Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 6

Det er væsentligt for den kommunale sundhedsindsats over for børn og unge, at der bliver skabt en sammenhængende indsats, hvor der handles på tværs af de kommunale forvaltninger, og hvor børn og unges egne beslutninger medtænkes. Sundhedsplejen står stærkt i forhold til tværgående samarbejdsflader og partnerskaber. Ny forskning viser, at der i forlængelse af kommunesammenlægningerne landet over har været politiske forventninger om, at der skulle udvikles nye måder at gribe sundhedsarbejdet an på (Højlund, Wistoft & Hansson, 2009; Wistoft, Grabowski & Højlund, 2009).

Forventningerne lægger op til nye måder at organisere sundhedsarbejdet på f.eks. med projekter som organiserende form, og samtidig er det et gennemgående ønske fra kommunalpolitisk side, at børn og unges sundhed prioriteres som en vigtig del af den borgerrettede forebyggelse, som kommunerne med strukturreformen og Lov om Sundhed er blevet ansvarlige for. Resultaterne af ovennævnte forskning peger på nogle markante samarbejdsmæssige udfordringer i den kommunale indsats over børn og unges sundhed. Mange kommuner føler sig for pressede til at kunne udnytte samarbejdsmulighederne optimalt¹.

Megen forebyggelse har hidtil været risikoorienteret og knyttet til helbred eller sygdom. På børnesundhedsområdet er to generelle konflikter gået igen – dels en faglig/pædagogisk og dels en organisatorisk. Den første handler om forholdet mellem sundhedsfaglighed og pædagogik: hvad der skal vægtes, når det gælder børn og unges sundhed. Den anden handler om den organisatoriske placering og har typisk udspillet sig mellem kommunernes børne- og ungeforvaltning og sundhedsforvaltning. Forskning på området viser, at man har svært ved at blive enige om, hvor området ‘børn og unges sundhed’ skal placeres, og spørgsmålet er, om det er sundhed – i betydningen fravær af sygdom – eller børnenes læring og kompetenceudvikling, der skal prioriteres (Højlund et al., 2009; Wistoft et al., 2009).

Sundhedsplejen er med til at bane vejen for et brud med den traditionelle, individuelle og adfærdsmodificerende tilgang til sundhed, så det i langt højere grad drejer sig om borgernes – og dermed også børn og unges – aktive deltagelse. Når sundhedsplejerskerne arbejder pædagogisk forebyggende og sundhedsfremmende, betyder det netop, at børn og unges sundhed betragtes som læring og kompetenceudvikling. Sundhedsplejerskerne går i dialog med børn og unge for at sikre, at de involveres og støttes i at vælge og handle på et kvalificeret grundlag. Målet er, at børnene og de unge lærer at handle sig til det liv, de ønsker. Men selv om sundhedsplejen er godt på vej, står sundhedsplejerskerne over for nogle betydelige samarbejdsmæssige udfordringer – ikke mindst når det gælder samarbejdet med lærere og pædagoger (Wistoft, 2007b). Forskning og udviklingsarbejde viser, at det primært handler om værdimæssige sammenstød og forskellige prioriteringer i forhold til børn og unges sundhed (Wistoft, 2007e, 2008c; Wistoft & Nordtorp, 2008).