Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 20

Kapitel 15

Jo mere Tom læste af Gerald Mertons livshistorie, jo mere opdagede han, at han tænkte på Rebecca. Hvor ironisk at en kvinde, der syntes at boble og vibrere af liv, som holdt hun låg på en nærmest vulkansk vitalitet, var opstået af en verden gennemsyret af død. Hun var endda opkaldt efter en mor, der havde hængt sig selv.

Han forsøgte at fokusere på sin opgave, på det stykke arbejde, Henning Munchau havde bedt ham om at udføre. Men det var ikke til at komme udenom, den snare, han skulle redde FN ud af, strammede yderligere til. De havde ikke blot dræbt en overlevende fra Holocaust, men tilsyneladende også en af dens helte, den unge dreng, der i forklædning var rejst gennem det besatte Europa og havde spredt budskabet om nazisternes plan om at udrydde jøderne.

Og Tom havde beskyldt ham for at være selvmordsbomber. Gudskelov havde han holdt sin første indskydelse for sig selv – at den gamle mand, født i Kaunas, var en slags baltisk krigsforbryder, der havde søgt asyl i Storbritannien efter krigen. Han havde været lige så dum som de tyske og litauiske vagter, Matzkin igen og igen havde undveget – på retsmedicinerens båre havde han set ligets blå øjne og uomskårne penis, og det var overhovedet ikke faldet ham ind, at manden, han stod og betragtede, kunne være jøde.

Hans telefon ringede – et New York-nummer. Hvis det var Henning, ville han forklare ham omfanget af problemet og bede om mere tid. Det ville kræve behændigt diplomatisk fodarbejde, hvis dette ikke skulle forvandle sig til et dødeligt stød mod de Forenede Nationers rygte.

“Tom Byrne? Det er Jay Sherrill. Jeg har nogle nyheder.”

“O.K.”

“Kan du huske New York-nummeret på mobiltelefonen? Det tilhører russeren, våbenhandleren.”

”Er det sandt? Du milde!”

”Ja, jeg ved det. Det er helt utroligt, ikke sandt? Men det er ikke det hele. I nattens løb fik jet et hold til at gennemsøge Mertons hotelværelse – gulvbrædder er blevet skruet op, hele molevitten. Og de fandt en skjult genstand i et hulrum i væggen ude på badeværelset. Lige ved siden af ventilatoren. Meget professionelt skjult.”

”Hvad var det?”

”En avanceret, kompakt revolver af plast. Russisk fremstillet. 375 Magnum kaliber. Det er en pistol, der fremstilles og sælges specielt til at undgå opdagelse af sikkerhedsscannere. Det eneste, man behøver at skjule, er stålindsatsene og patronerne; selve pistolrammen slipper ubemærket igennem. Det er åbenbart lejemordernes foretrukne legetøj.” Tom kunne høre Sherrill more sig over sin egen lille spøgefuldhed.

”Lige et øjeblik, Sherrill. Der lød et bip fra BlackBerryen som tegn på et ventende opkald. Tom kiggede på displayet; det var et London-nummer, han ikke genkendte.

”Tom Byrne? Det er Rebecca Merton. Du bliver nødt til at komme herhen lige med det samme. Hørte du, hvad jeg sagde? LIGE MED DET SAMME!”