Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 4

ANDERS DRÆBY SØRENSEN

Mit sind er som en hærget radiostation.

JØRGEN B. RUD (2001)

Syd for Århus holder en af mine venner til i et malerværksted, der rummer et lettere kaos af spraglede lærreder, velbrugte pensler og bulede bøtter med oliefarve samt en udpint sofa og et gammelt brummende køleskab. Når min ven fortæller om sine veje gennem tilværelsen og valget af malerkunsten som ledetråd, får man ikke beretningen om et liv, der er blevet levet i forfølgelsen af en drøm om at lykkes. Det er snarere fortællingen om en oplevelse af at måtte svømme igennem et uendeligt ocean af tomhed, hvor der hele tiden er risiko for at synke ned og drukne i en tilstand af tristhed og ensomhed. Den eneste måde at holde sig oven på er at gribe fat i maleriets stoflige medie og finde frem til en opløftende energi af ‘klangfarver’. Med et andet billede plejer min ven også at beskrive sit liv som et årelangt ophold i en huleformet, foret klokke, der kun undtagelsesvist perforeres, så det lykkes at mærke det glade sus fra horisonten.

Min ven er ikke alene om at opleve det svære og ubehagelige i tilværelsen som mere uomgængeligt end det lette og gode. På trods af flere århundreders videnskabelige, teknologiske og politiske fremskridt rapporteres der ved begyndelsen af det 21. århundrede om en stigning i andelen af mennesker i de vestlige befolkninger, som er i antidepressiv eller angstdæmpende behandling, eller som får professionel hjælp for stress, krise, udbrændthed, samlivsproblemer eller andre lidelsesformer. Mange vil mene, at disse tendenser i realiteten er udtryk for, at vores samfund er blevet bedre til at opdage menneskets lidelser og til at dække dets behov. Andre vil gøre gældende, at udviklingen blot er et symptom på, at grænserne for, hvornår eksistentielle tilstande kræver hjælp, er blevet sænket i takt med, at velfærdsstatens omsorgsinstitutioner er blevet større og behandlingsteknologierne mere effektive. Endelig vil nogle hævde, at de eksistentielle og psykologiske levevilkår rent faktisk er blevet forværrede i vores samfund, og at vi derfor er vidner til en reel vækst i forekomsten af visse lidelsesformer.

Uanset hvordan man forholder sig til disse tre synsvinkler, er det mest interessante nok i virkeligheden at stille et spørgsmål om, hvorfor så mange mennesker stadig oplever livet som svært og måske endda dybt ulykkeligt. Med andre ord kan man undre sig over, at der tilsyneladende stadig findes lidelse i den vestlige verden på trods af den kulturelle og sociale udvikling mod større personlig valgfrihed, økonomisk sikkerhed, materiel velstand og mere politisk demokrati. Men måske udspringer en sådan forundring ganske enkelt af en alt for simpel forståelse af disse kulturelle og sociale forandringer som noget, der entydigt må betragtes som fremskridt. Måske skal forandringerne i stedet forstås som videnskabeligt, teknologisk eller politisk skabte omvæltninger af vores livsformer, der i et vist omfang virker efter deres hensigt ved at give forbedringer for menneskeheden, men som samtidig også medfører nogle belastninger for det enkelte menneskes eksistens og følelsesliv. I det følgende skal vi forsøge at forfølge en sådan antagelse om, at kulturen i de senmoderne vestlige samfund indeholder et fundamentalt paradoks ved selv at forårsage en del af de lidelsesformer, som denne kultur opretholder en vision om at udfri menneskene fra.

Hvis vi skal gå i lag med en sådan antagelse, er det nødvendigt, at vi kigger nærmere på vores egen kulturs udvikling og måde at fungere på. Det er nemlig kun sådan, vi kan belyse kulturens sammenhæng med tilstedeværelsen af lidelse i vores samtid. Den største udfordring i den forbindelse er at betragte kultur og eksistens som gensidigt forbundne forhold; dvs. at åbne blikket for, hvordan kulturen ikke bare er et produkt af menneskets skabende virksomhed, men at de kulturelle udtryksformer og udviklingen af vores fælles værdier, normer, holdninger, adfærdsformer og tankemønstre omvendt også er med til at sætte menneskelivets rammer og bestemme dets muligheder. En konsekvens af dette perspektiv er, at kulturen påvirker tilværelsens vilkår på forskellige måder til forskellige tider og i forskellige samfund, hvorfor nogle menneskelige lidelsesformer også må være særligt knyttet til vores moderne samfund. Men hvordan kan man nu nærmere bestemt forstå en sådan opfattelse, ifølge hvilken der findes nogle indbyrdes sammenhænge imellem eksistens og kultur, som har betydning for lidelsens forekomst og fremtrædelsformer?

I det følgende skal vi for det første forsøge at kaste lys over disse sammenhænge ved at rette fokus mod den status, som menneskelig lidelse har i vores moderne vestlige kultur. Dermed skal vi gøre det anskueligt, hvordan kulturen bestemmer den betydning og værdi, som mennesket til forskellige tider og på forskellige steder giver lidelsen forstået som oplevelsen af at være underlagt det uudholdelige. Samtidig får vi hermed et indblik i, hvordan kulturen har indflydelse på, hvilke aspekter af tilværelsen, vi overhovedet oplever og betegner som lidelsesfulde; og på hvordan vi generelt set forholder os til lidelsen gennem forskellige ritualer og praksisser: at mennesker i vores samfund erfarer fænomener som stressforstyrrelser, visse former for angsttilstande, narcissistiske personlighedsforstyrrelser og lignende, der forstås ved hjælp af komplekse diagnosesystemer og håndteres med psykoterapi, medicinske præparater eller andre former for behandlingsteknologi, har med andre ord noget at gøre med vores kulturelle normer og udtryksformer.

For det andet skal vi rette fokus mod den rolle, som kulturen spiller for udviklingen af de lidelsesformer, vi for tiden oplever som dominerende. Hermed går vi ud fra en forestilling om, at psykisk, social og eksistentiel lidelse ikke bare handler om den enkelte persons indre mentale konflikter eller om uorden i hjernens kemi og biologi hos denne person, men lige så meget – eller i stedet – må ses som knyttet til en meget tæt sammenhæng imellem fællesmenneskelig kultur og individuel eksistens. Ved at anlægge et sådant perspektiv på den menneskelige lidelse får vi en mulighed for at vurdere, i hvilket omfang øget frihed, individualisering, grænseløshed, høj forandringsfrihed, uendelige valgmuligheder og andre træk ved vores nuværende sociale samspil belaster hverdagen og er med til at gøre livet svært for mange mennesker med alvorlige psykiske symptomer og eksistentielt ildebefindende til følge.