Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 7

Kapitel 2

I et kort øjeblik, omtrent så langt som to hjerteslag, var der fuldkommen tyst, hvorefter larmen brød ud. Der lød selvfølgelig skrig – først fra en mand, der bjæffede noget på et sprog, som kun få af de omkringstående forstod – og dernæst fra tre kvinder, der poserede til et foto foran pop art-skulpturen af en revolver, hvis tromle var snoet sammen i en knude. De var faldet om på jorden med struber, der forbigående var gjort tavse af rædsel, men nu rungede deres skrig lige så højt som kirkeklokker. Snart lød der gråd og råben samt den knap hørlige lyd af en mand, der ved synet af den knoglesplint, der var landet for hans fødder, på sit eget sprog mumlede: ”Du gode gud.”

Nogle af vagterne inde i teltet gik i panik, og en af dem aktiverede brandalarmen. Resten huskede den øvelse, de havde gennemgået. De forlod deres poster ved scannerne og styrtede hen for at bevogte alle indgangsdøre med hævede pistoler. FN’s hovedkvarter blev afspærret fra omverdenen.

Felipe Tavares var nu flankeret af to kolleger, der førte ham væk fra liget, der stadig lå utildækket og urørt på jorden. Tavares snakkede febrilsk; han pludrede løs om de mænd, han havde set ved porten, og beskrev rædslen i deres ansigter – men da hans kolleger kiggede derhen, var der ingen at se.

Larmen blev snart endnu højere. Mindre end halvandet minut efter skudepisoden ankom den første af fyrre politivogne med blinkende lygter og hylende sirener til FN-bygningen – dette var den ’bølge’, de havde øvet sig på hen ved et dusin gange siden 9/11 – at samle NYPD’s fulde styrke på et enkelt sted på blot få minutter. Ud fra adskillige vogne strømmede indsatshold – mænd i sorte kevlardragter bevæbnet med angrebsrifler brasede frem som de soldater, der under den anden verdenskrig indtog klitterne på Normandiets strande. Snart havde de omringet hele FN-hovedkvarteret med våbnene pegende på de skrækslagne mænd og kvinder derinde.

First Avenue var nu tømt for trafik takket være de politibetjente, der bevæbnet med 50 mm-maskinpistoler havde afspærret vejen fra både nord og syd, fra 30. gade hele vejen hen til 59. gade. FN’s hovedkvarter lå nu midt i en ‘steril zone’, der strakte sig over tredive husblokke. Eftersom First Avenue var hovedfærdselsåren i hele det østlige Manhattan, var New York City spærret fuldkommen af.

I luften svævede fire Agusta A119-politihelikoptere udstyret med ’superspion-kameraer’ med termisk billedbehandling i høj opløsning. Sammen afpatruljerede de en improviseret flyveforbudszone over hele området. Samtidigt, på East River, stævnede politibåde ud fra deres baser ved Throgs Neck, Brooklyn og langs hele Queens’ kystlinje. Ingen ville kunne komme ind i eller slippe ud fra FN-kvarteret via luft eller vand.

Snart derefter ankom inspektøren for NYPD’s kriminalenhed til stedet med sine egne blinkende lygter og hylende sirener. Til sin glæde var han nået frem før Charles ’Chuck’ Riley, politidirektøren, hvis bilkortege og motorcykelforposter ankom få øjeblikke senere. Begge nikkede tilfreds ved synet af den fuldkomne forsegling. Som deres talsmænd ville informere pressen om resten af dagen, havde der været et formodet terrorangreb på en af byens højprofilmål, og New York havde reageret med ’hurtig og dødbringende styrke’.

Men idet de trådte ud af deres biler og gav hinanden hånden, gik det op for begge mænd, at de havde et problem – de kunne gå hen til FN’s nu lukkede gitterport, men så heller ikke længere. De havde nået grænsen for NYPD’s jurisdiktion, grænsen for USA’s suverænitet. De kunne se de to portvagter i øjnene – den ene en politimand fra Montenegro, den anden fra Belgien. Politidirektøren var overbevist om, at han kunne se deres hænder skælve.

Indenfor, på fireogtredivte etage, var det brandalarmen, som FN’s chefrådgiver for juridiske anliggender først bed mærke i. Henning Munchau sprang på benene. Han tjekkede sit forkontor – der var ingen, det var alt for tidligt. Han ringede til receptionens sikkerhedsvagt, men forgæves. Han kiggede ud ad vinduet, idet han et øjeblik spekulerede på, om han mon ville se en Boeing 747 komme susende gennem luften, større og længere nede, end den burde være, på nippet til at gennembore FN-hovedkvarterets glasfacade og dræbe de otte tusinde mennesker, der arbejdede derinde, samt et betragteligt antal af verdens statsoverhoveder.

I samme øjeblik kom hans stedfortræder, en brasilianer, susende ind. Han var ligbleg og kæmpede for at få ordene frem, og det ikke kun, fordi han var forpustet: ”Henning, du må vist hellere komme med det samme.”

Atten minutter efter, at Felipe Tavares havde affyret sit dødbringende skud, stod Henning Munchau ved den livløse krop, som ingen endnu havde vovet at røre ved andet end for at dække den med et sort og orange regnslag. Regnen øsede stadig ned.

Ved hans side stod FN’s sikkerhedschef, og begge var de tavse og lamslåede. De havde netop fået en orientering, der i grove træk skitserede hændelsesforløbet. Munchau så det diskotek af lys, der nu omkransede FN-området, og den lille hær af NYPD-folk omkring det, og han følte sig som en indbygger på et middelalderslot på førstedagen af en belejring.

Og pludselig fik han på den anden side af rækværket øje på et genkendeligt ansigt, der kun sjældent ikke var at finde på byens avisforsider – manden, de kaldte ’Tøren’. Men dette var et juridisk topmøde, der måtte finde sted udendørs, stående og i regnvejr.

”Politidirektør, mit navn er Henning Munchau, og jeg er chefadvokat ved FN.”

”Rart at møde dig, Henning,” sagde politidirektøren, der imidlertid blev modsagt af sit ansigtsudtryk og stemmeleje. ”Der er tilsyneladende opstået en situation.”

”Ja, det ser det ud til.”

”Vi har ikke mulighed for at komme ind på området og undersøge hændelsen, medmindre I retter en formel anmodning herom.” Han udtrykte sig i kancellistil, tilsat en drævende sydstatsaccent.

”Det ser ud til, at I har reageret på storstilet vis, hr. politidirektør.” Selv om Munchau var tysker, talte han et fabelagtigt godt engelsk med en antydning af både australsk accent og sprogbrug, en arv, forlød det, fra hans tjeneste ved FN-missionen i Østtimor.

Riley trak på skuldrene. ”Vi kan ikke komme ind på området uden jeres samtykke. Og jeg går ud fra, at I ikke råder over de nødvendige ressourcer til at håndtere et terrorangreb.”

Henning forsøgte at skjule sin lettelse. NYPD havde altså endnu ikke hørt om den døde mand. Det ville give ham lidt tid.

”Det har De ganske ret i,” sagde Munchau, der samtidig blev slået af det underlige i at tale sammen gennem et metalgitter i regnen, som var det et udendørs fængselsbesøg. Han misundte politidirektøren hans paraply. ”Men vi må vist hellere nå til enighed om visse betingelser.”

Politimanden smilede svagt. ”Sig frem.”

”Politiet kommer ind, men kun efter anmodning og på FN’s betingelser.”

”Ingen betingelser. Når I har lukket os ind, er det vores undersøgelse. Alt eller intet.”

”Udmærket, men det dér duer ikke.” Han pegede hen mod indsatsholdene og deres skudklare rifler. ”Sådan gør vi ikke i FN. Dette er ikke Kabul.” Munchau så Riley rejse børster, så han gik lidt længere endnu. ”Dette er ikke Bagdad.”

”Godt, så kun et minimalt politiopbud.”

”Jeg taler om en eller to bevæbnede mænd som ledsagere til kriminalfolkene.”

”Udmærket.”

”Og undersøgelsen bliver til stadighed overvåget af en FN-repræsentant.”

”En repræsentant?”

”En advokat. Fra mit hold.”

“En advokat? For himlens – “

“Sådan er betingelserne.”

Munchau kunne se, at politidirektøren vejede for og imod, men vidste, at han dårligt kunne sige nej. NYPD måtte være til stede ved et formodet terrorangreb i New York. Politidirektøren kunne ikke vise sig i fjernsynsnyhederne og meddele, at politiet blandede sig udenom, hvad så end forklaringen måtte være. Munchau vidste, at Riley ville ønske at gå i luften inden for den nærmeste time med en beroligende meddelelse til New Yorks indbyggere om, at han havde alt under kontrol.

En sort limousine kom kørende med et helt nyt følge af lys og sirener. Bag den var to satellit fjernsynsbiler, der tydeligvis havde fået en særtilladelse til at komme igennem. Borgmesteren var ankommet.

“Udmærket,” sagde politidirektøren og kastede et blik over skulderen. “Jeg accepterer.”

Munchau stak hånden frem gennem rækværket, og politimanden greb den hurtigt. Munchau nikkede til FN-vagterne ved porten, og de fumlede med låsen, indtil den gik op.

Munchau fik øje på en tv-journalist med kurs imod sig og sørgede derfor for at hæve stemmen, da han sagde: ”Velkommen til FN, hr. politidirektør.”