Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 4

KAPITEL 1

Sundhedspædagogisk udviklingsarbejde
– en introduktion

Оглавление

Af Karen Wistoft

Denne bog handler om sundhedsplejens muligheder for at være en aktiv medspiller i forhold til skolebørns sundhed. Kapitlet her er en indføring i det arbejde, sundhedsplejerskerne i Randers Kommune har lavet gennem deres pædagogiske udviklingsprojekt på skolerne. Mange steder i landet er man i dag i gang med at bryde med den traditionelle, individuelle og adfærdsmodificerende tilgang til sundhed, så det i langt højere grad drejer sig om borgernes – og dermed også børn og unges – aktive deltagelse. Sundhedsplejerskerne har valgt en sådan deltagerorienteret sundhedspædagogisk tilgang til arbejdet med børn og unges sundhed, og denne tilgang skitseres i denne introduktion. Formålet er primært at klargøre grundlaget for sundhedsplejerskernes udviklingsarbejde, men redegørelsen er også relevant for andre, der ønsker at beskæftige sig med børn og unges sundhed ud fra en sundhedspædagogisk tilgang. Endelig beskriver kapitlet organiseringen af udviklingsarbejdet og præsenterer de seks delprojekter, som bogen handler om.

Den danske sundhedspleje er organiseret i de danske kommuner og er en del af det etablerede sundhedssystems forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for børnefamilier, småbørn, skolebørn og unge. Skolesundhedsplejen er primært et pædagogisk anliggende, dvs. koblet til undervisning, vejledning og oplysning med henblik på skolebørnenes læring og kompetenceudvikling, men sundhedsplejen indebærer også opsøgende arbejde og organiseret sundhedskontrol i arbejdet med skolebørn. Det grundlæggende pædagogiske udgangspunkt er at støtte børn og unges kompetenceudvikling og personlige udvikling i en sundhedsfremmende retning, og den pædagogiske tilgang er som regel deltager- og handleorienteret (Roesen, Jensen, Glismann & Wistoft, 2006). Det overordnede mål for skolesundhedspleje er, at børn og unge lærer at handle sig til et sundt liv.

Den pædagogiske tilgang til forebyggelse og sundhedsfremme står ofte i kontrast til den måde, det etablerede behandlersystem traditionelt griber forebyggelse og sundhedsfremme an på. Her dominerer et biomedicinsk sundhedsbegreb, og både forebyggelse og sundhedsfremme kobles til risikoadfærd og livsstilssygdomme, hvilket betyder, at der arbejdes ud fra individualiserende og adfærdsmodificerende mål og succeskriterier (Wistoft, 2009). Sundhed anses for at være det modsatte af sygdom. Men sundhed kan opfattes som mere end fravær af sygdom. Det sundhedsbegreb, sundhedsplejerskerne i denne bog anvender, implicerer både forebyggelse – dvs. fravær af sygdom – og livskvalitet. Det betyder øget fokus på børnenes og de unges individuelle og sociale værdier, dvs. deres kommunikerede værdier i fællesskab med andre. Sundhed bliver således også et spørgsmål om det liv, de ønsker at leve, og det, de ønsker at lære. Ud fra denne opfattelse tager sundhedsplejerskerne initiativ til sundhedspædagogiske aktiviteter i skolen. For dem handler det om at lære børnene og de unge at forholde sig bevidst og at handle hensigtsmæssigt i forhold til de sundhedsmæssige udfordringer, de møder.

I hjertet af skolesundhedsplejen

Подняться наверх