Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 10

Kapitel 5

Taxichaufføren rystede på sit turbanklædte hoved og mumlede, at han ville køre, så langt han kunne, men at vejen havde været afspærret den sidste time. ”De sagde noget i radioen om et terroristangreb. Var du her den 11. september?”

Tom rakte ham en tidollar-seddel og steg ud på 39. gade og gik så langt, han kunne. Han kunne se klyngen af politibiler med blinkende røde lygter og bag dem tv-projektørernes blændende skær, der allerede oplyste en samling lastvogne med parabolskiver på taget. I sig selv var det ikke den store overraskelse i betragtning af, at der afholdtes FN-generalforsamling i denne uge. Den russiske zar var vel i byen – der var ingen grund til at kalde ham andet – eller en anden fra den sædvanlige flok af afrikanske, centralasiatiske eller mellemøstlige despoter, der var i New York for at opleve æren ved at vandre op til generalforsamlingens talerstol, når de var så heldige ikke at sidde i anklageboksen i Haag.

Men så fik han øje på en politibetjent, en kvinde, der viste folk væk fra den første indgang til FN-hovedkvarteret. Langs rækværket, strækkende sig over flere blokke, var et langt bånd af gult og sort plastik med ordene POLITIAFSPÆRRING – INGEN ADGANG. Tilsyneladende omsluttede det hele bygningen.

Han fortsatte, idet han bemærkede, at også de efterfølgende indgange var afspærrede. Besøgsindgangen var belejret af en hob af journalister, fotografer og kameramænd. Tom var høj nok til at kunne kigge hen over deres hoveder og kunne se, at der på det brolagte område foran det store sikkerhedstelt var rejst et lille telt af grøn lærredsdug. Rundt om det myldrede politibetjente rundt i selskab med en enkelt fotograf og nogle retsteknikere iført kedeldragter, masker og hvide latexhandsker.

Han krydsede gaden og banede sig vej gennem bilerne. Over for ham var det store fallossymbol i beton, Trump World Tower, og en skyskraber pyntet med et vådt og slapt tysk flag – den tyske mission ved FN. Nations’ Café lå lige ved siden af.

Han fik med det samme øje på Henning Munchau, der alvorligt sad og studerede det verdenskort, der prydede vinyl-bordpladen. Sjovt så let magtfulde mænd syntes små. Inde i FN-bygningen var Munchau en spiller, der kom skridende hen ad gangene og indkasserede ærbødige nik fra alle, han passerede forbi. Men uden for bygningen var han blot endnu et New York-jakkesæt med en dokumentmappe og hår, der var ved at blive tyndt i toppen.

Til Toms overraskelse rejste Henning sig op i samme sekund, de fik øjenkontakt, og lod sin kaffe stå urørt. Hans blik pegede i retning af døren – følg efter mig. Hvad helvede foregik der?

Da de kom udenfor, hævede Henning øjenbrynene – men der gik lige et par sekunder, inden Tom forstod. ”Nå ja,” sagde han til sidst. Munchau hørte til den slags rygere, der aldrig selv havde cigaretter med; han mente, at købte man dem ikke, så var man heller ikke en rigtig ryger. Tom stak hånden i jakkelommen og trak en pakke Drum-rulletobak frem – et af de få bestandige elementer i hans liv gennem de sidste par år. Inde i pakken lå der en lille blå kuvert med cigaretpapir, og med et par behændige bevægelser fremtryllede han en nydelig, slank røgpind, som han rakte til Henning. Derpå rullede han en til sig selv og tændte dem begge med den samme tændstik.

“Det var sgu lige, hvad jeg trængte til,” sagde Henning med stadig indsugede kinder for at holde det første røgpust tilbage. Han stirrede stift på Tom, som var det første gang, han så ham. ”Det er lang tid siden. Har du det godt?”

”Aldrig haft det bedre.”

”Det er godt.” Henning tog endnu et langt hiv. ”For du ligner lort.”

Tom udstødte et lattergrynt, der udløste et bredt Henning-smil, det samme smil, der havde fået Tom til øjeblikkeligt at kunne lide manden, da de mødtes for første gang for alle de mange år siden. Det og så Munchau-dialekten – et fejlfrit engelsk med klingende australsk accent og et tilsvarende bramfrit ordvalg. Tom havde set det tage form – de havde begge arbejdet ved den australsk-ledede FN-mission i Østtimor. Deres venskab var et af resultaterne af denne oplevelse. Et andet var den juridiske chefrådgivers udvikling til en så usædvanlig skabning som en i Hessen født retslærd med en kæft så bramfri som en Bondi-surfers.

“Så du savner altså ikke det gamle sted? At arbejde for FN-familien og alt det der?”

”Næ, det savner jeg ikke. Nå, Henning, vi er jo begge to travle mænd, så hvad er det, du vil?”

”Det handler om dette – “ hans stemme døde hen. ”Om det, der skete her i morges.”

”Ja, hvad er alt det her for noget? Jeg så politiafspærringen og – ”

”Ved du det ikke? For himlens skyld, Tom, har du ikke råd til en radio med den fede hyre, du får som virksomhedsadvokat? En mand blev skudt her for to timer siden, en formodet terrorist.”

”Okay.”

”Nej, det er ikke okay,” sagde Henning. Han pustede en røgsky ud og kiggede så til højre og venstre. Hviskende og med et intenst blik i øjnene sagde han: ”Det viser sig, at vi fik ram på den forkerte.”

”Han var ikke terrorist?”

”Vi har åbenbart dræbt en gammel pensionist i uldfrakke.”

”Hvad mener du med ’vi’?”

”Du siger ikke et ord om det her til nogen, Tom. Og jeg mener det. Ikke et eneste ord. Medierne ved det ikke endnu.”

“Selvfølgelig ikke.”

“Han blev dræbt af et medlem af vores egen sikkerhedsstyrke.”

”Kors.”

”Ja, kors!” Henning tog et langt, sidste hiv og sugede dermed livet ud af den lille, håndrullede cigaret og smed den fra sig på jorden. ”Det var det rene og skære uheld. Efterretningsafdelingen ved NYPD gav os et tip om en mistænkt, der havde aflagt besøg hos en våbenhandler. Han var iført en stor sort frakke og sort hat. Og det var netop det kluns, den gamle fyr havde på, da han begav sig ud på sin morgenspadseretur.”

”Det var sgu da sort uheld.”

Henning stirrede misbilligende på Tom. ”Tom, det her bliver et af de værste mareridt for FN siden det forbandede olie-for-mad program. Kan du forestille dig, hvad amerikanerne vil bruge det til? Kan du forestille dig New York Post i morgen? ’FN dræber aldrende medborgere på New Yorks gader’.”

”I har oven i købet valgt den perfekte uge til det.”

”Præcis, vi har jo kun alle statslederne lige fra kongen af Preussen og nedad på besøg. Det var nok ikke helt den start, Viren kunne have ønsket sig, vel? At tænke sig at den nye generalsekretær skal bruge hele sin første generalforsamling på at gå på knæ og undskylde.”

”Ved han det?”

”Ja, jeg ringede til dig fra situationscentret. Der har vi siddet den sidste time sammen med hans kabinetschef og alle undergeneralsekretærerne. Generalsekretæren var der ikke; han var ude for at få slikket i røven ved et eller andet society-morgenmadsarrangement. Bygningen er totalt afspærret. Det er kun undergeneralsekretærerne, der får lov til at gå ud.”

”Hvad vil I gøre ved det?”

”Det var netop det, jeg ville snakke med dig om.”

”Åh nej.”

”Hør nu lige, hvad jeg har at sige, Tom. Jeg ved godt, du sagde, at du aldrig ville arbejde for os mere. Og det forstår jeg godt.”

”Udmærket. Så forstår du mig også, når jeg siger: ‘Rart at møde dig, Henning, men jeg bliver nødt til at smutte nu’.”

”Men det er ikke FN-arbejde!”

”Nå, hvem er det så for?”

”Det er for mig. Betragt det som en vennetjeneste. Sådan en har jeg vist ret til at bede dig om.”

Tom granskede Hennings ansigt. Til netop det argument havde han intet svar, og det var også den samme indiskutable kendsgerning, der havde fået ham til at forlade Miranda/Marinas fristelser og tage direkte hertil. Det var sandt – Tom skyldte ham alt. ”Hvad skal jeg gøre?”

”Det viser sig, at det eneste gode ved situationen er, at den døde fyr er britisk.”

”Hvorfor er det godt?”

”Fordi I briter er de eneste, der ikke går bananas, når I hører, at amerikanerne har dræbt en af jeres statsborgere. I Amerika vil man sige, at det var de lyserøde bøsserøve i FN, der sked i nælderne, men alle andre steder vil amerikanerne få skylden. Skydegale cowboyer, og alt det. Men sådan siger den britiske regering ikke. Den synker et par gange og bider det i sig.”

Som brite ville Tom gerne have kunnet sige ham imod, men det kunne han ikke. Han mindedes kampagnen til fordel for løsladelse af de britiske fanger fra Guantánamo. Den britiske regering havde næppe ytret et pip til protest af frygt for at støde amerikanerne.

”Var det da en amerikaner, der skød?”

”Nej. Portugiser. Hedder Tavares.”

Tom fordøjede oplysningerne. “Men hvad vil du have mig til at gøre?” Han kunne levende forestille sig alle de komplicerede formularer, der skulle udfyldes i forbindelse med et drab begået på FN’s internationale territorium. Han kunne se alle de jurisdiktionelle spørgsmål tårne sig op. Hvem skulle stå for efterforskningen? Politiet i New York eller FN’s egen sikkerhedsstyrke? Hvem skulle stå i spidsen for efterforskningen? Men Hennings svar overraskede ham.

”Først vil jeg have dig til at overvåge de betjente, der er sat på sagen. På nuværende tidspunkt har de set liget og ved, at vi har nosset i det. Jeg vil have dig til at kigge dem over skulderen. Bare i dag, jeg har slået i bordet og gjort et stort nummer ud af det, så jeg kan ikke sende en novice hen for at gøre det. Det ville få os til at ligne nogle narrepikke. Få en fornemmelse af, hvad de har gang i, og aflæg så rapport til mig.”

”Og bagefter?”

“Så vil jeg have dig til at dysse sagen ned, Tom. Få den til at forsvinde. Den er simpelt hen for pinlig. Vi skal ikke have den sørgende familie i fjernsynet, så de kan vise billeder af bessefar frem og forlange at få den forbandede generalsekretær og hvem ved ellers bag tremmer. Du skal tage til England, finde familien og gøre det, der skal til, for at bringe sagen ud af verden. Kør på med britisk accent og hele molevitten.”

”Jeg behøver ikke tillægge mig en britisk accent.”

”Det gør bare det hele endnu bedre. Spil den charmerende brite og kom med en overstrømmende undskyldning og en massiv erstatningspakke, hvad som helst. Men intet spil for galleriet, okay? Ingen fotoseancer med generalsekretæren og sådan noget lort. Han er ny. Han må ikke sættes i forbindelse med det her.”

Tom tog et hiv af sin egen cigaret. Det politiske spil var let at gennemskue – ved hans afgang var der ikke flere briter tilbage i kontoret for juridiske anliggender, og det var sikkert bedst at have en udenforstående advokat til at ordne denne sag ’på afstand’, så FN ikke blev smudset til af de kunstgreb, Tom måtte ty til for at opnå et resultat.

Men det kunne næppe kaldes en juridisk topopgave. Han skulle ikke samarbejde med advokater fra udenrigsministeriet eller med diplomater. Han skulle sikkert forhandle med en eller anden sagførerhaj fra London, der var vild i varmen efter at få fingrene i en god slump FN-penge. Det var lidt af en møgopgave hans cv taget i betragtning – elleve år som international advokat for FN og inden da en juridisk karriere indeholdende perioder som procesadvokat for et London-firma og tre år som underviser ved University College London.

”Der findes jo masser af briter, der kunne klare denne opgave, Henning. Måske ikke helt oppe på seniorniveau, men så lige under. Absolut kapable advokater. Så hvorfor lige mig, Henning?”

”Fordi du er driftssikker.”

Tom hævede et øjenbryn – hvis man havde forladt FN, som han havde forladt FN, kunne man vel næppe beskyldes for at være driftssikker. Lad nu være, sagde øjenbrynet. Hit med sandheden.

”Okay, måske ikke driftssikker i gængs forstand, men jeg kan stole på dig.”

Tom skar en grimasse, der sagde, at med smiger kom man ingen vegne.

Henning sukkede opgivende. ”Du ved, hvordan de er – de unge advokater her, Tom. Sådan var vi sgu også selv for ikke så længe siden. Fulde af idealistisk pladder om, at ’FN er den ultimative garant for menneskerettighederne’ og alt det pis.”

”Og hvad så?”

”Det har vi ikke brug for nu. Vi har brug for en, der gør det, der skal gøres.”

”Du har brug for en kyniker.”

”Lad os sige, at jeg har brug for en realist. Desuden er du jo ikke bange for at blæse på ordensreglementet ved visse lejligheder. Og sådan en lejlighed er måske opstået nu.”

Tom forholdt sig tavs.

”Og frem for alt ved jeg, at du vil værne om FN’s interesser.” Antydningen af et smil i Hennings mundvig røbede ham. Han kunne ikke risikere at hyre en britisk advokat, der kunne tænkes – hvordan skulle man formulere det – at tilsidesætte sine professionelle forpligtelser. Der var altid en risiko for, at en brite kunne finde på at ringe til sine gamle kammesjukker i det britiske udenrigs-og commenwealth-ministerium bare for at holde dem underrettet. Frokost på Whitehall, lidt løs sludder, det skete der jo ikke noget ved. Men sådan en risiko løb man ikke med Tom Byrne med afgangseksaminer fra gymnasiet i Sheffield og Manchester Universitet. Med ham kunne man være sikker på, at han ikke ville forråde FN til sit old boys-netværk af den simple grund, at han ikke havde noget old boys-netværk.

”Du kender mig, jeg er en verdensborger.”

”Jeg vidste, jeg kunne stole på dig, Tom.”

”Du gjorde meget for mig, Henning. Det har jeg ikke glemt.”

”Efter det her, så er vi kvit. Helt kvit. Hvilket ikke vil sige, at du ikke bliver behørigt belønnet.”

”Vel ikke de sædvanlige sølle FN-takster?”

”Nej, det her kører på en særskilt konto, Tom. En krisekonto.”

”Så jeg skal altså give familien det, de forlanger.”

”Jeps. Det bliver din opgave at sørge for, at ingen efter i dag får et ord mere at høre om den gamle døde mand. Når han bliver begravet, skal hele denne affære begraves sammen med ham.”