Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 7

Set i et kulturelt perspektiv har lidelsen tilsyneladende ikke nogen entydig status i de moderne vestlige samfund. På den ene side bevæger vi os mod en terapikultur, der synes at gøre lidelsen til et alment accepteret fænomen, som forekommer overalt. På den anden side befinder vi os i en hedonistisk lykkekultur, der afviser lidelsen som eksistentielt grundvilkår og i stedet oppebærer et credo om den individuelle lykke som livets væsentligste tilstand og højeste mål. Denne kontrast kunne tyde på to modsatrettede kulturelle udviklingstendenser. Det er imidlertid også muligt at anse terapeutiseringen og lykkejagten som parallelle dimensioner ved én og samme kulturelle helhed. I så fald gives der en forbindelse mellem vores oplevelse af stigende diagnosticering og behandling af menneskets lidelser og vores oplevelse af en stigende fokusering på, hvordan det enkeltstående individ gøres ansvarlig for at realisere et godt liv.

Her skal vi antage, at den dybere sammenhæng mellem de to perspektiver på lidelsens status i vores samfund kan forklares ud fra nogle centrale træk ved selve ‘den moderne kultur’. Dvs. ved det grundlæggende mønster af fælles værdier og kollektive forestillinger om virkelighedens og livets beskaffenhed, som siden slutningen af det 18. århundrede har præget menneskers sociale samkvem i den vestlige verden. Men hvad kendetegner så overhovedet denne kulturform?