Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 17

Kapitel 12

Mit navn er Gershon Matzkin, og jeg blev født i Kruk i Litauen. Mit britis­ke pas angiver, at jeg er født i Kaunas, fordi Kruk er sådan en lille by, som ingen har hørt om. Og også fordi navnet på det sted burde være tusinde gange forbandet, og det er bedst, at det aldrig nævnes på skrift.

Jeg var det andet af Reuben og Rebecca Matzkins fire børn. Jeg var anderledes end de andre. Ikke kun fordi jeg var den eneste dreng. Men de havde mørkt hår og lange næser. Jeg havde lyst hår og en lille næse. Og blå øjne. Jeg lignede overhovedet ikke en jøde.

Min far plejede at spøge med, at min mor måske havde været lidt for venlig over for landsbyens gedehyrde. Han kunne spøge med sådanne sager, fordi han vidste, det var umuligt. Nu om dage vil man sige, at mine gener var anderledes, muterende. Men hvem kendte til sådanne ting dengang?

Jeg blev født for tidligt. Min krop var lillebitte, som var jeg endnu ikke rede til livet. Jeg var så skrøbelig, at jeg forblev indhyllet i tæpper, indtil jeg var næsten to år gammel. De troede, jeg skulle dø. Da jeg var otte dage gammel, sagde rabbien, at jeg var for svag til brit milah, for svag til at blive omskåret. Bagefter, på grund af alle de ting, der overgik min familie, blev det udskudt. Måske brød min mor sig ikke om at tænke på det. Og så var det for sent.

I den lille landsby, hvis navn jeg ikke ønsker at nævne, boede der ikke mange jøder, måske en lille snes familier. Vi gjorde ikke noget væsen af os, forsøgte at klare dagen og vejen. Men nu og da opstod der problemer ...

Jeg var bange, endnu inden det begyndte. I den alder – jeg var måske seks år gammel – var lyden af regn mod vinduerne nok til at skræmme mig. Jeg kunne godt lide sne, og den havde vi masser af, men regnens trommen mod ruden gjorde mig bange – det lød som fingre, der bankede på og forlangte at blive lukket ind. Det regnede ikke den nat, men der var bælgmørkt, og det skræmte mig også.

Men denne nat var jeg ikke den eneste, der var bange. Også mine søstre var vågne og græd. De lokale litauere løb gennem gaderne, hvor de få jøder boede, og bankede på dørene, idet de råbte: I slog Kristus ihjel! Kom ud, i Kristus-mordere!

Dette skete nu og da, især omkring påsketid. Selv dengang, hvor jeg blot var et barn, kunne jeg høre deres stemmers slørede klang. De var fulde, utvivlsomt af vodka, men også af had. Gennem deres tro havde de fået indpodet et had til jøderne, der havde vokset sig stort gennem de sidste to tusinde år. I dag ved jeg, at jeg den dag blot var bange.

Der var flere stemmer end vanligt. Vi ventede på, at de skulle dø hen, efterhånden som de passerede forbi, men det gjorde de ikke. De forblev høje og tydelige. Min mor sad på sengen hos os – vi fire børn delte en enkelt seng dengang – og bød os være stille. Hun sad med min yngste søster, lille Rivvy, i sine arme og sang en gammel sang på jiddisch:

Dos tzigele is geforen handlen

Dos vet zein dein beruf

Rozinkes mit mandlen

Shlof-zhe Yidele, shlof.

Det betyder:

Den lille ged drog ud for at lede

Som du selv en dag vil gøre

Med sig tog den rosiner og mandler

Sov, lille barn, sov.

Mændene udenfor brølede stadig, Zhid! Zhid! Jøde! Jøde! Men hun blev ved med at synge den sang. Shlof-zhe Yidele, shlof. Somme tider, selv i dag, når jeg mindes alt det, der siden skete, hører jeg atter denne sang.

På det tidspunkt anede ingen af os, hvad der foregik udenfor. Min mor troede, at min far stod nedenunder og kiggede ud ad en sprække i gardinet og ventede på det øjeblik, hvor bøllerne ville begynde at kede sig og traske bort. Hun havde delvis ret; det var derfor, han var gået nedenunder – for at kunne holde øje og fortælle os, hvornår kysten var klar. Men så havde noget fanget hans øje. Han havde set røg sive ud fra laden.

Vi var ikke bønder, men som de fleste folk i landsbyen havde vi et par dyr, nogle høns og en ko. Og nu, sent om natten, kunne min far se røg. Mændene fra byen måtte have smidt en fakkel ind i laden. Hans eneste tanke var at redde dyrene. Så han løb ud i laden.

Jeg ved ikke, hvornår det gik op for min mor, hvad der var sket, men pludselig kaldte hun: ”Reuben?” Så opdagede hun de første orange flammer. ”Reuben!” Da der ikke kom noget svar, smed hun Rivvy fra sig, som var hun en kludedukke, og løb ned ad trappen. Vi så til oppe fra vinduet, da hun løb ud af huset og hen mod laden. Jeg var så bange, at jeg holdt op med at græde.

Vi så hende rykke i noget, hun stod helt sammenkrummet, som trak hun en sæk korn ud fra laden. I mørket var det næsten umuligt at se, at hun i virkeligheden trak i en mands ankler. Hannah var den første, der genkendte skikkelsen. ”Det er far,” sagde hun.

Vi fandt aldrig med sikkerhed ud af, hvad der var hændt ham derinde. Måske havde røgen overmandet ham. Måske havde han stødt sit hoved mod en træbjælke. Måske var en af de bøller, der ledte pogromen, fulgt efter ham derind og havde banket ham. Men hvad der end var sket, kom min mor for sent.

Hun blev aldrig den samme igen. Hendes hår blev gråt, og hun lod det hænge løst; undertiden var hendes tøj beskidt. Hun havde den samme nederdel og bluse på i dagevis. Hun lo aldrig mere, og når hun smilede, var det et underligt, forvrænget smil, skævt af fortrydelse og sorg. Og hun sang aldrig vuggevisen mere.

Hun bestemte sig for, at vi ikke længere kunne leve i den by, hvis navn hun aldrig udtalte højt. Hun havde en fætter, der engang havde boet i Kovno, så dér flyttede vi hen. Hun mente, det var bedst at være i en stor by, et sted, hvor vi ikke skilte os ud. Et sted, hvor vi ikke bare var nogle få jøder, men tusindvis af os. Hun troede vel, at jo flere vi var, jo tryggere kunne vi være. Så vi drog til Kovno. Kigger du på et kort i dag, opdager du, at den by slet ikke findes. I dag kaldes den ved dens litauiske navn: Kaunas.

Vi ankom, da jeg var otte år gammel, og jeg har glade minder fra vores første to år dér. Mine søstre og jeg gik i skole, og jeg opdagede, at jeg var god til sprog. Min lærer sagde, at jeg havde øre for det. Russisk, og især tysk. Jeg syntes, det var let. Jeg skulle blot høre et ord en enkelt gang for at kunne huske det. Selvfølgelig var ’brød’ Brot. Hvad kunne det ellers være? Brikkerne passede sammen som i et puslespil. Jeg sugede til mig.

I Kruk havde vi kun holdt ved de vigtigste jødiske traditioner, og – hvilket min egen penis gav vidnesbyrd om – ikke engang dem alle. Vi tændte lys fredag aften for at markere starten på sabbatten, men så heller ikke meget andet. Men i Kovno var det anderledes. Næsten en fjerdedel af byens befolkning var jøder, og i det kvarter, vi boede, var alle jøder. Der var synagoger på hvert gadehjørne, jiddische skoler, hebraiske skoler, et berømt religiøst akademi, yeshia’en på Vilijampole, selv et jødisk hospital. Der var folk, der lærte mig at sige Kaddish, mindebøn, for min far. Vi følte os ikke fremmede, selv om jeg så sådan ud.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at min mor var glad, men det var hun ikke. Vi boede i et par lejede værelser på Jurbarkogade. Jeg ved ikke, hvordan hun betalte for dem. Værelserne var mørke, selv når solen skinnede udenfor. Jeg mindes, at blikket i min mors øjne dengang altid var tomt.

Og så, en dag i 1940, vajede et nyt flag.

Det var en glohed dag, solen var så varm, at det føltes, som om den ville udtørre fugten fra det, der havde været en lang vinter. Vi legede som vanligt på gaden; jeg fulgte i Hannahs fodspor, mens mine søs­tre hinkede. Jeg var den første, der bemærkede det. Jeg pegede op på et mørkerødt flag, der blafrede i brisen. Jeg kunne ikke helt se, hvad det gyldne symbol i det øverste venstre hjørne forestillede – jeg spekulerede på, om det mon var et bogstav på et fremmed sprog. Senere fandt jeg ud af, at det var industriarbejderens og landmandens arbejdsredskaber, hammer og segl.

Russerne var kommet for at indlemme Litauen i Sovjetunionen.

I skolen virkede lærerne nervøse. Min russisklærer forsvandt. Hannah forklarede mig, at russerne arresterede folk. De lukkede nogle af de jødiske bygninger, fordi de var imod ’revolutionen’, hvad det så end var. Hannah hørte, at nogle af mændene blev ført til Sibirien. Hun sagde, at det var det koldeste sted på jorden. Jeg forestillede mig mændene stå på en kæmpe flage af hvid is, skælvende som pingviner.

Vi var bange for russerne, men alligevel var det ikke dem, der skræmte os mest. For snart fandt vi ud af, at kommunisterne mødte modstand fra lokale litauere, der var fast besluttede på at sparke sovjetrusserne ud af deres land. Det var disse folk, der skræmte os. Vi huskede fra Kruk, hvordan disse mænd kunne opføre sig, hvis de først blev vrede og ophidsede.

En dag så jeg pigerne hviske sammen. Til at begynde med ville de ikke lade mig se, hvad det var, de alle sad og så på. ”Nej, han siger det til mor,” sagde Rivvy.

”Siger hvad til mor?”

”Ingenting.”

“Hvad er det, I sidder med?”

Langt om længe gav de efter. Hannah fik mig til at sværge på at holde det hemmeligt, hvorpå hun viste mig den. Det var en pamflet, hun havde fundet på gaden. I den stod, at det var jøderne, der var skyld i kommunisternes besættelse af Litauen. Havde det ikke været for jøderne, var vi et frit folk!

Hviskende udstedte Hannah ordrer. ”Mor må aldrig få den at se.” Jeg var endnu ikke fyldt elleve, og jeg kendte intet til kommunisme eller besættelse, men jeg forstod, at min mor var skrøbelig – som en skåret kop, der ikke må tabes. Og det lykkedes for os. Hun fik aldrig pamfletten at se.

Et år efter troede jeg, at vores problemer var forbi. I skolen meddelte vores rektor, at russerne var rejst. De var simpelt hen flygtet. Godt, tænkte jeg, så behøver litauerne ikke at være sure på os, jøderne, for at have bragt sovjetrusserne til landet. Men rektoren virkede mere bekymret end nogensinde.

Det var i juni 1941. Det var først, da rektoren holdt op med at tale, og da jeg hørte drengene i min klasse snakke, at jeg forstod, at russerne ikke bare var rejst, fordi de ville lade os være i fred. De var forduftet, fordi de var bange; tyskernes invasion af Sovjetunionen var begyndt.

Dagen efter stod jeg og spillede bold ude på gaden sammen med to skolekammerater. Pludselig lød der støj – først langt borte, lyden af fjerne fløjter og svage trommer. Vi troede, at folk festede, at det var et marchorkester, der gik gennem gaderne, fordi russerne var væk. Men så kom der nye lyde – kvinder, der skreg, og børn, der græd. Min ven tog sin bold og stak af. Jeg blev stående en fire-fem sekunder, før en mand greb mig om håndleddet og sagde, jeg skulle forsvinde fra gaden. ”Gå hjem,” sagde han. ”Gå hjem nu!” Jeg må have set dum og uforstående ud, for han stirrede hårdt på mig. ”Pogrom,” sagde han. ”Pogrom.”

Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, hjem til Jurbarkogade. Skrigene blev højere, litauerne fejrede russernes tilbagetrækning på den bedste måde, de vidste – ved at angribe alle jøder, de stødte på. På Kriščiukaičiogade så jeg en mand blive trukket ud af sin forretning ved øret; tre mænd begyndte at slå løs på ham; igen og igen regnede slagene ned over hans hoved. Jeg så andre jøder blive slæbt af sted af to overfaldsmænd. Jeg ved ikke, hvor disse jøder blev ført hen, eller hvad der siden hændte dem. Men jeg kan gætte mig til det.

Litauerne havde underlige uniformer på, uniformer, jeg aldrig før havde set. De var sorte, med det litauiske flag på ærmet, som et armbind. Jakkerne var ikke ens alle sammen ligesom rigtige soldaters uniformer. Og mændene marcherede ikke på geled, men stormede rundt i gaderne, mens de skreg deres slagord: ”Jøderne og kommunisterne har bragt skam over Litauen.”

Senere fandt vi ud af, at de førte dusinvis af jøder hen til garageanlægget Lietūkis, der lå midt i Kovno. Dér dræbte de hundredvis af mænd. Senere, i en bog, læste jeg, at på en enkelt nat, startende om aftenen den 25. juni 1941, blev over femten hundrede jøder dræbt. De nedbrændte mange synagoger, og i en bydel blev tres huse brændt af. I løbet af de næste nætter dræbte de adskillige flere af os. I bogen står der to tusinde tre hundrede. Dengang kendte vi ikke tallene. Vi vidste bare, hvad vi kunne se.

Jeg spænede af sted, så hurtigt jeg kunne, pilede ind og ud ad passager og ned ad smalle gyder for at undslippe mændene i sort. Jeg troede, at fangede de mig, ville de tæve mig. Jeg var jo alligevel elleve år nu, og jeg var høj; de kunne tænkes at opfatte mig snarere som en mand end et barn. Og de vidste sikkert også, at jeg var jøde.

Lige uden for den blok, hvor vi boede, løb jeg på mine søstre. Hannah var så lettet over at se mig, at hun knugede mig ind til sig i en hård, lang omfavnelse. Hun gennede os ind i bygningen og op ad trappen, så vi kunne advare vores mor om, hvad der skete. Vi ville fortælle hende om det, vi lige havde været vidne til, de forfærdelige ting, der skete. Men hun vidste det allerede.

Jeg forstod, hvad der var sket, da jeg hørte Hannahs skrig. Så dæmpet, som var hun blot en lille pige, hvilket jeg som den voksne mand, jeg er i dag, godt ved, at hun jo var. Hun forsøgte at holde os tilbage, at forhindre mine søstre og mig i at se det, men det var for sent. Jeg så det, og jeg kan aldrig glemme det, jeg så.

Min mors fødder hang i luften, hendes krop dinglede fra en bjælke i loftet. Hun hang der og svingede som et pendul i et ur – et ur, der sagde, at vi var nået til tidens ende.