Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 14

Sundhedsplejersker oplever ofte, at de bliver betragtet som problemløsere eller ‘mini-skadestuer’, og at skolen, familierne og samfundet forventer, at de overvåger og løser nogle på forhånd definerede problemer med velegnede metoder (Wistoft, Jensen & Roesen, 2005). Problemet er, at mange sundhedsplejersker først og fremmest ønsker at arbejde med børnenes aktive deltagelse, så når de møder omverdenens forventninger om at screene højde, vægt og syn samt løse akutte problemer, giver det anledning til faglige frustrationer. Et konkret eksempel fra et forskningsbaseret udviklingsprojekt med sundhedsplejersker, der har arbejdet med værdier og metodeudvikling på skoler i Københavns Kommune (Roesen, Jensen, Glismann & Wistoft, 2006), viser, at flere sundhedsplejersker netop beskriver oplevelsen af manglende anerkendelse og respekt som et professionelt problem. De oplever godt nok børnenes, men ikke ‘den voksne omverdens’ respekt for deres pædagogiske mål med sundhedsarbejdet, og de mangler på forskellig vis anerkendelse af såvel viden som værdier. De forsøger at løse problemet ved at tilstræbe faglig synlighed i arbejdet, dvs., at de forsøger at vise omverdenen, hvad de står for – hvilke værdier og hvilket sundhedsbegreb de arbejder ud fra, og hvilken tilgang til forebyggelse og sundhedsfremme de anvender (Wistoft, 2007).

Dette er dog en ret endimensional løsning, der ikke skelner mellem selvanerkendelse og omverdenens anerkendelse, og sundhedsplejerskerne kommer til at fremtræde som personer, der forventer at blive respekteret i forhold til “den, jeg er” eller “mine værdier”, snarere end som personer, der tager hensyn til andres hensyn – dvs. personer, der kan se ud over sig selv og få øje på, hvordan andre tager hensyn til andre. Denne bog skildrer synlighedsproblematikken på forskellig vis. Når det drejer sig om skolen, slår den tydeligt igennem i forhold til lærerne. Sundhedsplejerskerne ønsker at blive anset som mere end “hende med præventionskassen” eller “hende, der vejer og måler”. De ønsker et ægte forpligtende pædagogisk samarbejde om børnenes og de unges sundhed.

En måde at tackle denne problematik på er ikke kun at gøre sig synlig, men også at forholde sig til de værdikonflikter, der er på området for forebyggelse og sundhedsfremme – både personligt og kollektivt. Sundhedsplejerskernes idé om at gøre sig synlige for dermed at kunne håndtere omverdenens forventninger og samtidig kunne håndtere de sammenstød og konflikter, de møder, kræver, at de forholder sig bevidst til normer, værdier og grundlæggende antagelser. Ikke kun til deres egne, men også til andres. En sådan bevidsthed bevirker, at de kan få øje på sig selv – i andres øjne.

Sundhedsplejersker oplever ikke at blive anset for at være kompetente på det pædagogiske område. De regnes for oplysningsfolk (f.eks. om prævention), forebyggere (f.eks. i forhold til overvægt) eller problemløsere i relation til børnenes omverden. Dette er et problem, fordi deres selvopfattelse og faglighed typisk er afhængig af deres alter ego, dvs. af, hvordan de ser sig selv i omverdenens øjne (Wistoft et al., 2005).

Værdirefleksioner implicerer, at man kan se en sag fra flere sider – herunder også værdierne selv. Dermed bliver det muligt at tage hensyn til: a) andre, b) andres indbyrdes relationer og roller og c) sig selv (Wistoft, 2009). Refleksiv pædagogisk kompetence er en evne til ikke blot selv at iagttage, men også at observere, hvordan andres iagttagelser er forskellige fra ens egne. De næste afsnit uddyber sammenhængen mellem værdirefleksioner og refleksivitet, som er udgangspunktet for en sundhedspædagogisk kompetenceudvikling, som den der har fundet sted i forbindelse med projektet i Randers Kommune.