Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 13

Kapitel 8

Sherrill genoptog spørgerunden med en byge af tekniske spørgsmål, hvoraf de fleste fokuserede på ballistikken. Han og patologen entrerede nu på en teknisk dialekt, som Tom ikke talte, om kalibre og kontusioner. Pludselig fik han øje på en række gennemsigtige plastlynlåsposer af den slags, sikkerhedspersonalet i lufthavne uddeler til værdigenstande, der lå henslængt oven på en lille kommode. Den ene af poserne indeholdt et ensfarvet hvidt plastikkort, der lignede en hotelnøgle, og i den anden lå der en klodset, gammeldags mobiltelefon. Dette måtte være afdødes ejendele, der var blevet fjernet fra hans lommer inden obduktionen og omhyggeligt lagt i poser. Tom mindedes den røffel, Sherrill havde givet sikkerhedschefen på grund af passet.

Så skødesløst som muligt samlede Tom den første plastikpose op. Ganske rigtigt, på kortet i posen var Tudor Hotel’s logo, hvilket igen antydede, at denne stakkels gamle støder ikke var nogen selvmordsbomber – han havde sikkert haft i sinde at vende tilbage til sit værelse efter sin ’mission’ til FN-bygningen for at drikke en god kop te og snuppe sig en lur. Og dér var Mertons pas, et par dollarsedler, en krøllet turistbrochure, han formentlig havde taget i hotellets reception: Sådan finder du vej ... FN-bygningen.

De tekniske spidsfindigheder væltede stadig ud af Sherrill, da nogen stak sit hoved rundt om døren og kaldte patologen udenfor. Tom benyttede sig af lejligheden til at vinke politimanden hen til sig og vise ham posen med telefonen. Gennem plastikken tændte han for strømknappen og hentede de sidste par opkaldsnumre frem. Han genkendte det velkendte 011-44 foran et britisk nummer og derunder et New York-mobilnummer med 1-917 som indledende cifre. Sherrill trak straks en lille blok frem og noterede begge numre. Tom skulle lige til at hente listen over modtagne opkald frem og gennemgå beskederne, da meddelelsen ’Oplad batteri’ pludselig glimtede, hvorpå skærmen gik død.

Sherrill ventede på patologens tilbagekomst og bestormede hende med endnu nogle spørgsmål, hvorefter de aftalte, at alle resultater skulle bringes til ham via kurér senere på eftermiddagen. Derpå vendte han og Tom tilbage til FN, til sikkerhedsafdelingen på første sal, hvor en bleg og skælvende Felipe Tavares sad i en sofa med en kop sød te i hånden.

Tom måtte modstræbende indrømme, at Sherrill var en glimrende karakterskuespiller. Han talte afdæmpet og tålmodigt med den portugisiske betjent og bad ham gennemgå formiddagens begivenheder, idet han hele tiden nikkede og krydrede samtalen med ’selvfølgelig’ og ’naturligvis’, som om de blot sad og sludrede sammen, betjent til betjent. Det blev ikke sagt, men antydet, at stod det til Sherrill, skulle ingen betjent straffes for at udføre sit arbejde. Felipe – må jeg kalde dig Felipe? – skulle blot fortælle Jay alt det, der var hændt.

Den del af fortællingen, der lod til at interessere Jay mest, var det øjeblik, hvor Tavares havde modtaget alarmen fra vagtkommandøren, hvori den terrormistænkte blev beskrevet: mørk frakke, ulden hat og så videre. Sherrill pressede betjenten for et nøjagtigt tidspunkt; Tavares indvendte, at han ikke havde kigget på sit ur. Hvad med det præcise ordvalg? Felipe sagde, at det var svært at huske; det havde regnet så voldsomt, at han havde haft svært ved at høre ordentligt. Men andre betjente måtte også have hørt det, for det var jo et allekald til alle vagthavende betjente. ”Ja, det stemmer,” sagde Sherrill. ”Jeg hører også lige dem ad.”

Kriminalassistenten gjorde sit bedste for at lyde henkastet, da han stillede det, der i Toms advokatører, tydeligvis var nøglespørgsmålet. Det kom, efter at Felipe havde beskrevet det øjeblik, hvor han trykkede på aftrækkeren.

”Og du havde i det øjeblik rimelig grund til at tro, at dit liv var i fare?”

”Ja. Jeg troede, han var en selvmordsbomber. Det var ikke kun mit liv, der var i fare, men også alle andres.”

”Og troede du det, fordi du så en slags bombe?”

”Nej! Det har jeg jo sagt. Det var beskeden, der fik mig til at tro det, advarslen om en mand, der så sådan ud. Og på grund af ansigtsudtrykkene hos de mænd, jeg så. De så frygteligt chokerede ud, og den sorte mand skreg ’nej!’, som om han var desperat.”

“Og nu tror du, de råbte op, fordi de kunne se, at manden faktisk var ret så gammel. Han var ingen terrorist. De råbte ’nej!’ ikke til ham, men til dig, for at afholde dig fra at skyde.”

Felipe Tavares’ hoved sank ned på brystet. Stille svarede han: ”Ja.”

”Men da du kiggede efter dem bagefter, siger du, at den sorte mand og hans ledsager var pist væk.”

”Pist væk.”

”Er det ikke lidt underligt? At to mænd, der står tæt nok på begivenhederne til at se den gamle mands ansigt, og som er tæt nok involveret til at opfordre dig til at undlade at skyde, forsvinder i den blå luft?”

”Jo, det er mærkeligt, sir. Men det var det, der skete.”

Tom iagttog dem nøje. Han lagde mærke til, at Sherrill intet skrev ned. Kriminalassistenten fortsatte.

”Og, lige til slut, Felipe – du har ingen anelse om, hvorfor vagtkommandøren kom med advarslen? Netop på det tidspunkt?”

”Nej, jeg hørte bare beskeden og så så jeg den mand, de beskrev.” Tavares kiggede atter ned på sine fødder. ”Altså, jeg troede, jeg så manden.”

Tom kunne se tandhjulstakkerne køre rundt i Sherrills tanker, som havde han fået det, han gik efter. Præcis, hvad det var, havde Tom endnu ikke fundet ud af.

Han havde nu gjort det, Henning havde bedt ham om – han havde overvåget efterforskningens første dag. Det var på tide at sige farvel, hvis han skulle nå natflyet til London. Tom orienterede den advokat, som Munchau havde udpeget til at overtage hans plads ved Sherrills side – en græsk kvinde med speciale i menneskerettigheder – og præsenterede hende derpå for Sherrill. Til Toms forbavselse rystede betjenten ham ikke af sig, men lovede at holde ham informeret og overbringe ham retsteknikernes og retsmedicinerens resultater. Han skrev Toms mobilnummer ned og insisterede på, at Tom nedskrev hans, hvorved formålet med Sherrills kollegiale storsind blev afsløret: Eftersom han ikke selv havde nogen folk i London, ønskede han, at Tom skulle dele de oplysninger med ham, som han måtte fremskaffe om offeret.

I taxien på vej hjem til sin lejlighed – det ville kun tage ham et par minutter at pakke en kuffert, inden han susede af sted til lufthaven – foretog Tom som aftalt den sidste nødvendige opringning for at få de sidste detaljer, han ville få brug for i London, fra Harold Allen.

”Hvordan går det Harold?”

”Ikke så godt, Tom. Jeg vil være ærlig over for dig.” Hans stemme lød ru som hos en mand, der ser sin karriere passere revy for sit blik.

”Er familien blevet underrettet?”

”Generalsekretæren ringede til dem for næsten en time siden.”

”Er der en enke?”

”Ingen enke. Åbenbart kun en datter. Jeg sender koordinaterne på e-mail.”

”Pressen?”

”De har ikke fået navnet endnu. Bare en bekræftelse af, at det drejer sig om en hvid mand.”

”Er hans alder blevet nævnt?”

Allen sukkede. ”Ikke endnu.”

Tom havde ondt af fyren. Afhængig af, hvor frådende pressen kastede sig over historien, tegnede Allen til at blive den indlysende syndebuk. Han var tilstrækkelig højtrangerende til at kunne udpeges som skyldig, men ikke højtrangerende nok til, at hans fald ville tilsmudse toppen. Tom kendte udmærket det kampråb, der altid lød, når FN blev ramt af besværligheder: ’Embedsmandshoveder må rulle!’

Han kom med nogle intetsigende fortrøstningsfulde ord og lagde på. Da han kiggede ud ad vinduet på mødrene, der her sidst på eftermiddagen kom skubbende med klapvogne for at hente deres børn fra pasning, spekulerede han på, hvem han skulle ringe til. Der var ingen grund til at ringe til Fantoni’erne – kontakt via BlackBerry og mobil ville være tilstrækkelig, hvorend han befandt sig. Han tænkte på fyrene fra ’fodboldslænget’, alle sammen briter, hvoraf de fleste var tidligere børsmæglere, der skovlede tonsvis af dollars i lommen hver uge på Wall Street. Han burde vel fortælle dem, at han ikke kom til onsdagens kamp. Men ellers var der ikke nogen, han behøvede at ringe til.

Eftermiddagstrafikken var tæt på Van Wyck Expressway. Tom skubbede sig tilbage mod taxiens beskidte læderlooksbetræk og sukkede. Han stak hånden i lommen for at tjekke sit pas og stødte mod det hårde omslag på sin notesbog. Han burde vel egentlig ringe til Sherrill og fortælle ham, at familien netop havde fået besked, hvilket betød, at pressen snart ville være i besiddelse af den døde mands navn.

Han bladrede gennem siderne på jagt efter betjentens nummer, men i stedet faldt blikket på det notat, han havde gjort sig i obduktionslokalet.

Med den anden hånd tændte han nu for sin BlackBerry. Som lovet var der en besked fra Allens kontor. Et navn, en London-adresse og to telefonnumre, det sidste tydeligvis på en mobil. Rebecca Merton, stod der. Tom kiggede på det lange britiske telefonnummer, han havde set på telefonen i lynlåsposen. De stemte ganske rigtigt overens. Gerald Mertons sidste telefonopringning havde været til sin datter.

Uden at tænke over det indtastede Tom cifrene på det andet nummer, han havde fundet på den døde mands mobiltelefon, det, der begyndte med 1-917. Nummeret stod og lyste på displayet i adskillige sekunder. Han vidste, han burde have overladt opgaven til Sherrill; at NYPD rent rutinemæssigt ville tjekke de numre, der lå gemt i offerets telefon. Der var ingen grund til, at Tom skulle gøre det selv. Tom kiggede ud ad vinduet, afvejede for og imod – og trykkede derpå på den lille grønne knap for at aktivere opkaldet.

Det var sikkert nummeret på det taxiselskab, den gamle knark havde brugt til at hente sig i lufthavnen. Eller måske en slægtning, han havde planlagt at besøge.

Tom tog telefonen op til øret, hørte den etablere forbindelse og derpå den langtrukne første opkaldstone. Tavshed, så en opkaldstone mere. Fulgt af en mandestemme.

Først troede Tom, at han havde tastet forkert. Enten havde den gamle mand ringet forkert, eller også havde Tom skriblet tallene for hurtigt ned, begge muligheder var lige gode. Han skulle lige til at undskylde for sin fejltagelse, da han instinktivt holdt sin mund. Han hørte stemmen igen – først sagde den noget til en anden som afslutning på en anden samtale, hvorefter den råbte hallo, hallo – og en gysen gik igennem ham, der fik selv hans hovedbund til at prikke.

Det var ikke accenten, selv om det var den, der havde vakt hans mistanke. Det var heller ikke den sigende halvsætning, der fulgte efter, sagt på et sprog, Tom havde studeret i sine universitetsdage. Nej, det var tonen, den barske og hårde tone. Tom afbrød forbindelsen uden at sige et ord og holdt telefonen i sin hånd i et stramt greb. Lettet kom han i tanke om, at de nye BlackBerry-computere som standard havde hemmelig afsender. Manden ville ikke ringe tilbage.

En hurtig opringning til Allen – og fra ham til en ven i NYPD’s efterretningsenhed, der følte medynk med en tidligere kollega, der tydeligvis var kommet i vridemaskinen – bekræftede Toms anelser. Han fik Allen til at gentage det nummer, som hans NYPD-kilde havde givet ham, to gange. Da Allen spurgte Tom, hvad han skulle bruge nummeret til, benyttede han et gammelt selskabstrick – mumlede et par tilsyneladende usammenhængende ord og lagde røret på. For Allen ville det lyde, som om Tom var forsvundet ind i en tunnel, og signalet dermed var gået tabt.

De tætproppede gader gav Tom Byrne lidt tænketid, mens bilen sneglede sig de sidste par kilometer hen til John F. Kennedy Lufthavn. Han viste, at han straks burde videregive sin opdagelse til Jay Sherrill, men han tøvede. Han ville gerne tænke sagen igennem. Desuden ville Sherrill snart selv finde ud af det – det var bare et spørgsmål om at taste det nummer ind, som de begge to havde skrevet ned.

Gjorde han det, ville han høre det samme, som Tom havde hørt. Han ville være i stand til at bekræfte, at den mand, hvis nummer havde været at finde i afdøde Gerald Mertons telefon, tilhørte den våbenhandler, som New York Politi for længe side havde døbt ’Russeren’.