Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 9

Et værdireflekteret sundhedsbegreb

Оглавление

En del af det sundhedspædagogiske udviklingsarbejde har, som tidligere nævnt, været at afklare en fælles opfattelse af sundhed, dvs. et sundhedsbegreb, som alle de involverede sundhedsplejersker kunne tilslutte sig. Gennem sundhedsplejerskernes diskussioner undervejs i processen har der været to dominerende opfattelser af sundhed: en “undgå”-dimension, hvor sundhed betragtes som fravær af sygdom, ulykke eller andre uønskede tilstande, og en “værdi”-dimension, hvor sundhed betragtes som det, man foretrækker og stræber efter. Disse to opfattelser er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, men dog udtryk for en dualisme mellem en negativ dimension og en positiv. Et eksempel på denne dualisme er dette udsagn fra en af sundhedsplejerskerne: “Vi står mellem biomedicin og lykke”! Citatet viser, at sundhedsplejerskerne er sig bevidste om denne polarisering mellem det negative – medicinens “nej tak til sygdom” – og det positive – her “det lykkelige liv”.

Det har været væsentligt for sundhedsplejerskerne netop at knytte et begreb om lykke og forskellige værdier til deres sundhedsbegreb. Projektarbejdet indledtes med en række fælles diskussioner, og gennem denne begrebs- og værdiafklaring var sundhedsplejerskerne langt hen ad vejen enige i, at sundhed er at:

opleve livsglæde, livsmod, kærlighed og ‘god energi’

kunne handle hensigtsmæssigt og forandre ting i en sundhedsfremmende retning

tænke positivt om sig selv og andre

have positive relationer til andre mennesker – dermed også tillid til andre

respektere og anerkende forskelligheder

tage medansvar for egen og andres sundhed

være fleksibel og åben over for forandring

kunne drage omsorg for andre

have det godt med sin krop

spise varieret og ‘grønt’ og være fysisk aktiv

kunne forholde sig bevidst til sundhedsmæssige risici

undgå krænkelser

kunne slappe af og få tilpas meget søvn

Sundhedsplejerskerne har her formuleret deres fælles forståelse af, hvad sundhed indbefatter og omfatter. Sundhed er mere end fravær af sygdom og krænkelser. Sundhed er ikke kun et godt helbred. Sundhed er også tillid og positive relationer til andre mennesker og positive tanker om én selv. Endelig er sundhed noget biologisk bundet til kroppen som f.eks. tilpas søvn og hvile, fysisk aktivitet, sund mad og gode måltider. Selvom mange af de ovenstående udsagn kan synes banale, er de ikke selvfølgeligheder i ethvert barns liv. De udgør her et vigtigt opgør med det traditionelle biomedicinske perspektiv på børn og unges sundhed.

En anden væsentlig del af udviklingsprojektet har været refleksioner over selve den pædagogiske arbejdsform. Med afsæt i de tidligere nævnte teorier om børn og unges deltagelse har sundhedsplejerskerne i fællesskab udviklet og afprøvet metoder, som var mere involverende og deltagerorienterede end deres vante praksis. Den traditionelle arbejdsform, hvor sundhedsplejersken er alene på den enkelte skole, og hvor samarbejdet ofte er begrænset og foregår i form af møder på kontoret, er brudt. Der er indført kollegavejledning, hvor sundhedsplejerskerne følges ad ud på skolerne og skiftes til at observere og give hinanden feedback på aktiviteterne med børnene.

I hjertet af skolesundhedsplejen

Подняться наверх