Читать книгу I hjertet af skolesundhedsplejen - Группа авторов - Страница 15

Refleksiv kompetence er rettet mod at gøre iagttagelser, der kan udvikle eller forandre den viden, man er i besiddelse af. Refleksivitet handler bl.a. om at kunne få øje på, hvordan der træffes beslutninger i forskellige sammenhænge f.eks. i samarbejdsgrupper, på kommunalt, politisk eller samfundsmæssigt plan. Med andre ord: at kunne gennemskue begrundelser, grundlæggende antagelser og beslutningsgrundlag. Pædagogisk kompetence er blandt andet evnen til at reflektere over læring og udvikling. Kommunikationsteoretikeren Lars Qvortrup har udviklet en model over den pædagogiske kompetence, der rummer tre komponenter: a) relationskompetence, som har at gøre med evnen til at kommunikere med andre, hvad enten de andre repræsenterer ens egen eller en anden kultur, b) refleksionskompetence, som handler om evnen til at iagttage sig selv samtidig med, at man kommunikerer med den anden, og c) meningskompetence, som er evnen til at identificere en meningshorisont for et fællesskab, dvs. operere med et kollektivt “vi” (Qvortrup, 2004).

Den første kompetence, relationskompetencen, bygger på forståelse for den anden. Man skal kunne indleve sig i den andens forståelseshorisont for at overvinde kommunikationsbarrierer. Derudover skal man kunne opretholde forskellen mellem sig selv og den anden. Kommunikation uden denne forskel mellem sig selv og den anden er ifølge Qvortrup “ikke-kommunikation”. Den anden kompetence, refleksionskompetencen, bygger videre på det aspekt, at man skal kunne sætte sig i den andens sted. Det er ikke ensbetydende med at se bort fra sig selv, men det betyder en øget opmærksomhed på, hvordan man selv ser ud i den andens øjne. Den tredje kompetence, meningskompetencen, er evnen til at håndtere de kollektive værdier, altså de værdier der skabes inden for rammerne af f.eks. familien, skolen, blandt kolleger, venner eller i helt andre sociale sammenhænge. Det er en evne til at reflektere over det, der gør ‘os’ fælles (Qvortrup, 2004). Dette indebærer selvfølgelig også en kollektiv handlen, som er en del af refleksionen.

Disse tre dimensioner har dannet teoretisk udgangspunkt for den sundhedspædagogiske kompetenceudvikling blandt sundhedsplejerskerne i Randers Kommune. Udviklingsprojektet er således grundlæggende bygget op omkring værdirefleksion og refleksivitet. Deltagernes overordnede idé har været, at sundhedsplejerskerne skulle blive i stand til at reflektere dels over egne og andres værdier relateret til sundhedsarbejdet, dels over læring og kompetenceudvikling – det være sig både deres egen og skolebørnenes.

Men hvorfor så værdier? Værdier fungerer både synligt og usynligt i alle menneskelige forhold (Wistoft, 2009), og sundhedsplejerskerne beskæftiger sig ofte med værdirelaterede spørgsmål. Børns selvværd er et godt eksempel. De kan ikke have et højt selvværd uden også at tænke positivt om sig selv, og de positive tanker rummer som regel både individuelle og sociale værdier – selvværdet er altid relateret til de værdier, fællesskabet inkluderer. Et andet eksempel på værdiers betydning kan iagttages i forhold til børns handlinger. Børn og unge handler på egen hånd og ikke altid som aftalt, eller som vi andre måske ville ønske. De handler ud fra deres værdier. Om de påtager sig vores (omverdenens) værdier, afhænger i høj grad af deres egne individuelle vurderinger. Sundhedsplejerskerne kan ikke normativt foreskrive hensigtsmæssige handlinger, og de kan ikke tvinge børnene til bestemte sundhedsfremmende handlinger – det ville i givet fald kunne knuse den tillid, der måtte være. De må ydmygt acceptere den dialog, der opstår i mødet med børnene, og derudfra skabe grobund for læring og sundhedsfremmende forandring.

Sundhedsplejersker henviser f.eks. ofte til metoder som “Du bestemmer”, “Aktiv vurdering” eller “Den anerkendende samtale”. Når man arbejder med disse metoder, må man imidlertid forholde sig til et fundamentalt problem, der kan formuleres i spørgsmålet: Hvad vil det sige at erfare andre menneskers værdier, når de kommer fra kulturer eller sociale arenaer, der ikke ligner ens egen? Pædagogisk refleksivitet implicerer, at man kan gennemskue det ideologiske indhold, der nødvendigvis altid vil være indlejret i en given aktivitet, hvad enten der er tale om en kampagne, et materiale eller et undervisningsforløb inden for sundhedsområdet (Wistoft, 2009). En kritisk opmærksomhed på nutidens tendenser og grundlæggende værdier og ideologier på sundhedsområdet er et nødvendigt udgangspunkt for sundhedspædagogikken. Spørgsmålet er, hvordan denne opmærksomhed kan indtænkes i sundhedsplejerskers daglige praksis, og hvilken betydning den her kan få.