Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 8

Den moderne kultur kan beskrives som et socialt samspil, der er gennemsyret af en bestemt opfattelse af mennesket. På mange måder er vores levevis nemlig styret af en idé om, at vi hver især er ‘individer’, og at mennesket er det indiskutable centrum for alt og formålet med alle indretninger.

Den historiske vej mod opfattelsen af mennesket som individ anlægges allerede i renæssancen, hvor man går i gang med at forstå mennesket som uafhængigt og ansvarligt for sig selv. Denne menneskeopfattelse markerer en begyndende ændring i forhold til tidligere tiders vestlige kulturformer, hvor mennesket og dets aktiviteter blev anskuet som underlagt en overordnet religiøs eller kosmisk orden. Imidlertid er det først i det 18. århundrede, at vores nuværende idé om individet bliver udbredt, ved at man giver sig til at forstå det enkelte menneske som udgangspunktet for sine egne erkendelser og handlinger, samt som et væsen, der ikke længere skal begribes ud fra noget overordnet, men må forklares og værdsættes ud fra sin egen sammenhængende individualitet. Dette individualistiske fokus involverer en forestilling om, at ethvert menneske har en enestående karakter og besidder nogle særlige potentialer, der skal virkeliggøres. I den forbindelse kan man bruge begrebet ‘individualisering’ som betegnelse for en samfundsmæssig udviklingsproces, hvor mennesket begynder at indrette sin virkelighed efter at realisere idealet om at være selvbevidst og selvbestemmende. I det moderne samfund bliver det således mere og mere afgørende for det enkeltstående menneske såvel som for fællesskabet at forøge individets handlepotentialer og forbedre de rammer, inden for hvilket det lever sit liv. I starten handler denne vision først og fremmest om at frigøre mennesket fra undertrykkelse, uretfærdighed og underudvikling, men efterhånden som mennesket opnår mere og mere frihed fra tvingende bånd, kommer målet til at handle om det frigjorte menneske og dets frihed til at vælge.

I den moderne tidsalder går det vestlige menneske stille og roligt bort fra at forstå sig selv som underordnet en Gud, der har skabt verden og suverænt hersker over den. I stedet overtager mennesket i en vis forstand Guds plads som naturens, samfundets og tilværelsens herre, ved at det begynder at forstå sig selv som verdens centrum. Dermed befinder mennesket sig i en særlig position, hvorfra det forestiller sig at kunne øve en gennemgribende indflydelse på sit liv og sine omgivelser. Nu forstår mennesket nemlig verden som en rationelt indrettet struktur, som mennesket selv kan forklare og kontrollere ved hjælp af teknologi, videnskab og politisk styring. Hermed går vejen til at besejre afmagten og i stedet beherske de kræfter, der styrer menneskets eget liv, over en tiltagende rationalisering, differentiering og specialisering af alle tilværelsens områder. I den tidlige modernitet antages det, at en sådan rationel styring efterhånden vil kunne gøre mennesket til herre over sig selv, sine sociale relationer og sin omgivende natur. Undervejs i det 20. århundrede, der er præget af massekrige, atomvåbenkapløb, forureningskatastrofer og andre massive trusler, opstår der imidlertid en bevidsthed om, at teknologien indebærer en risiko for nogle uheldige bivirkninger, som mennesket også må tage højde for at skulle overvåge og kontrollere. Hermed forsvinder idéen om, at mennesket vil kunne gøre sig til endegyldig herre over sin verden for at blive afløst af en forherligelse af selve forsøget på at opnå mere og mere kontrol.