Читать книгу Det svAere liv - Группа авторов - Страница 5

Betragter vi de forestillinger om tilværelsen, der cirkulerer i vores egen kultur, lægger vi hurtigt mærke til, hvordan det nærmest er blevet et dogme, at den individuelle lykke udgør livets højeste mål, og at alle og enhver har ret til et godt liv. Dette forhold bemærkes også, hvis vi kaster et blik på de massive mængder af litteratur, der insisterende tilbyder svar på spørgsmålet om, hvad det gode liv består i for lige netop dig eller mig. Det er også ved at blive os umuligt at åbne en avis eller passere en offentlig tilgængelig opslagstavle, uden at vi bliver konfronteret med et broget udbud af samtaleforløb, kurser og foredrag, der vil levere anvisninger på, hvordan vi løser vores helt egen personlige opgave med at opnå selvudvikling, selvforkælelse, livskvalitet, livsglæde, ønskeliv, en sundere fremtid, et godt helbred for krop og sjæl eller måske bare et bedre liv med andre mennesker, kosmos, vores ryg eller arbejdsplads. Skulle vi pådrage os kroniske smerteproblemer eller få konstateret uhelbredelig kræft, er der sågar velmenende instanser, som vil yde hjælp til, at vi kan få et lykkeligt liv på trods.

Til næsten alle tider har mennesket fremstillet lidelsen som et af livets mest grundlæggende vilkår. Alligevel befinder vi os i dag i en kultur, der rummer en stigende tendens til at gøre efterstræbelsen af et personligt ideal om det gode og lykkelige liv til et ultimativt krav til det enkelte individ. Det sker parallelt med, at det svære liv, der yder modstand og indeholder lidelse, fremstilles som mere og mere uacceptabelt. Vi føler ikke, at det er okay at gå rundt og have det dårligt eller bare lidt småskidt i hverdagen, når vi lever i et samfund, der værdsætter det frie og stærke individ, som får identitet i kraft af at være på, være eftertragtet og centrum for et pulserende og selvbekræftende liv. Tilværelsen skal helst være én lang lykkelig distraktion, og i det omfang man ikke kan surfe med på den bølge, tildeles man en klappende rolle som tilskuer til de andres eventyr eller efterlades i social isolation for at synke endnu mere ned i tomhed og ensomhed. Med den moderne endelighedserfaring er livet for alvor blevet flygtigt, og “Time waits for no one”, som The Rolling Stones sang.

Omkring begyndelsen af det 21. århundrede har den moderne kultur således en tendens til at fremstille lykken og ikke lidelsen som tilværelsens egentlige grundtilstand. En stor del af det aktuelle samfundsliv vil end ikke acceptere lidelsen og synes i yderste fald at benægte, at den reelt findes. For en isoleret betragtning kunne denne tendens tyde på, at vi i dag befinder os tæt på Aldous Huxleys Fagre nye verden. I romanen af samme navn fra 1932 skildrede Huxley et fremtidsscenarium, hvor rationaliseringens velsignelser har frembragt det tekniske tusindårsriges paradis. Af de videnskabelige, teknologiske og socialpolitiske fremskridt er der her opstået en idealstat, hvor ingen er vrede, forbitrede eller ulykkelige. I ethvert tilfælde undertrykkes enhver tvivl om, at livet kun rummer behageligheder, og at lykke og komfort er tilværelsens højeste mål. Garantien for, at virkeligheden altid betyder solskin, leveres af medikamentet Soma, der bringer velvære, er narkotisk og behageligt hallucinerende. Hensigtsmæssige doseringer til masserne af dette vidunderpræparat sikrer, at alle og enhver kommer igennem livet uden dårligt humør og ondt lune.