Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 9

Kapitel 4

Tom Byrne vågnede med et sæt ved en både uvant og ubehagelig lyd. Hvis han i det hele taget stillede vækkeuret nu om dage, brugte han sin iPod, der stod i sin Bose-dockingstation på sengebordet, og vågnede dermed op til de søde toner af en sang fra sin egen samling. I går havde Frank Sinatra sunget morgenen ind med sin serenade I’ve Got You Under My Skin. Det var i sandhed en forbedring i forhold til den måde, han plejede at starte sin dag på – til BBC World’s forbandet kedelige kværnen.

Men denne larm var værre end radioen. Det var en gentaget kimen med en lang, rungende efterklang, så lyden blev hængende i luften. Tom kunne mærke sit hjerte dunke i brystet. Og så fik han øje på skurken – hans nye håndholdte BlackBerry-computer, frisk fra æsken i går. Han havde ikke fået sat den på lydløs.

Han så på uret med sammenknebne øjne. Den var halvelleve om formiddagen. Det var okay. Han var ikke kommet i seng før klokken fem om morgenen, fordi han natten igennem havde arbejdet med Dubai-kontrakten. Men så kom han i tanke om, at han jo ikke havde tilbragt hele natten med at arbejde.

”Hej, Miranda. Opsedasse.”

Der lød en stønnen fra bunken af brunt hår, der lå bredt ud over puden ved hans side, efterfulgt af et løftet hoved og en grynten: ”Jeg hedder altså Marina.”

”Undskyld.” Tom svingede benene ud over sengekanten og gik hen og lindede på persiennen. ”Okay, Marina, så er det ud af fjerene.”

Kvinden i sengen satte sig op og skærmede sine øjne for den stærke sol med hånden. Hun gjorde ikke anstalter til at dække sig til, så Tom fik et godt kig i dagslyset på de yppige bryster, han havde fornøjet sig med blot nogle få timer forinden. Måske havde unge Upper West Side-brunetter deres fejl, men lige nu kunne han ikke se nogen. Måske kunne han smutte tilbage i seng en halv time mere ...

BlackBerryen gav igen lyd fra sig – en enkelt skinger kimen, der varslede ankomsten af en talebesked. Det måtte være hans klienter – han havde sendt dem det første udkast til kontrakten midt om natten, og nu forlangte de allerede ændringer! Hvad man end ellers måtte mene om mafiaen, så var de flittige – det måtte man lade dem!

Hans klienter var det, man kaldte en ’familie af italiensk-amerikansk afstamning med lange og historiske rødder inden for New Yorks bygningsindustri’ – hvis man altså var deres advokat. De søgte nu at komme ind på ejendomsmarkedet i den Persiske Golf, og det var alt sammen lovligt og legitimt, men der var bare en ordentlig bunke internationale papirer, der skulle indsendes først. En ven til en ven havde anbefalet ham, og familien var glad for ham – de kunne godt lide at blive repræsenteret af en international advokat med adskillige års ansættelse ved FN på sit cv, og han var glad for dem, idet han på en uge tjente mere end det, han havde tjent på et helt år, da han arbejde for de blåhjelmede i FN-bygningen.

Han så til, mens Marina smøg sig ud af sengen, og nikkede hende hen mod brusebadet, hvorpå han atter kiggede ned på BlackBerryen. 1 ubesvaret opkald. Han trykkede og så et enkelt navn dukke op: Henning.

Det kom som lidt af en overraskelse. Henning Munchau, juridisk rådgiver ved FN, havde kun sjældent ringet til Tom fra sin personlige mobil, selv da Tom arbejdede for ham. Og det var over et år siden.

Tom ville først lytte til beskeden, inden han ringede tilbage – en vane, han havde tillagt sig hos FN, en institution, hvis organisationsprincip kunne nedkoges til tre ord: vent og se. Hans tidligere jeg havde altid utrolig travlt, men Tom havde lært af de bedste, at det godt kunne betale sig at tage sig god tid, at give sig selv ro til at tænke, at lade den anden melde først ud, selv – især – når den anden var din chef. Eller tidligere chef. Nogle få sekunders betænkningstid kunne betyde alverden til forskel. For fanden, reglen gjaldt endda tomandssamtaler derovre. Harold Pinter kunne have skrevet dialogen, når FN-embedsmænd tav for at læse hinandens ansigtsudtryk og udlede hinandens bevæggrunde.

”Hej Tom, der er Henning. Vi må tale sammen. Jeg ved godt, hvad du sagde om ... Mød mig på cafeen, så hurtigt du kan. Tom, jeg ... ring ikke tilbage.”

Ikke engang et ’det er længe siden’, dumme skid.

Så FN’s højst rangerende advokat ønskede altså at drøfte et emne, der var så følsomt, at han end ikke turde nævne det i telefonen eller i sin egen bygning. Men det var ikke den store nyhed – alle vidste, at der ikke blev sagt et ord i FN-hovedkvarteret, uden at andre ører lyttede med – NSA, det amerikanske sikkerhedsagentur, GCHQ, briternes efterretningsvæsen, og guderne måtte vide hvem ellers. Men ’mød mig på cafeen’ var det mest interessante, for det betød, at Henning ikke engang ville afsløre deres mødested. Og hvorfor i alverden havde han ringet til Tom efter alt det, der var sket? Havde det været en hvilken som helst anden fra FN, ville Tom have trykket på slet-knappen og ikke skænket sagen flere tanker. Men det var jo trods alt Henning.

Han gik ind i påklædningsværelset og gennemgik rækken af jakkesæt, der var linet op som soldater i paradeopstilling. Et vigtigt møde som dette ville normalt kræve Prada’et eller Paul Smith-sættet. Men Tom ville ikke rive Henning hans offentlige lønning i næsen; han ville vælge noget mere enkelt. En pink skjorte og manchetknapper? Nej, det almindelige blå sæt måtte række. Han fangede et glimt af sig selv i spejlet – han var på den forkerte side af de fyrre, men forstod stadig at klæde sig. Men der var ikke tid til et brusebad i dag. Han sprøjtede to pust Hugo Boss-aftershave på halsen og purrede op i sit tætklippede, uvaskede blonde hår.

BlackBerryen blinkede og annoncerede ankomsten af en e-mail. Emne: Dubai. Selvfølgelig havde Fantoni’erne læst det med småt. De havde bemærket den juridiske forpligtelse til at udbetale erstatning til de fiskere, hvis byer de havde tænkt sig at ødelægge for at gøre plads til et luksus højhusbyggeri. Kan vi ikke fjerne denne klausul?

Tom gjorde sig parat til at skrive udkastet til et svar omhandlende den moralske forpligtelse hos alle bygherrer til at sikre, at alle, der blev gjort hjemløse, blev garanteret en passende ...

Pis være med det. Med tommelfingrene tastede han. ‘Overlad det til mig – den er væk’.

Han samlede sine ting sammen og kastede på ny et beundrende blik ud i sin store, åbne taglejlighed. Han spekulerede på, om han skulle fyre op under plasmaskærmen for at tjekke nyhederne, men besluttede sig for at lade være – Henning ventede. I stedet stak han hovedet ind i badeværelset og råbte ud i skyen af damp: ”Du lukker bare dig selv ud, Miranda.”