Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 21

Kapitel 16

”Jeg ønsker at deltage i begravelsen.”

“Det kan jeg godt se ideen i, hr. generalsekretær.”

”De synes altså, det er en god idé? Det er jeg glad for, Munchau. Mine politiske rådgivere mener nemlig, at det vil være en uklog beslutning.”

”Hvorfor mener de det?”

”Gowers her siger, at det kan opfattes som en indrømmelse af skyld. Jeg sagde, at det var et juridisk og ikke et politisk anliggende. Og det er derfor, jeg var så ivrig efter at mødes med Dem. Hvis De ikke opfatter det som et juridisk problem, så kan vi gå videre med planen. De bestemmer.”

Med disse ord bøjede generalsekretæren hovedet i et lille, høfligt nik som for at sige: ’Nu er bolden er på Deres banehalvdel’. Profilen i Time havde haft ret – ’verdens topdiplomat har verdensklassecharme’. Han besad alle de kvaliteter, folk holdt af ved nordboerne – de var gennemprofessionelle, men uden den germanske effektivitet, uformelle uden den amerikanske overdrevne hjertelighed, progressive, men uden den latinske inderlighed. Nyhedsmagasinet havde sagt, at ligesom nogen plæderede for, at de Olympiske Lege altid skulle afholdes i Athen, ville verden være et bedre sted, hvis FN’s toppost permanent var i nordiske hænder. Det blev selvfølgelig umuliggjort af rotationssystemet, men da først Asien og Afrika havde bestridt pos­ten, og muligheden for en europæer dukkede op, virkede Finlands mangeårige udenrigsminister hurtigt som et oplagt valg. Man havde forventet, at russerne ville protestere, men det gjorde de til alles overraskelse ikke, og dermed gled Paavo Viren uhindret ind på posten.

”Hvorfor er De så ivrigt efter at deltage, sir?”

”Jeg synes, det er den rette ting at gøre. Manden blev dræbt på vores jord, i vores varetægt. Jeg synes, at vi skal påtage os ansvaret for fejlen og råde bod på den. Er De ikke enig med mig i det?”

“Jeg kan godt se, hvor De vil hen.”

”De bliver ved med at kunne se ting, men undlader at fortælle mig Deres mening. Kære Dr. Munchau, vil De ikke nok være så venlig at give Deres mening til kende?”

Men inden Munchau fik mulighed for det, lænede generalsekretærens kabinetssekretær sig frem for at tale. De tre mænd samt en referent sad i generalsekretærens privatkontor fordelt på to sofaer, som han havde fået installeret få dage efter sin tiltræden – ’diplomatiets vigtigste redskaber’ havde han kaldt dem.

”Mens De overvejer spørgsmålet, Dr. Munchau,” begyndte kabinetssekretæren, ”så lad mig lige opridse nogle scenarier. Det bedste viser generalsekretæren, der flyver til London, trykker hånd og bliver fotograferet sammen med Mertons datter, hvorved der lægges låg på episoden. Det værste viser generalsekretæren, der møder frem til begravelsen, bliver hånet, måske endda møder protester og belejring, og dermed har vi forvandlet et problem til en større krise.”

”Udmærket, så er det nok, Marti. Lad os høre, hvad den juridiske rådgiver mener.”

”Tja, sir. Strengt taget ligger der ikke nogen egentlig indrømmelse af skyld i at aflægge familien et besøg. Som De siger, aflægger De blot et kondolencebesøg, fordi denne forfærdelige ulykke indtraf på vores jord.”

”Godt.”

”Men.”

”Aha. Et ’men’. I denne bygning er der altid et ’men’, ikke sandt?”

“Et sådant besøg vil uundgåeligt blive anset som en bodshandling. Normalt deltager generalsekretærer kun i begravelser af regeringsledere eller statsoverhoveder. Hvis De tager til London, vil det blive opfattet som så usædvanlig en gestus, at vi må have noget at undskylde for.”

”Men det har vi jo også.”

Kabinetssekretæren så rædselsslagen ud, Henning Munchau smilede overbærende. “Men det er ikke noget, vi ønsker at sige offentligt, sir. I hvert fald ikke på dette stadium.”

“Åh, for himlens skyld.”

“Jeg mener det helt alvorligt, sir. Vi kan ikke komme med en offentlig undskyldning eller beklagende meddelelse, før vi besidder alle kendsgerninger. Og det gør vi ikke endnu.”

“Vi har dræbt en uskyldig mand!”

“Men, sir, kernepunktet er, at det vidste FN-vagten ikke på det tidspunkt. Den vagthavende betjent troede tilsyneladende, at den pågældende udgjorde en umiddelbar trussel mod vort personales ve og vel. Og derfor er der tale om et drab i selvforsvar.”

”Jamen, så undskylder vi for dette. Det var en ægte fejltagelse, men vi undskylder. Hvad forkert er der i det?”

Henning kastede et hurtigt blik på kabinetssekretæren, der sagde: ’Gudfader, har vi fået en drengespejder som generalsekretær?’

Generalsekretæren, der kunne fornemme uenigheden, lænede sig tilbage. ”Hør her, jeg er ikke naiv. Jeg kan godt se risiciene. Men I tænker ikke politisk. Bliver jeg fotograferet sammen med enken eller datteren, eller hvem det nu end er, og viser ydmyghed, så vil det få mig til at tage mig godt ud. Oprigtig, ærlig, menneskelig. En ny fremfærd fra den nye mand ved FN. Det ville være vidunderlig PR.”

Det bliver over mit lig, tænkte Henning. ”Sir, lad mig tale med min mand i London. Hvis det er lykkedes ham at indgå en aftale med familien, så kan Deres forslag meget vel tænkes at være en god idé. Jeg kontakter ham med det samme. Jeg tror ikke, han vil skuffe os.”