Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 18

Kapitel 13

Tom lukkede notesbogen og kiggede op. Dette var et mareridt. I sandhed et vågent mareridt.

Han kiggede på sit ur. For tidligt at ringe til Henning. Han forestillede sig, hvad han ville sige til ham. ”Jeg har gode og dårlige nyheder. Den gode nyhed er, at den døde mand måske alligevel ikke er så uskyldig, den dårlige er, at I har dræbt en overlevende fra Holocaust.”

Det var et PR-mareridt af allerværste skuffe. Rebecca Merton behøvede blot at lade denne notesbog dumpe ned i en kuvert og sende den til en hvilken som helst avis i London, hvorefter De Forenede Nationers navn ville blive sværtet til. Han kunne se overskriften for sig, bredt ud over to sider: ’Min fars krigshelvede, af datteren til ofret for FN-skyderiet’ ledsaget af et farvefoto af den ’31-årige Rebecca Merton med det ravnsorte hår’.

Tom rullede en cigaret, men opdagede så servitricens viftende finger. Selvfølgelig, de samme puritanske regler herskede nu i London som i New York. Han undlod at tænde den og bestilte endnu en espresso. Han vendte tilbage til notesbogen og rustede sig til de næs­te afsløringer.

Fra de næste par dage husker jeg kun lidt. Vi gik rundt, som var vi i en slags trance. I hvert fald min søster Hannah. Men hun tillod ikke sig selv at være handlingslammet særlig længe. Hun måtte være vores mor nu ...

Det var min opgave at sørge for føden. Jeg var et barn, men jeg så ældre ud, og mit udseende gav mig endnu en fordel. Jeg kunne gå for at være en af de lokale litauer-knægte, jeg var ikke brændemærket som jøde. Jeg ragede til mig alle vegne og sørgede for at indfinde mig uden for bagerbutikkerne lige før lukketid med hånden rakt frem efter smuler. Var der en kvinde til stede, ville jeg fange hendes blik – for kvinder var tilbøjelige til at føle medlidenhed med mig. ”Sikke et sødt ansigt,” sagde de og rakte mig en brødendeskive eller en stenhård gammel kage.

”Hvor er dine forældre?”

”Jeg er forældreløs.”

”Hørte du det, Irena? Han er forældreløs. Hvad skete der med din mor og far, lille ven?”

”Russerne.”

”Åh, de onde dyr! Og her står jeg og giver dig en humpel gammelt brød. Irena, hent lige kødet omme bagved til mig. Kom så, skynd dig. Værsgo, unge mand. Smut så.”

Ingen af os fortalte sandheden. Kom nogen nær Hannah, stak hun straks en løgn. ”Min far kommer snart hjem,” sagde hun. ”Min mor er lige smuttet i byen.” Dengang troede jeg, at hun blot skammede sig over at indrømme, at vi var forældreløse. Nu forstår jeg bedre. Hun ønskede ikke, at folk skulle vide, at der i vores to værelser kun var børn. Hun må have været bange for, at nogen ville sende os væk eller stjæle vores ejendele. Eller det, der var værre.

Denne periode, mellem russerne og det, der fulgte efter, varede kun kort. I bøgerne står der, at der slet ikke var en sådan periode, at en tysk fortrop hele tiden havde været til stede og endog stod bag de pogromer, der fandt sted den aften, min mor gjorde en ende på sit liv. Men da tyskerne først rykkede talstærkt frem, vidste vi det.

Faktisk hørte vi dem, før vi så dem. Jeg befandt mig oppe i lejligheden, hvor jeg stod og så Hannah skære min hjembragte brødhumpel i fire stykker. Som dreng, manden i huset, var mit stykke altid det største. Rivvy og Leahs stykker var lige store – og det mindste gav Hannah sig selv. Pigerne havde lært tålmodighed og spiste deres mad langsomt, så selv den mindste mundfuld brød varede som et helt måltid. Men dengang kunne jeg ikke kontrollere min sult. Jeg kastede mig straks over alt mad, der blev givet mig.

Først troede jeg, at det var en storm. Men himlen udenfor var skyfri og klar. Så kom lyden igen, den dybe rumlen af fjerne eksplosioner. ”Stille,” sagde Hannah, og vi tav alle. Hannah lukkede øjnene for at kunne koncentrere sig. ”Det er flyvemaskiner,” sagde hun til sidst.

Snart lød en anden støj. Den tordnende lyd af en hær, der kom marcherende ind i byen. Og så lød der lyde ikke nær så langt væk. Den hårde metalliske klang af motorcykler og infanteri og gigantiske feltkanoner på hjul og til sidst tanks, der alt sammen kom rullende ind i Kovno.

Hannah kantede sig hen til vinduet, men hun turde ikke presse ansigtet alt for tæt på ruden. Jeg maste mig ind foran og iagttog det hele nøje. Det, jeg så, forvirrede mig. Vinduerne i bygningen overfor og i den ved siden af blev åbnet op. Ud af dem oprulledes store, blafrende stofstykker – flag. Piger lænede sig ud, smilende og vinkende, og kastede blomster ud over mændene under sig.

”Bliver alt godt nu, Hannah?” spurgte jeg.

”Måske, Gershon. Måske. “Men hun så usikker ud.

Næste dag gik vi skole, og jeg fandt med det samme ud af, at selv om vores litauiske naboer var glade for at se nazisterne, var vi jøder det ikke. Alle var anspændte. Vores rektor talte til hele skolen, og ængstelsen stod mejslet i hans ansigt. ”Vi er et folk, der skal prøves mange gange,” sagde han. ”Børn, I kender alle historien om Farao. Og om Haman. Mænd, der kom for at udrydde jøderne. Og hvad skete der hver gang?” Ingen havde lyst til at svare, for det virkede ikke som en normal time. ”Det slog fejl hver gang, fordi Gud holdt hånden over os. Vi overlevede. Børn, måske står vi over for en sådan prøve nu.”

Jeg er ikke sikker på, om det var den samme dag eller dagen efter, men i hvert fald skete det snart derefter. Tyske plakater blev hængt op. Jeg stod på tæer med hovedet lagt tilbage for at læse den, der hang på en gadelygte i nærheden af skolen. Først oversatte jeg den for drengene i min klasse og derpå for en lille klynge, der havde samlet sig omkring os. På den stod, at fra nu af skulle alle jøder bære en gul stjerne på deres overtøj, og den måtte ikke dækkes til. Og der ville blive indført udgangsforbud – ikke for alle i Kovno, men for jøderne. Når mørket faldt på, skulle alle jøder opholde sig inden døre, der måtte ingen jøder være på gaderne. Og vi måtte ikke gå på fortovet. Det var forbeholdt arierne. Vi måtte gå i rendestenen.

Selv da ved jeg ikke, om jeg var bange. Det var de nye regler, vi måtte leve efter, men det virkede bedre end litauerne og deres pogromer. Hvis det var alt, hvad de ville udsætte os for – at få os til at gå med en gul stjerne og blive hjemme efter mørkets frembrud – så var det bedre end at blive tævet på gaderne.

Men det var kun en kortvarig trøst. Et par morgener senere blev vi vækket af en højlydt banken på døren. Jeg satte mig ret op og ned. Mit bryst dunkede. I de første forvirrede sekunder spekulerede jeg på, om det mon var min mor, der stod ved døren – jeg så hende for mig, smilende, med redt og sirligt hår, hun var kommet for at føre os væk. Jeg måtte have været på nippet til at sige noget, for Hannah, der nu også sad op, lagde en finger over sine læber og stirrede fast på mig med at blik, der sagde, at jeg skulle forholde mig musestille.

Bankelyden på døren startede igen, højere og mere insisterende. Vi kunne høre den samme støj blive gentaget oppe og nede ad gangen og også ude på gaden; det var nazisoldater, der hamrede på jødernes døre.

Hannah stod op, tog et stykke tøj over sin natkjole og åbnede døren.

Han var høj og ryggen rank. Jeg kunne ikke vriste mit blik fra hans støvler. De skinnede som glas, og når de bevægede sig, knirkede læderet.

”I har ti minutter til at samle jeres sager!” glammede han på tysk. ”I skal flytte!” Og med de ord vendte han sig om og gik videre til den næste dør. Der var flere mænd, der gentog de samme instrukser oppe og nede ad trappen, over og under os. Nu hørte vi de samme ord strømme op fra gaden nedenfor, forstærket af en megafon.

Da Hannah vendte sig om, var hendes ansigt alvorligt. ”Kom i tøjet. Rivvy og Leah, I skal ikke bare tage én nederdel på. Tag to eller tre på. Så mange I kan oven på hinanden. Gør det samme med bluser og underbukser. Også dig, Gershon. Så meget tøj, du kan.”

Så fór hun rundt i de to værelser og proppede alt, hvad hun anså for væsentligt, ned i kufferter. Hun bevægede sig hurtigt, men var ikke i panik. Og fordi hun ikke var det, var vi det heller ikke.

Efter et par minutter tilføjede hun: “I kan tage én ting med, som I virkelig, virkelig gerne vil have. Men kun én. Alt andet lader vi blive tilbage.”

Jeg rakte ud efter en eventyrbog. Leah snuppede sin yndlingsdukke, Rivvy tog en hårbørste. Og Hannah fjernede roligt et fotografi af mine forældre fra dets ramme og puttede det i sin lomme. Så gennede hun os hen til døren og lukkede den bag os, for sidste gang. Vi vraltede ned ad trappen; jeg havde en fire-fem skjorter på og to frakker og bar på vores største kuffert. Da vi endelig nåede ned på gaden, havde jeg det, som var jeg ved at koge over af varme.

Vi så mange jøder, der som os forsøgte at tage så meget med sig som muligt. Mange bar på poser med mad, på dåser eller sække med mel. Nogle havde fyldt primitive kærrer og trækvogne. Hannah skændte på sig selv. Det havde hun ikke tænkt på.

Efter få minutter fik vi ordre på at gå. Vi skulle gå tværs gennem Kovno til vores nye hjem, sagde de. Vi var omringet af mænd med geværer og noget, der virkede mere skræmmende på mig, nemlig hunde. Vi gjorde, som vi fik besked på.

Nogle klarede blot nogle få skridt. De kunne ikke bære det, de havde medbragt, og de begyndte at smide tallerkener og kopper, som støjende knustes mod jorden. ”Stille, jøde!” råbte en af nazisterne. Nogle af de ældre kollapsede.

Hele tiden stod litauerne og så på, som var det et gadekarneval. Nogle gange råbte og hånede de os. Så de noget, de kunne lide, sprang de frem og tog det. De vidste, at tyskerne ikke ville hindre dem i at stjæle. Jeg blev ved med at stirre ud på ansigterne i mængden. Og pludselig var der et velkendt ansigt.

”Antanas!” råbte jeg. ”Det er mig, Gershon!” Det var den dreng, jeg plejede at spille bold med. Vi havde spillet blot en uge forinden. Men hans stirrede blot tilbage på mig med sin fars hånd i et stramt greb.

En kvinde gik op på siden af os. Hun sagde til Hannah: ”Jeg hører, de fører os over floden, til Viriampole. Dér skal vi bo alle sammen.”

”Alle sammen? Men Viriampole er jo ikke ret stor.”

Hannah mente, at Viriampole-kvarteret ville være for småt til alle Kovnos jøder, som talte flere tusinder, og hun havde ret. Men hvad hun ikke vidste på det tidspunkt, og det gjorde vi andre heller ikke, var, at endnu flere ville blive presset sammen i Viriampoles få, smalle gader. Tyskerne havde sendt patruljer ud på landet på jagt efter jøder; de havde ledt i hver eneste landsby, små flækker ligesom byen, hvis navn min mor aldrig ville nævne. Fandt de en jøde hér og tre jøder dér, blev også de tvunget til at flytte til Viriampole. Hvis en jøde nægtede at flytte, blev hans hus stukket i brand. Så flyttede han.

Mange år senere spurgte folk os altid: ”Men hvorfor adlød I? Hvorfor rejste I jer ikke og gjorde modstand?” Men dengang vidste vi ikke dét, vi ved i dag. Vi vidste ikke, at vi blev marcheret ind i en ghetto. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at tingene måske ville blive bedre for os, hvis vi blev samlet på ét sted. I det mindste ville vi så være langt væk fra de litauiske mordere.

Gåturen var lang og hård. Jeg blev ved med at skifte den kuffert, jeg bar, fra hånd til hånd, idet jeg tippede som et strå, der er ved at knække. Men jeg standsede ikke. Jeg var manden i familien nu, og jeg vidste, at jeg for Rivvy og Leahs skyld måtte blive ved med at gå.

Endelig kom vi til den snævre betonbro, der skulle føre os ind i Viriampole.

”Hurtigt, hurtigt,” skyndede Hannah på os. Hun håbede nok på, at vi ikke ville opdage pigtråden og vagttårnene. Eller måske håbede hun, at jeg ikke ville have tid til at læse og oversætte de tyske skilte, der hang ved indgangen. ’Pest! Adgang forbudt!’ stod der på det ene, og lige under det et andet: ’Det forbydes jøder at indføre fødevarer og brændsel – lovbrydere bliver skudt!’

Da vi først var indenfor, gik der ikke længere soldater ved vores side. Nu da de havde gennet os ind i ghettoen, var deres arbejde forbi. Vi ventede et par minutter, ikke bare os, men alle. Vi ventede på at få en slags vejledning eller i det mindste en plan. Men langsomt faldt tiøren. En mand brød ud fra mængden og fór ind i den første opgang, han fik øje på. Han kom dernæst til syne i et vindue på første sal og gjorde tegn til resten af sin familie om at slutte sig til ham. Straks fulgte en anden familie efter og derpå en til og endnu en. Der gik et par sekunder, før Hannah forstod det – det var alles kamp mod alle, og man måtte tage til takke med det hjørne, man nu fandt.

Vi gik hen i Linkuvosgade sammen med den dame, Hannah havde talt med. Senere spekulerede jeg på, om Hannah mon havde givet hende noget, måske et smykke af min mors, for jeg ved, at Hannah ønskede, vi skulle være sammen med en familie. Allerede dengang havde hun forstået, at der ville komme tider, hvor hun ville få brug for andre til at holde øje med os. Så vi var tretten mennesker stuvet sammen i to værelser, den anden familie og os.

I dag virker det idiotisk, men jeg kan huske, at jeg dengang atter tænkte, at alle vores lidelser nu ville være forbi. Ja, det var en ghetto. Men vi var sammen, og der var arbejde til dem, der var raske – og arbejde betød mad. Hannah løj om min alder, og jeg fik arbejdstilladelse. Jeg var tolv nu, men høj nok til at ligne en sekstenårig. Så hver morgen gik jeg over den smalle bro ud af ghettoen i en enhed bestående af tredive mænd, der alle var ældre end jeg. Vi blev læsset på lastbiler og kørt den korte vej til Aleksotas, hvor vores arbejde bestod i at hjælpe tyskerne med at bygge en militærlufthavn. Vi måtte udføre maskiners arbejde – løfte klippestykker og knuse sten. Vi arbejdede fra daggry til solnedgang, tolv timer eller mere, indtil hver muskel og sene skreg på hvile. Vi havde kun få minutters pause til at drikke en tynd suppe og spise en skorpe brød.

Men i det mindste var det mad. Hannah derimod kæmpede for at finde nok at spise til de andre. Og pigerne blev syge. Alle blev syge. Ghettoen var fyldt til randen; op mod tredive tusinde mennesker var mast sammen på et område, hvor der kun var plads til tusind. Folk sov på gaderne, selv i kulden. Synagogerne forvandledes til sovesale. En morgen trådte jeg hen over en mand, som jeg troede sov. Men han sov ikke. Han var død, men ingen havde begravet ham.

Det var omtrent på denne tid, at Hannah besluttede sig for, at også hun måtte få en arbejdstilladelse. Hvis hun havde et af disse dyrebare gule papirer, kunne hun selv tjene til føden, og – hvad vigtigere var – hun ville få en chance for at komme ud af ghettoen og på en eller anden måde købe lidt mad og smugle det ind, på den måde kunne hun skaffe føde til Leah og Rivvy. Det var den eneste udvej.

Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for at få tilladelsen. Sommetider vælger jeg at tro, at hun mødtes med modstandsbevægelsen, der konstant forfalskede papirer. Men andre gange tror jeg noget andet. For Hannah var en køn pige, og når man er sulten, og ens familie er sulten, gør man desperate ting.

Så Hannah begyndte at forlade ghettoen hver morgen sammen med mig og resten af arbejderne. Der var kontrolposter ved portene, men vagterne var ikke tyskere. Det var litauiske betjente. Måske er denne kendsgerning gået i glemmebogen, men nazisterne gjorde ikke alt dette på egen hånd. Der var kun få tyskere på steder som Kovno. De havde brug for de lokale til at hjælpe dem.

Og så kom den onde dag, den dag, der forandrede alting. Hannah fortalte mig aldrig om den med mange ord, men jeg har stykket rækken af begivenheder sammen og tvunget mig selv til at nedfælde dem sort på hvidt, som de må have foregået. Så mindet om dem ikke skal dø.

Hannah slap gennem kontrollen uden problemer. Hun arbejdede som vanligt. Men på et tidspunkt må hun være smuttet væk fra res­ten af arbejdsholdet, for da hun kom hjem om aftenen, havde hun lidt brød med. Ikke et helt brød, men en humpel, som hun gemte til vores to søstre, der hverken havde arbejdstilladelse eller mad. Hun gemte den under frakken. Jeg tænker på hende nu – en lille pige, som stod der med hamrende hjerte.

Måske så hun nervøs ud i køen ved porten. Noget røbede hende. Ikke for resten af politimændene på vagt, de var for fulde til at opdage noget. Men for sønnen af en af de litauiske vagter, en dreng, der ikke var meget ældre end jeg selv, måske tretten eller højst fjorten, som plejede at drive rundt nede ved porten sammen med sin far og hans kammerater. De ældre mænd lo og spøgte sammen med ham, som var han en holdmascot. Han havde endda sin egen uniform. Men vi kaldte ham Ulven, for på trods af sin unge alder var han ond som et udyr. Hans ansigt nærmest lyste af ondskab. Det brede smil blottede tænder, der syntes parate til at dryppe af blod. Havde man først én gang set hans ansigt, glemte man det aldrig. Ulven plagede sin far om lov til at kropsvisitere jøderne, og mændene lo af hans iver. Den aften bad han om lov til at visitere Hannah.

Jeg kan forestille mig, hvordan hun må have skælvet, da han skubbede til og følte på hendes tøj, mærkede hendes magre krop. Han skulle lige til at lade hende gå, da han stak til hende en sidste gang, under armhulerne. Og det var dér, han fandt brødhumplen.

Ulven vendte sig om mod de hujende vagter som en førstegangs fis­ker, der netop har halet en stor fangst i land. Nikkende sugede han deres bifald til sig.

”Nå, hvad skal du så have i præmie, min søn?” strålede hans far med kniplen dinglende ved sin side. ”Sig, hvad du vil have.”

Ulven tænkte sig om, mens Hannah stod og skælvede. Resten af ghettoindbyggerne stirrede ned i jorden og ønskede, at øjeblikket måtte være forbi.

”Lad mig selv straffe hende.”

Der lød et højt, lystent brøl fra vagterne. Flere af dem lagde venstre hånd på højre arm og pumpede overarmsmusklerne op og ned. Derpå begyndte de at messe – en litauisk sang om en dreng, der bliver til mand. Ulven førte Hannah hen til en af ghettocellerne, hvor fangevogteren genkendte ham. Stolt forklarede Ulven, hvad der var sket, og fangevogteren trådte til side og forsvandt.

”Tag tøjet af,” sagde Ulven til Hannah.

Hannah stod stille, ude af stand til at bevæge sig.

”Tag tøjet af, sagde jeg.”

Hannah var iskold, hendes fingre var stive som istapper. Hun var ikke hurtig nok. Han slog hende i ansigtet. ”Hør efter, jøde! Jeg siger det ikke igen. Tag dit tøj af!”

Hannah gjorde, hvad hun fik besked på, og stod nøgen med bøjet hoved. Hun så ikke Ulven række ned efter sin knippel og svinge den højt op i luften, inden han lod slagene hagle ned over hendes arme, ryg og lår. Hendes smertensskrig må have lydt, som kom de fra et andet væsen end et menneske. Da hun sank ned på knæ, sparkede Ulven hende i ansigtet, i ribbenene, i nyrerne, og i det skød, hun havde håbet skulle bære hendes fremtidige børns liv.

Med et standsede det. Ulven var tilsyneladende blevet træt eller begyndt at kede sig og trådte tilbage. Hannah udstødte et kort suk, hendes prøvelser syntes at nærme sig enden.

Der lød et metallisk raslen, og det gik op for Hannah, at det var lyden af et bælte, der blev spændt op. Ville han mon piske hende?

Men så mærkede hun to kolde hænder på sine hofter, der løftede hende op fra gulvet som et stykke kød. Han forsøgte ikke at få hende op at stå, men tværtimod at få hende til at knæle ned på alle fire.

Hun kunne næppe mærke sine ben og da slet ikke flytte dem. Hun faldt om på gulvet adskillige gange, men hver gang skubbede han hende op igen. Hun var forvirret. Hvorfor ville han have hende til at knæle på denne måde?

Pludselig mærkede hun, at han var nær, alt for nær, hans krop var bøjet i en bue ind over hendes. Hun hørte en lynlås blive lynet op.

Pludselig forstod hun, hvad der foregik, og hun skreg i protest, men han lagde sin hånd for hendes mund og holdt så stramt om hendes kæbe, at hun ikke kunne bide, hvorpå han tvang sig ind i hende.

Hvor længe det stod på, vidste hun ikke. Hendes sjæl forlod hende og flygtede til det samme sted, hvor den var draget hen, da hun havde set sin mors lig dingle fra loftet. Hun forsvandt fra sig selv. Men mens overgrebet stod på, fik hun pludselig øje på en genstand på gulvet, kun nogle få centimeter væk. Blot synet af den førte en øjeblikkelig beslutning med sig, som havde den selv bestemt til hvilket formål, den skulle anvendes. Hun fulgte slet og ret den impuls, der syntes at strømme ud fra denne lille, tilfældige genstand – et bøjet, rustent søm, der lå smidt på gulvet.

Hun rakte ud efter det, krummede sin højre hånd omkring det, så det var ude af syne, samtidig med at en ny fast beslutsomhed flammede i hende. Han var alt for fokuseret på voldtægten til at opdage hendes bevægelse, hun kunne høre ham gispe og stønne, mens han kæmpede for at holde fast om hendes hofter og holde hende i ro. Hun tøvede ikke. Med en enkelt bevægelse skubbede hun sig bagud, samtidig med at hun med den ene hånd rev hans hånd væk fra sit ansigt og med den anden svang sømmet, som hun holdt som en kniv mellem sine fingre.

Hun ramte hans venstre arm, som han havde holdt hende for munden med, og hvis underside var blottet. Sømmet flænsede skjortens bomuld og borede sig ned i kødet. Hun havde aldrig før kendt til en sådan indre styrke. Den fik hende til at brøle, og hendes brøl var endda højere end det skrig, han udstødte, da han mærkede sin arm blive flænset op.

Hun rystede ham af sig. Instinktivt løb hun væk fra stedet, så hurtigt hun kunne, først kravlende, derpå sammenkrummet, samtidig med at hun greb sit tøj fra gulvet. Hun løb og løb, og først da hun var tre gader borte, opdagede hun, at ingen løb efter hende. Senere fortalte hun mig om sin formodning – at Ulven var alt for skamfuld til at indrømme, at han havde ladet en nøgen pige – en snottet jødetøs – snøre sig. Han påstod sikkert, at det dybe sår i hans arm, som tog mange uger om at hele, skyldtes et uheld.

Men det var Hannah, der var kvæstet. Ikke blot hendes ansigt, der ikke længere var hendes. Men hendes sjæl. Hun kunne ikke længere være vores mor. Hun blev inde på vores lille værelse dag og nat. Jeg kunne ikke opgive mit arbejde, selv om jeg på det tidspunkt var meget tynd og evigt sulten. Jeg bragte det mad med hjem, jeg kunne, idet jeg ved porten besluttede mig for, om jeg turde løbe risikoen eller ej. Var vagterne fulde, forsøgte jeg mig. Men hvis Ulven var i nærheden, gav jeg altid det, jeg havde skjult, til en modigere, eller mere dumdristig, person end jeg.

I oktober 1941 svirrede et rygte gennem ghettoen. Gode nyheder for en gangs skyld. Ghettoen var så overfyldt, at nazisterne endelig havde taget imod fornuft. De ville evakuere fire tusinde jøder. De ville blive genhuset på Det Niende Fort lige uden for Kovno.

Sædvanligvis ville det have været Hannah, der tog en beslutning af denne art, men hun var ikke længere den samme Hannah. Hendes øjne var tomme, præcis ligesom vores mors havde været. Så det var mig, der tog beslutningen. Vi ville tage af sted.

Om morgenen den 26. oktober 1941 samledes vi på torvet ved det kommunale garageanlæg på Vitovta Prospekt 47. Alle lod til at være der; voksne, børn, hele familier sad på bunker af tæpper og kufferter – alt, hvad de ejede. Der var ingen panik i luften. Vi var snarere spændte. Endelig ville vi slippe væk fra ghettoen, der havde forvandlet sig til et stort stinkende hul.

Den befalende SS-kaptajn trådte op for at tale til os gennem en højttaler, der var monteret på en lastvogn. Selv i dag kan jeg huske hans stemme, den var klar og stærk, en stemme tilhørende en mand, der ville bringe orden i sagerne. Han var meget ung af en øverstkommanderende at være. I sin uniform og sine smarte sorte støvler så han frisk og retlinet ud, som om alt var i skønneste orden. ”Med hver konvoj kører tusind personer,” begyndte han. ”Det betyder, at der bliver mange ture. Hvis I er blandt dem, der må vente, så udvis tålmodighed. Jeres tasker skal I ikke bekymre jer om. Dem kan I bare lade stå. De følger efter senere. Sørg for at holde sammen på familien. Forældre skal bære deres småbørn. Den første konvoj drager afsted om lidt.”

Mine søstre og jeg trak Hannah op at stå, og vi styrede hen mod lastbilerne. Vi var heldige, det sted, vi havde ventet, viste sig at være den forreste del af køen. Jeg hjalp pigerne op og skulle lige til at følge efter dem, da jeg mærkede en hånd gribe fat om min skulder.

”Ikke dig,” sagde en mandestemme.

Jeg vendte mig om og så en politimand. Ikke en tysker eller en litauer, men en af de jødiske politimænd, der arbejdede i ghettoen.

Jeg forsøgte at vriste mig fri af hans greb og kravle op i lastvognen. Rivvy rakte ud efter mig, men jeg kunne ikke nå hendes hånd. Leah begyndte at græde. Men det nyttede ikke. Politimanden holdt mig tilbage. “Ikke dig,” sagde han igen.

Jeg begyndte at skrige op, jeg skubbede og slog til ham. Hvor vovede denne forræder at adskille mig fra mine søstre? Hvor vovede han at afskære mig fra chancen for et nyt liv? Jeg forsøgte at rive hans hånd væk, men han strammede blot sit greb. Rivvy og Leah skreg også nu – de kunne se, hvad der foregik – men han nægtede at slippe mig, lige meget hvor meget jeg end strittede imod. Og snart strømmede flere og flere folk op i lastbilerne og skubbede mine søs­tre længere ind i denne tætpakkede menneskemasse. Rivvy og Leah var forsvundet. Det eneste, jeg kunne se, var Hannahs øjne, tomme og stirrende.

Til sidst trak politibetjenten mig væk og førte mig væk fra lastbilkonvojen og ned ad en sidesmøge, indtil vi til sidst helt havde forladt torvet. Jeg havde ingen anelse om, hvem manden var, eller hvorfor han havde gjort det, han lige havde gjort.