Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 5

Den ovenfor skitserede pædagogiske tilgang til forebyggelse og sundhedsfremme bygger på en grundidé om deltagelse. Deltagelse betyder i denne sammenhæng involvering og medbestemmelse. I skolesundhedsplejen handler det om børn og unges aktive deltagelse i forebyggende og sundhedsfremmende interventioner, f.eks. ved at være med til at sætte mål for interventionerne, få reel medbestemmelse og medansvar for de ting, der skal foregå, samt være aktiv i evalueringen og dermed i beskrivelserne af udbytte og resultater. Hensigten er, at skolesundhedsplejen er en aktiv – og effektiv – del af det etablerede sundhedssystem. Det er blandt andet mulighederne for at skabe rammer om indsatser over for udsatte og sårbare grupper, der er en af skolesundhedsplejens stærke sider. I skolesundhedsplejen er der mulighed for at lave aktiviteter i et fællesskab med børnene i modsætning til de individuelle metoder, der er fremherskende mange andre steder. Når børn deler deres erfaringer i fællesskab med andre ligestillede eller med deres klassekammerater/venner, får de en oplevelse af ikke at være alene med bestemte oplevelser, problematikker, sundhedsmæssige udfordringer o. lign. (Wistoft, 2008). F.eks. har man i tandplejen gode erfaringer med at sætte ‘bøjlebørn’ i grupper. Man opnår langt bedre resultater i form af højere selvværd, nye problemløsningsmodeller osv. blandt børnene ved at lade dem dele deres erfaringer med at tackle pinlige og svære situationer og sammen forholde sig til de forslag, tandplejen giver. Dette eksempel er ikke enestående. En lang række sundhedsinterventioner tager samme pædagogiske afsæt og anvender systematisk fælles erfaringsdeling, gruppedynamik og gruppeproces som behandlingsmetode.

Bogen giver blandt andet et billede af, hvordan sundhedsplejersker etablerer børnegrupper og går i dialog med børnene for dermed at sikre, at de tages alvorligt og støttes i at vælge og handle på et kvalificeret grundlag. Børnenes sundhed søges fremmet gennem en kombination af læring og personlig udvikling i fællesskab med andre, der er i samme situation eller har sammenlignelige oplevelser. Netop fællesskabet og det at have et tilhørsforhold, hvor man kan dele erfaringer, styrker og drømme, er afgørende for, at man får mod til at ændre de ting, man kan, og dermed handle sundhedsfremmende (Wistoft, 2009).

Et af de steder, hvor den pædagogiske tilgang til forebyggelse og sundhedsfremme skinner igennem, er i klasserummet. Det er i klasserummet – snarere end på sundhedsplejerskens kontor – at såvel undervisning som aktiviteter, der inkluderer både kreativitet, leg og læring, har de bedste betingelser (Roesen et al., 2006). Ønsket om at undervise frem for at ‘drive konsultationsvirksomhed’ og ønsket om at fremme børnenes fælles deltagelse ligger bag valget af klasserummet frem for sundhedsplejerskens kontor i Randers-projektet. Sundhedsplejerskernes arbejde med børn i grupper udspringer af en idé om at samle børn og unge med sammenlignelige problemstillinger, f.eks. overvægt, skilsmisseforhold, selvværd, gruppetilhørsforhold m.m. Denne idé bygger på en antagelse om, at børn ved at kunne genkende problemer hos andre føler sig mere trygge i forhold til at dele af deres egne erfaringer, samtidig med at de kan drage nytte af de andres. Dette arbejde foregår som regel ikke i klasserummet men på egnede steder uden for. Det kan være i grupperum i sundhedscentret, udendørs f.eks. i skoven eller i naturskolen eller indendørs i motionsrum eller andre steder, der er egnede til fysisk aktivitet.

Fællesskabet i den enkelte gruppe er en blanding af det individuelle og det fælles – de personlige værdier og de sociale. Intentionen er, at skolesundhedsplejen bliver et tilbud om aktiviteter, der støtter op om det enkelte barns mod og lyst til at nå egne mål, uden at det bliver soloprojekter, der kun vedrører børnene individuelt. I klassisk WHO-forstand betyder sundhedsfremme at lære at tage vare på egen og andres sundhed (World Health Organisation, 1986). Endvidere har skolesundhedsplejen en mangeårig tradition for at kombinere den individuelle samtale, der typisk har fokus på børnenes mentale sundhed (World Health Organisation, 2005), med oplysning om kroppen og dens funktioner. Målet er, at børnene får øget deres kropsforståelse og bliver bevidste om gode valg for kroppen.