Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 12

Kapitel 7

Tom forstod, at NYPD havde givet sagen topprioritet – det vidnede udpegelsen af summa cum laude Sherrill som efterforskningsleder om. Han forstod også udmærket, hvorfor de havde gjort det – på grund af målets store symbolværdi måtte New York bys politiske ledelse nødvendigvis iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af selv et fejlagtigt formodet terrorangreb. Men alligevel var det svært ikke at lade sig imponere over at se hele apparatet sat i sving.

Da Sherrill vendte tilbage til det improviserede telt, var liget allerede gemt væk i en lynlåspose og afsendt til retsmedicinsk afdeling. Obduktionen ville blive udført øjeblikkeligt og de foreløbige resultater ligge klar om få timer. Sherrill gjorde tegn til en af de mange politibiler, der stadig holdt i tomgang foran FN-bygningen. Bilens fører var tydeligvis hans personlige chauffør, og Sherrill opfordrede Tom til at slutte sig til ham på bagsædet. Tom ville gætte på, at det ikke var sådan, at NYPD efterforskede et almindeligt narkodrab i Brownsville. Turen var kort, et hurtigt smut hen ad First Avenue, det, der engang havde været Toms daglige tur hjem. Trafikken var nu i gang igen, folk var ude at shoppe. For dem havde nedskydningen i FN blot været noget nu overstået morgenbesvær. Umiddelbart forbi Bellevue Hospital bankede Sherrill chaufføren på skulderen og sprang ud, da bilen gjorde holdt. ”Sædvanligvis får ingen lov til at overvære en obduktion,” forklarede han Tom. ”Men jeg synes ikke, at et resultatark giver dig det fulde billede. Og de siger ikke nej til førsteklasses-detektiver.”

De ventede kun nogle få øjeblikke ved receptionsskranken, inden en midaldrende dame iført operationsdragt dukkede op. Da Sherrill præsenterede Tom, sendte hun ham et blik, som han tolkede som: ’Udmærket, hr. FN-advokat. Håber, du kan klare mosten ...’

Hun åbnede et par dobbeltdøre ved at trykke en kode på et tas­tatur og førte dem først ned ad en gang og derpå hen ad en anden. Der stank ikke af råddent kød. I stedet fik han gennem en halvåben dør et flygtigt glimt af et kontor med alle de sædvanlige ting – fjollede pyntegenstande, inklusive en vildfaren snor, der førte op til en slasket heliumballon, og han kunne høre lyden af en radio, der var tunet ind på en eller anden Lite FM-station. Til sidst førte hun dem ind på det, der lignede en hospitalsgang. Lugten af desinficerende midler var stram.

”Godt, lad os tage dem her på.” Hun rakte dem begge en grøn operationskittel og grønne hætter, trak et grønt forhæng fra og afslørede dermed en uformelig klump på en båre under et groftvævet lagen.

Hun flyttede et par briller fra issen ned på deres plads på næsen. ”Så langt nåede jeg, inden jeg blev så groft afbrudt.”

Liget lå på siden, en kæmpestor klump hvidt kød som bugen på en fisk, men nu med et grønligt skær. Var det lyset, der reflekteredes fra forhænget? Tom vidste det ikke. Sært nok fandt hans blik først frem til det intakte kød. Såret, det forrevne hul i ryggen omgivet af flossede røde trevler, så han først senere, og da han først havde set det, kunne han ikke rive blikket løs igen. Det var hullets dybde, der chokerede ham, dets dybe, røde dybde.

”... resulterende i alvorlige skader i brystet, et knust skulderblad, en perforeret lunge og et sprængt højre hjertekammer ...”

Tom hørte ikke efter. Han stirrede stadig ind i den mørkerøde, gabende åbning med det nu størknede blod. Som ved et hul i en gipsvæg var kanterne ødelagte og flossede, som om en knytnæve havde hamret lige igennem den.

”Lad mig vende ham for jer.”

De to mænd havde stået over for patologen med liget liggende imellem dem og hende. Nu gik de hen og stillede sig ved hendes side. Liget lugtede endnu ikke, men alene synet af det gjorde sin virkning. Tom kunne mærke en antydning af kvalme.

”Her kan I se udgangshullet. Hvilket betyder, at I skal lede efter en kugle.”

Tom fokuserede på den døde mands ansigt. Pasfotoet måtte være blevet taget for nyligt; hovedet var stadig fyldigt og rundt, hårdt som en billardkugle. Han overvejede at røre ved manden og rakte hånden frem.

”Lad være!”

Han kiggede op på patologen, som holdt to latex-behandskede hænder i vejret. ”Du har ikke handsker på.”

Tom veg tilbage og benyttede lejligheden til at stille et spørgsmål. ”Må jeg se hans øjne?”

Hun trådte frem og trak uden tøven først det ene og derpå det andet øjenlåg tilbage, lige så ufølsomt som så hun til en grillkylling.

Et kort sekund blev den ubevægelige klump døde kød, en slagtervare, atter forvandlet til et menneske. Det var, som om øjnene stirrede direkte ind i Toms. Men hvis de sagde noget, forstod Tom det ikke. Øjeblikket var for kort.

”Undskyld, men må jeg se øjnene igen?”

”De er ret usædvanlige, ikke?”

Tom havde ikke bemærket det første gang, men idet hun atter trak begge øjenlåg tilbage og holdt dem fast med sine latex-tommelfingre uden at give slip, så han straks, hvad hun mente. Farven var skarp og gennemborende blå.

“Han var stærk, var han ikke?” Tom pegede på den døde mands kraftige overarme. Da hans egen far passerede de halvfjerds, var hans arme blevet magre, så huden til sidst hang og slaskede. Men dette lig havde stadig biceps.

”Ja, det må du nok sige. Bare se her.” Hun trak resten af lagnet tilbage og afslørede dermed en slatten penis, med slapt hængende forhud. Derpå prikkede lægen til mandens tykke lår – slagterbutikken igen. ”Det er nogle seriøse muskler.”

”Og det er usædvanligt for en mand i hans alder?”

”Højst usædvanligt. Han må have været lidt af en fitnessfanatiker.”

”Hvad med det der?” Det var Sherrill, der var bange for at blive glemt og lige måtte minde Tom om, hvem der bestemte. Han pegede på et stykke metal, der med en bandage var fastgjort til mandens venstre ben som en fodboldbenskinne.

”Det ser ud til at være en slags støtte. Den er ret usædvanlig. Når man bruger metalplader inden for genopbygningskirurgi, indsættes de som oftest under huden. Denne er tydeligvis midlertidig. Måske blev den brugt som en skinne efter en muskelforstrækning. Men det er nu lidt sært at bruge metal. Men alt det får vi nok opklaret, når vi har set afdødes lægejournal.”

”Hvad med det der?” spurgte Sherrill, idet han pegede på den livløse venstre fod. Der var en storetå og tåen ved siden af, men de resterende tre manglede.

”Så langt var jeg ikke nået endnu,” sagde lægen med en irritation, der frydede Tom. Hun gik ned for enden af båren, så hun kunne se foden ovenfra. ”Det er gamle kvæstelser,” sagde hun. ”Måske en arbejdsskade, han pådrog sig som ganske ung.”

”Kan De se, hvor gammel skaden er?”

“Lad os sige det sådan her – jeg tror ikke, at det spiller den store rolle for vores undersøgelse. Min vurdering er, at denne skade er mindst tres år gammel.”