Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 17

Didaktik er refleksioner over et intentionelt anliggende med særligt fokus på undervisning og læring (Kruse, 2004). At lære at medtænke forskellige grundlæggende antagelser og værdikompleksitet er en del af sundhedsplejerskernes didaktiske kompetenceudvikling (Kruse & Wistoft, 2008). Først og fremmest indebærer det en evne til at give slip på vante metoder og principper rettet mod en bestemt sundhedsadfærd. Dernæst indebærer det en evne til at forholde sig refleksivt og nuanceret til såvel egne som andres værdier, opfattelser, normer og ‘vedtagne sandheder’.

Didaktisk kompetenceudvikling kræver løbende justering, og i bogen “Sundhedspædagogisk viden og værdier” (Wistoft, 2009) har jeg skitseret otte kompetencetrin, som også deltagerne i udviklingsprojektet i Randers har arbejdet sig igennem. For sundhedsplejerskernes vedkommende betød det, at de bestræbte sig på:

• at afklare deres faglighed og vidensgrundlag i forhold til de aktiviteter, de satte i værk blandt skolebørnene

• at afklare deres værdier, både deres individuelle opfattelser af sundhed og hvad der udgør et fælles sundhedsbegreb

• at tage afsæt i skolebørnenes viden om og indsigt i det, der skulle foregå

• at afklare skolebørnenes værdier og opfattelser af sundhed

• at kvalificere skolebørnenes ønsker om forandring og lade disse indgå i de pædagogiske målsætninger: Hvad skal forandres eller udvikles? Hvorfor? I hvilken retning?

• at skabe rum for meningsfuldhed, deltagelse, handling og refleksion både blandt skolebørnene og ikke mindst blandt sundhedsplejerskerne selv!

• at gennemføre sundhedsfremmende undervisning, rådgivning, formidling eller andre aktiviteter og løbende vurdere såvel indhold som form i relation til børnenes læring og sundhedsmæssige kompetenceudvikling

• at forholde sig til forskellige sociokulturelle måder at kommunikere værdier på og til forskellige pædagogiske forestillinger for derigennem at bryde med dominerende individualiserende og adfærdsmodificerende pædagogiske forestillinger og “vedtagne sandheder”

Disse trin udgør grundlaget for sundhedsplejerskernes udvikling af en række nye sundhedspædagogiske metoder og strategier, der først og fremmest imødekommer det enkelte barns eller børnenes (gruppens) indsigt, værdier og opfattelser af sundhed. Den værdireflekterede sundhedspædagogik er på denne måde blevet en didaktisk tilgang til skolesundhedsarbejdet – en tilgang, der bygger på værdiafklaring og deltager- og handlerorienterede principper, idet sundhedsplejerskerne i dialog med børnene skaber rammer for ny erkendelse blandt børnene og en anerkendelse af deres viden og værdier. Anerkendelsen handler om at acceptere børnene og de unge og at tage dem alvorligt – ikke nødvendigvis i form af enighed, men i form af åbenhed og ærlighed. Det kan selvfølgelig diskuteres, om det er muligt at gennemføre sundhedsaktiviteterne i klasserummet, børnegruppen eller individuelt, hvis børnene er dybt uenige i opfattelsen af sundhed eller ikke kan acceptere de principper, sundhedsplejersken underviser ud fra eller omvendt. Som de følgende kapitler også viser, har sundhedsplejerskerne i Randers Kommune til tider måttet vægte oplysning højt. Målet har for dem ikke været et bestemt informationsniveau eller en bestemt risikoeliminerende sundhedsadfærd blandt børnene, men at kvalificere børnenes beslutningstagning, så de lærer at træffe hensigtsmæssige valg og handle fornuftigt i forhold til at leve et sundt liv.

På denne teoretiske baggrund har udviklingsprojektet i Randers Kommune omskrevet skolesundhedsplejens funktion og rolle i forhold til børnene. Man vil ikke længere nøjes med at motivere børnene til at leve på en foreskrevet sund måde, men aktivt bidrage til, at børnene udvikler deres egne visioner om et sundt liv og sunde levevilkår og kompetencer til at handle i overensstemmelse hermed. Sundhedsplejerskerne har erfaret, at det ikke er muligt at praktisere en sådan sundhedspædagogik, hvis man samtidig holder fast i en idé om at skulle styre og overvåge børnenes levede liv. Det er ifølge sundhedsplejerskerne kun muligt, hvis man giver slip på formynderiske intentioner og handlingslammende sundhedskontrol og kombinerer sin faglighed med pædagogisk kompetence.

De følgende kapitler beskriver, hvordan en værdireflekteret sundhedspædagogisk tilgang stiller store krav til sundhedsplejerskernes pædagogiske kompetence. Evnen til at gå i dialog uden at miste det sundhedsfaglige perspektiv er en særlig udfordring for mange. Først og fremmest indebærer det, at skabe en resonansbund, så børnene lærer at forholde sig til andre måder at opfatte sundhed på end deres egen. Dernæst er den pædagogiske kompetence som ovenfor beskrevet forbundet med at kunne give slip på vanlige kontroller. Diverse fejlfindings- og problemløsningsmetoder må kasseres.