Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 16

Kapitel 11

Tom kiggede efter hende, da hun spankulerede over vejen, satte sig ind i sin gamle Saab og kørte væk. Derpå blev han stående som lammet et minut eller mere i et forsøg på at forstå den virkning, hun havde på ham. Det var ikke den sædvanlige følelse, den fornemmelse, han ofte fik ved en Manhattan-fest eller efter drinks på Royalton – når han fik øje på en ung skønhed og dovent besluttede sig for, at han ville have hende, ligesom når man udvælger sig en delikatesse på et menukort. Det var sådan, han havde holdt sin seng fyldt i New York, men dette var anderledes.

Han havde det, som om han lige havde løbet ti kilometer rundt i Central Park. Han kunne mærke rødmen i sine kinder, den hastige puls. Han mindedes pludselig sine følelser, da han som sekstenårig mødte Kate. Hun var fire år ældre end han, studerede ved universitetet og var formand for ungdomsafdelingen af Kampagnen mod Atomvåben i Sheffield. Bare det at sige navnet – Kate – bragte gløden tilbage. Hun havde indført ham i kærlighedslivets glæder, og selv om han havde været sammen med mange kvinder siden, havde han aldrig igen følt den samme sitrende ophidselse. Men med noget, der nærmede sig skamfuldhed, måtte han indrømme, at han følte noget af det samme nu. For himlens skyld, sagde han bestemt til sig selv, bliv så voksen!

En pludselig og heftig trang til en kop kaffe fik ham til at gå hen for enden af gaden, hvor der lå en lille samling butikker. Heldigvis var den ene af dem en café. Han gik derind, satte sig ned ved det mindste bord, så ingen ville slutte sig til ham, og bestilte en espresso.

Da den kom, nedsvælgede han den i to slurke, hvorpå han lænede sig tilbage, lukkede sine øjne og tog en dyb indånding. Først da kom han i tanke om bogen i sin taske. Kunne det mon være hendes dagbog? Han vidste, han ikke burde åbne den, men han kunne ikke dy sig.

Bogen var fyldt, side efter side, med en lille og sirlig blå håndskrift. Han vidste med det samme, at skriften ikke tilhørte en kvinde i trediverne. Det havde været en fejl at snuppe den. Men han behøvede kun at læse de første par sætninger for at vide, at han – og ikke blot han – havde begået en langt, langt alvorligere fejltagelse.