Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 8

Kapitel 3

Det tog et stykke tid for FN-generalsekretærens kabinetschef at få kaldt sammen til mødet. Ud over Munchau og hans kolleger i sikkerhedsorganisationen, de højst placerede embedsmænd i FN, havde elitekvintetten af UGS’er – undergeneralsekretærer – alle været undervejs til FN-bygningen, da skudepisoden fandt sted. (FN-arbejdet trak som oftest ud til sent på aftenen, til gengæld startede det ikke specielt tidligt om morgenen). Takket være afspærringen af First Avenue nåede ingen frem til FN-hovedsædet før omkring klokken ti.

Men nu var alle langt om længe samlet i situationscentret. De mere kynisk anlagte folk i bygningen trak lidt på smilebåndet over navnet. Dette tophemmelige, pansrede mødelokale var bygget efter den 11. september og var en tyk efterligning af det legendariske situationsrum i Det Hvide Hus. Men selvfølgelig ville FN ikke tages i at efterligne amerikanerne – det ville USA’s mange fjender i FN ikke bryde sig om. Og amerikanerne skulle heller ikke tro, at FN’s generalsekretær havde fået nykker og så sig selv som den amerikanske præsidents ligemand. Derfor havde FN ikke noget situationsrum, men et situationscenter, og det gjorde en betragtelig forskel.

Midt i centret stod et massivt, poleret bord, og ved hver plads omkring det var der diskret anbragt kontakter og afbrydere, der muliggjorde enhver form for kommunikation, inklusive simultantolkning. Over for bordet var der en væg udstyret med avanceret videomødeudstyr – seks brede plasmaskærme, der hurtigt via satellit kunne kobles på sikre forbindelser til FN-bygninger rundt omkring på hele kloden. Generalsekretæren var på farten mindst fire måneder om året, men situationscentrets eksistens gjorde, at han ikke altid behøvede at forlade New York, hvis han ønskede sig en fortrolig samtale med sine folk. Og frem for alt skulle centret benyttes, hvis katastrofen ramte.

Denne gang var der imidlertid ikke brug for videoforbindelserne – faren befandt sig lige her i New York. Kabinetschefen, der var fra Finland ligesom sin chef, lagde ud med at forklare, at bygningen var delvist nedlukket, og at adgang og udgang kun kunne ske efter tilladelse. Ingen ville blive lukket ind eller ud uden utvetydig tilladelse fra FN’s juridiske kontor. Denne aftale var blevet indgået med NYPD, der ønskede at afhøre alle vidner, om det så indebar afhøring af hele FN’s medarbejderstab.

Kabinetschefen fortsatte med at bekræfte, at generalsekretæren ikke selv havde været til stede i bygningen, da episoden fandt sted. Han havde deltaget i et morgenmadsarrangement til hans ære på Four Seasons og var nu på vej hertil i bil gennem den forskrækkelige trafik. Han havde sagt til sit publikum, at han havde truffet en bevidst beslutning om ikke at afbryde det planlagte arrangement – det modsatte ville være ’at gøre knæfald for de personer, der ønsker at ødelægge vores måde at leve på’. Dette havde åbenbart udløst klapsalver, men det fik Henning Munchau til at krympe sig. Ikke alene fordi det lød som en grov leflen for New Yorks indbyggere med sin gengivelse af deres egen trodsige retorik efter 9/11, og heller ikke fordi han mente, det ville have været smartere af den nye generalsekretær at bakke op omkring sin egen flok, når den nu tilsyneladende kom under angreb, men frem for alt fordi generalsekretæren nu havde skabt et skel mellem offentlighedens opfattelse af morgenens hændelse – et modigt afværget terroristanslag – og det, Henning vidste, var sandheden.

Kabinetschefen forklarede, at teknikerne arbejdede på at komme igennem til generalsekretæren via højttalertelefon.

”I mellemtiden foreslår jeg, at vi får fod på kendsgerningerne og udarbejder nogle valgmuligheder, som vi kan præsentere for generalsekretæren. Må jeg begynde med dig, Henri?”

Undergeneralsekretæren med verdensomspændende ansvar for FN-personalets tryghed og sikkerhed måtte kigge ned på de noter, han hastigt havde nedkradset, da han blev orienteret af vagtkommandøren, og oversatte fra sit eget håndskrevne fransk:

”Vi har fået at vide, at en mand blev skudt klokken 8.51 af et medlem af FN’s sikkerhedspoliti foran besøgsindgangen mellem 3. og 36. gade. Han blev overvåget af en efterretningsenhed ved NYPD, der kontaktede os, idet de havde grund til at antage, at manden udgjorde en umiddelbar trussel mod FN. Disse oplysninger blev videregivet til vagtkommandøren, og han gav dem videre til de tjenstgørende vagter, inklusive den betjent, der affyrede sit våben i den tro, at manden var en selvmordsbomber.”

”Og er manden død?”

“Ja.”

“Og ved vi mere end det? Er bygningen i fare?”

“Nedlukningsproceduren blev fulgt til punkt og prikke. Bygningen er nu sikker. Vi har ingen grund til at tro, at dette var startskuddet til en række angreb.”

”Og hvorfor ikke det?”

Henri Barr tøvede. Han kiggede over på Henning, der gav et lille nik. “Fordi vi har en stærk mistanke om, at den dræbte mand ikke passer til den profil, som NYPD har stykket sammen.”

”Og hvad fanden skal det sige?” Det var undergeneralsekretæren for humanitære anliggender. En hvid tidligere kommunist fra Sydafrika, der havde skabt sig et navn i anti-apartheid-bevægelsen. Hans vrøvledetektor var kendt for at være rimelig fintfølende.

”Det betyder, at manden, der blev skudt, var gammel.”

”Gammel?”

”Ja, det var en meget gammel mand.” Barr løb tør for luft ved sætningens slutning og gispede efter vejret. ”Men hans påklædning passede til beskrivelsen og så ud til at stemme overens med en selvmordsbombers påklædning.”

”Åh, hold op. Han var klædt som en selvmordsbomber, og derfor skød vi ham?”

Kabinetschefen lagde sig imellem. Dette var ikke den rette lejlighed til at vise sig eller skændes, selv om han kunne mærke adrenalinen koge i lokalet. ”Når du siger ’gammel’, Henri, hvad mener du så?”

”Vi skyder på omkring de halvfjerds, måske ældre.”

”Og lignede han overhovedet en muslim?” Det var det spørgsmål, flere af dem havde ønsket, men ikke vovet, at stille. Men Anjhut Banerjee, den indiske undersekretær for fredsbevarende operationer, besad ingen af de andres hæmninger.

”Nej,” sagde Barr og kiggede ned på sine notater. ”Tilsyneladende ikke.”

”Du gode gud,” sagde Banerjee og lod sig falde tilbage i stolen. ”Du er vel godt klar over, hvad det kommer til at betyde, ikke?” sagde hun med blikket rettet direkte mod kabinetschefen. ”Jeg var i London, da politiet skød og dræbte en brasiliansk elektriker på et tog, fordi de syntes, han lignede en selvmordsbomber. En fuldkommen uskyldig mand.” Hun udstødte et skarpt suk, der skulle tolkes som: ’Vi kommer til at få på pukkelen, så det svier’.

”Hvor sårbare er vi, Henning?” Kabinetschefen kiggede over mod advokaten.

”Tænker du på erstatningsansvar?”

”Ja.”

”Det kan vi undersøge, men jeg synes ikke, vi skal hænge os for meget i erstatningskrav og deslige. Det er ikke problemets kerne.” Han tav og tvang manden for bordenden til at presse ham.

”Hvad er så problemets kerne?”

”Det samme som ved de fleste andre juridiske problemer i huset her. Det er ikke juridisk. Det er politisk.”

“Og hvad foreslår du, at vi gør ved det?”

”Jeg tror, jeg ved nøjagtigt, hvad der skal gøres. Og endnu bedre, jeg kender præcis den rette mand til jobbet.”