Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 16

Hermed peges der mere grundlæggende på, hvordan tilværelsen i den moderne vestlige kultur er kendetegnet ved en tidsbevidsthed, der omfatter en særlig orientering mod fremtiden. Den hedenske tradition fra den græsk-romerske antik har ellers påvirket den vestlige civilisation til at anskue fremtiden med bange anelser og i stedet knytte sit håb an til en genopvækkelse af fortiden. Siden oplysningstiden har Vesten imidlertid haft en tendens til at idealisere en levevis, der hele tiden bevæger sig fremad og lægger fortiden med dens traditioner, vaner, fastgroethed, illusioner og andet skrammel bag sig: inden for modernitetens første århundreder i en planmæssig fremadskriden mod et godt liv i et godt samfund, som fornuftens store fortællinger lovede os. Senere, fra anden halvdel af det 20. århundrede, mere rastløst, aggressivt og diffust med accelererende stimulation, forandring og grænseløshed under udsigt til en mere og mere tilhyllet morgendag, der ikke længere forekommer at være lige så vigtig som bevægelsen i sig selv.

Den markante fremadrettethed og nedvurdering af fortiden er kendetegnende for moderniteten, men samtidig udgør den også en slags forlængelse af livsfortolkningen i den jødisk-kristne tradition. Stræbet mod fremtiden og ønsket om udfrielse fra fortiden kan nemlig ses som en videreførelse af forestillingerne om dommens dag, Messias’ komme og frelsen i det hinsides. Disse forestillinger har påvirket den vestlige kultur sideløbende med indflydelsen fra den græsk-romerske tradition, og i moderne tid er deres tilstedeværelse markant. Under oplysningstiden forvandles fremadrettetheden i den jødisk-kristne kulturtradition til et ideal om, at en sand og rationel fornuft vil bringe ‘fremskridtet’ med sig og frigøre mennesket i dets jordiske liv. I dagens videnssamfund har alle de store opsvulmede fortællinger om paradis, fornuft, fremskridt og frigørelse imidlertid mistet deres kraft som det grundlag, der kunne gøre kulturen til ét stort projekt. Hverken troen på Gud eller forsynets fornuft har nogen dominerende rolle i samfundslivet, men vi lever i teknikkens tidsalder, hvor accelererende effektivisering, funktionalisering, automatisering, vidensproduktion, instrumentalisering og reformering dominerer vores forhold til verden og efterhånden bliver værdsat for processernes egen skyld uden blik for, hvor udviklingen fører os hen. Forandring og tempo bliver med andre ord til mål i sig selv.

“At hænge fast i fortiden” er da også et udsagn, som vi anvender nedsættende, og nutidsmennesket søger hele tiden mere udvikling, forandring og stimulation af både kroppen og sindet: Gennem afsøgning af nye græsgange og udfordringer i livet og gennem orientering mod oplevelser og spænding af den ene eller anden art ved hjælp af sex, narkotika, voldsæstetik, ekstremsport, rejser og andre påfund. Således opnås et liv i overhalingsbanen med vekslende identiteter i mangfoldige sammenhænge, skiftende partnere og personlige relationer, mental grænsesøgning og udforskning af kroppens og seksualitetens muligheder. Som en passager, der rejser fra station til station med forskellige rejsefæller på vejen. Den ekstreme dynamik og forandringsbevidsthed præger ikke kun tilværelsen for de mest moderne og grænsesøgende iblandt os men livet for alle og enhver i vores samfund og på alle områder fra det individuelle til det familiære, lokale, regionale, nationale og de globale politiske forhold. Livets accelererende hastighed udgør således et væsentligt livstema i moderniteten, og den repræsenterer en central værdi i vores kulturelle fortolkning af tilværelsen. For os er forandring i livet både et mål og et krav, og det ses lige fra udviklingspsykologiens skildring af, hvordan livet fra vugge til krukke bør gennemgå nogle forskellige stadier på en bestemt måde for at være normalt og så til det senmoderne erhvervslivs kritik af stive bureaukratiske former til fordel for en forherligelse af den risikovillige, omstillingsparate og tilpasningsdygtige medarbejder. Idealiseringen af det fleksible menneske er et udtryk for tidsdimensionen i vores kultur, og det er blevet en grundtanke for os at anskue personlig og institutionel udvikling som en værdi i sig selv – og lever man ikke op til fordringen om at udvikle sig, er man enten gået i stå eller under afvikling.