildre helvede som et scenarium, hvor individet konfronteres med en uendelig række krav om stillingtagen og ansvar over for et tilbud om uendelige muligheder.