Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 19

Kapitel 14

Tom gned sine øjne, nattens flyvetur var ved at indhente ham. Det var længe siden, at han sidst havde læst en personlig beretning som denne – ’eksempelhistorier’ plejede de at kalde dem. Da han startede ved FN, havde han fordybet sig i lignende dokumenter og suget hver en detalje til sig. Efter et par år skimmede han dem igennem og søgte blot efter de relevante juridiske detaljer. Ét menneskes rædselshistorie lignede stort set alle andres. Men denne læste han opmærksomt – han måtte være ude af vanen.

Den jødiske politibetjent – og husk på, at vi foragtede disse forrædere lige så meget, som vi hadede tyskerne og litauerne – forlod mig pludselig dér, hvor vi var standset op. Først da han var væk, gik det op for mig, at gaden var fuldkommen tyst. Det var en forfærdelig stilhed. Der var stille, fordi alle menneskene var væk.

Jeg gik tilbage til vores lille stump af Linkuvosgade, forbi bygninger, der nu var tomme og tavse. Jeg følte det, som var jeg det sidste barn på jorden. Fire tusinde mennesker var rejst den dag. Alle andre var enten på tvangsarbejde uden for ghettoen eller skjulte sig. Gaderne lå øde hen.

Jeg var tolv år gammel, og jeg var helt alene. Jeg var misundelig på mine søstre ved tanken om, at de nu skulle leve et nyt sted.

Jeg fortsatte med at arbejde og lod stadig, som om jeg var seksten. End ikke de andre arbejdere turde jeg fortælle min alder. Nogle af dem var rare imod mig, som om de godt vidste, at jeg kun var et barn. Men andre var så desperate, at de ikke længere var de personer, de engang havde været. De var så sultne, at de havde forvandlet sig til dyr. Disse mennesker ville have forrådt mig på stedet, hvis de havde troet, at de derved kunne gøre min ration til deres.

Jeg boede i de samme fælles værelser, men nu med en ny familie, damen og hendes børn havde været med konvojen til Det Niende Fort sammen med mine søstre. Værelserne var ikke længere så overfyldte. Faktisk var der mere plads overalt i ghettoen, fordi så mange tusinde var rejst. Vi anede ikke, hvor de var taget hen, eller hvorfor, vi ikke havde hørt fra dem.

Jeg kendte ikke en sjæl. De børn, jeg havde gået i skole sammen med, var alle væk. Det eneste kendte ansigt tilhørte den politimand, der havde hindret mig i at komme med konvojen, det forræderiske svin. Blot synet af ham fyldte mig med afsky. Men alligevel var han ofte i nærheden. Når jeg kom udmattet hjem med værkende ben og ryg efter at have arbejdet tolv timer på byggepladsen, sad han ved indgangen til ghettoen. Eller også gik han vagt uden for bygningen, hvor jeg sov. Sommetider skræmte han mig, resten af tiden følte jeg bare afsky.

Så en nat bankede det på døren. En indtrængende banken, tre gange, fire gange. Først så kvinden i lejligheden rædselsslagen ud. Hun troede, det var Gestapo. Hun stirrede skrækslagen på mig. Hvilken ulykke havde jeg nedkaldt over dem? Var jeg blevet taget i smugleri?

Så hørte vi stemmen på den anden side af døren. ”Polizei, åbn op.”

Det var ghettoens jødiske politi. Alle vidste, at de kunne være lige så ondskabsfulde som enhver litauisk kollaboratør. Jeg kiggede hen på vinduet og spekulerede på, om jeg mon kunne springe ned på gaden og stikke af. Vi befandt os på anden etage – kunne jeg lade mig dumpe ned på jorden uden at brække noget? Jeg så, at mine hænder skælvede.

Men inden jeg nåede at udtænke en plan, havde kvinden taget sin beslutning. Hun åbnede døren, og dér stod han, politibetjenten, der havde trukket mig væk fra konvojen tre uger forinden. Her, ved min dør, midt om natten.

”Kom her, dreng, nu.”

Jeg stod stiv af skræk og rørte mig ikke.

”NU!”

Jeg havde stadig alt det tøj på, jeg ejede. Man turde ikke tage det af om natten af frygt for, at det skulle blive stjålet. Jeg lod politibetjenten føre mig bort.

Han gennede mig ned ad trappen og ud på gaden, idet han højlydt svor, at jeg ville blive ført til politistationen for det, jeg havde gjort. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort.

Til sidst drejede han til venstre og højre og derpå hen ad en smøge og ned til en kælder ad en udendørs trappe. Dette var ikke politiets hovedkvarter, så meget vidste jeg. Han råbte nu ikke længere op om, at jeg skulle straffes. Min mave var helt knuget sammen af angst.

Dernæst bankede betjenten på døren. Ikke en normal banken, men med en underlig rytme. Tre hurtige bank efterfulgt af to langsomme. En stemme lød på den anden side af den lille kælderdør.

”Ver is dort?” Hvem det?

”Einer fun di Macabi.” En søn af makkabæerne.

Døren gik op med en knirken, og politimanden ilede ind og trak mig med sig. Indenfor stod yderligere tre mænd, hvis ansigter var oplyst af et enkelt stearinlys, der stod midt på et lille, rådnende bord. Jeg syntes, de så gamle ud med deres mørke øjne og indsunkne, magre ansigter. Men i dag ved jeg, at de var unge, den ene af dem kun lige fyldt tyve.

De stirrede på mig, indtil den ene af dem, åbenbart lederen, sagde: ”Det er et mirakel.”

Derpå nikkede en anden og sagde: ”Han er perfekt. Vores hemmelige våben.”

Dernæst talte lederen igen, hans ansigt var hårdt: ”Tag dine bukser af.”

Jeg tøvede, og han gentog det, indtil jeg indså, at jeg ikke havde noget valg. Jeg løsnede langsomt mine bukser.

”Helt ned! Så vi kan se.”

Og da de havde set, smilede alle tre mænd et lille smil. Den ene udstødte endda en kort latter. Ingen talte til mig. ”Godt klaret, Shimon,” sagde de, og politimanden nikkede som et barn, der får ros af sin lærer. ”Du har i sandhed bragt os et jødisk mirakel.”

Jeg havde ganske vist hørt om den jødiske modstandsbevægelse, men jeg havde ikke troet på rygterne. Børnene snakkede om, at et oprør var på vej, og om, hvordan nogle jøder forsøgte at få fat i våben til at bekæmpe nazisterne med, ja, endog til at bryde ud af ghettoen. Men vi havde ikke set nogen beviser for det. Jeg troede, det var et eventyr af den slags, drenge fortæller til hinanden.

Men nu forstod jeg, hvorhen jeg var blevet bragt. Politimanden havde omtalt sig selv som ’en søn af makkabæerne’, det havde været kodeordet. Jeg vidste, at makkabæerne havde været tapre jødiske krigere, de hebraiske modstandsfolk, der havde kæmpet for at redde Jerusalem.

Jeg var en lyshåret dreng med blå øjne og en uomskåren penis. Jeg kunne gå for at være en arier. Måske ville de bruge mig til at smugle mad ind i ghettoen. Jeg var ophidset; jeg vidste, jeg kunne gøre det. Havde Hannah ikke netop sendt mig ud som en lille forældreløs dreng fra Litauen for at bede vores vantro naboer om at føle medlidenhed med et vantro barn?

Men så sendte mændenes leder Shimon væk og gav sig til at hvis­ke på jiddisch med de andre, ligeglad med den kendsgerning, at jeg stadig var der og stod lige foran dem. En af dem sagde, at de ikke havde råd til at vente. ”Drengen har set vores ansigter.” En anden nikkede. ”Han kender til stedet her. Vi kan ikke risikere det.” Jeg anede ikke, hvad de ville stille op med mig.

Til sidst rakte lederen hånden i vejret, som var diskussionen forbi. Han var nået frem til en beslutning. Først da vendte han sig om og kiggede direkte på mig. Han fortalte mig, at hans navn var Aron. ”Er du modig?” spurgte han.

”Ja,” sagde jeg.

”Er du modig nok til at påtage dig en mission, der kan ende med tortur eller endog død?”

”Ja,” sagde jeg, selv om jeg selvfølgelig ikke kendte noget til sådanne ting. Jeg sagde bare det, jeg troede ville frelse mig.

“Jeg vil give dig en mission på hele det jødiske folks vegne. Du skal tage til Warszawa, til en adresse, du får af mig. Du skal give dem denne besked. Er du klar?”

Jeg nikkede, selv om jeg ikke var klar.

”Du tager dertil og siger disse ord. Du må ikke lave om på dem, ikke på et eneste ord. Her er beskeden: Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4.”

”Men jeg forstår ikke – ”

”Det er bedst, at du ikke forstår. Bedst for dig.” Han mente, at hvis jeg blev tortureret, ville jeg ikke have noget at afsløre. ”Gentag det så for mig.”

”Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4.”

”Igen.”

”Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4.”

”Udmærket.”

Politimanden vendte tilbage og førte mig væk. Stående ude i gyden fortalte han mig planen. Han gentog hver eneste detalje, så jeg ikke skulle glemme noget.

Og således gik det til, at jeg næste morgen, som vanligt, forlod ghettoen med mit arbejdshold. Dog var det denne gang den samme politimand, der stod vagt ved porten for at sikre sig, at jeg uden problemer kunne smutte væk fra de andre.

Få sekunder efter at jeg havde krydset broen over floden, gjorde jeg, som jeg havde fået besked på. Jeg fjernede den gule stjerne fra min frakke og trådte straks op på fortovet. Jeg var ikke længere en jøde fra ghettoen, men en arier fra byen Kovno. Jeg holdt hovedet højt, præcis som jeg havde besked på.

Jeg gik, indtil jeg nåede frem til jernbanestationen. Det var først på dagen, der hang stadig tåge i luften. Men alligevel stod der en gruppe på fire vagter udenfor. Jeg talte til dem på litauisk. ”Mit navn er Vitatis Olekas, og jeg er forældreløs. Mine forældre blev dræbt af russerne, og der er ingen til at tage sig af mig.” Mændene nikkede som tegn til, at jeg kunne fortsætte. ”Jeg har en tante i Warszawa. Jeg tror, hun vil tage sig af mig – hvis bare jeg kunne få lov til at rejse dertil.”

Jeg hørte dem drøfte med hinanden, hvad de skulle gøre. Så trådte en af dem frem, purrede op i mit hår og sagde: ”Bare rolig, knægt. Vi tager dig med til ham, der bestemmer, og jeg er sikker på, han gerne vil hjælpe dig.”

Det var det, jeg havde frygtet, og nøjagtigt det, Shimon, den jødiske politimand, havde sagt ville ske. Den litauiske vagt tog mig med hen til et kontor, der stadig bar stationsmesterens skilt på døren, og bankede på, nervøst forekom det mig.

Bag skrivebordet sad en SS-officer.

Han bombarderede mig med spørgsmål på tysk. ”Hvor kommer du fra? Hvad var navnet på den landsby, hvor du boede før? Hvorfor flyttede I? Hvor døde dine forældre helt præcis? Har du nogen brødre og søstre?”

Jeg besvarede spørgsmålene, nøjagtigt som jeg med Shimon havde øvet mig i den falske biografi, som jeg havde lært udenad fra ende til anden, inklusive de år, min mor havde tilbragt i Tyskland, hvor hun havde lært sig det sprog, hun senere havde lært videre til mig.

Til sidst kradsede han noget ned og bad en af de litauiske mænd om at føre mig bort, så jeg kunne blive forsynet med identitetskort og de påkrævede papirer til rejsen til Warszawa. Jeg takkede ham og var næsten nået ud ad døren til hans kontor, da han råbte: ”Kom tilbage!”

Jeg vendte mig om, og han rejste sig op. ”Lad mig se dig.” Han pegede på mine bukser.

Jeg satte et forvirret ansigt op, som Shimon havde sagt, jeg skulle, og så bjæffede han: ”Kom så, kom så!” Tøvende trak jeg mine bukser og underbukser ned. Da han så min penis, nikkede SS-officeren og vinkede mig bort.

Dernæst begyndte min rejse. Jeg kan ikke huske, om jeg udgav mig for at være femten eller ældre eller yngre, men sandheden var, at jeg var en kun tolvårig dreng, der rejste alene gennem Europa i krigstid og igen og igen viste sit dyrebare Kennkarte frem til de nazistiske grænsevagter i Marijampolé og Suwalki og Bialystok. Kennkartet gjorde alting muligt. Det var ikke en forfalskning, men den ægte vare. Og det var dyrebart – den jødiske undergrundsbevægelse havde kun få ægte ariske identitetspapirer.

Og langt om længe kørte jeg ind i Warszawa. Det var midt på dagen, og byen myldrede af liv, men ingen skulle det samme sted hen som jeg. Mit bestemmelsessted var ghettoen i Warszawa. De fleste mennesker var desperate efter at flygte fra ghettoen. Jeg var den eneste, der ønskede at komme derind.

Jeg gravede min hånd ind i det hul, jeg havde lavet i linningen på min frakke, det sted, hvor jeg havde gemt min gule stjerne, og satte den på igen. Jeg ventede på, at en gruppe arbejdere skulle vende tilbage, og sluttede mig til dem. Shimon havde lovet mig, at det ville være som i Kovno – arbejderne skulle kun vise papirer, når de gik ud, ikke når de vendte tilbage.

Og så befandt jeg mig igen på gader, der var lige så proppede og befængt med sygdom som dem, jeg havde forladt. Der var også lig i rendestenen her. Men jeg fandt det hus, jeg ledte efter, og fortalte dem, hvem jeg havde en besked til.

”Fortæl den til os, så siger vi den videre,” sagde de.

”Det kan jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg skal give beskeden til ham og kun ham.” Og så ventede jeg.

Det var først efter krigen, at jeg opdagede årsagen til min mission, hvorfor de tre mænd i den stearinlysoplyste kælder sendte mig væk den nat. Min mission var et svar på noget, der var sket tre dage forinden.

Nogle jøder på arbejde uden for ghettoen var stødt på en ung pige, der kun var nødtørftigt påklædt og havde et vildt, stirrende blik i øjnene. Hun var ude af stand til at tale, og hendes ansigt var forvredet og sitrede som en galnings. De tog hende med tilbage til ghettoen, og da hun først havde fået tøj på og havde fået lidt mad og drikke i sig, begyndte hun at tale, selv om ordene kom langsomt ud.

Hun havde været med i konvojen, der den dag drog af sted fra Vitovta Prospekt, den samme konvoj, mine søstre havde været med. Der havde været omkring tyve lastbiler fyldt med mennesker. De havde forladt ghettoen, og folk havde følt sig lettede, endda begejstrede over at være udenfor. Pladsen i lastbilerne var uudholdeligt trang for normale mennesker, men ved at være uden for ghettomurene og væk fra vagttårnene og pigtråden følte de sig som fanger, der pludselig får lov til at få et glimt af den blå himmel. Kovnos gader uden for ghettoen så så anderledes ud – lyse og åbne – det var som en helt anden verden.

De så store menneskegrupper stå forsamlet langs gaderne; de var nysgerrige efter at se disse skabninger, der kom ud fra ghettoen. Litauerne havde stillet sig op langs ruten, ligesom de havde gjort det den dag, vi alle blev ført derind.

Endelig forlod konvojen Kovnos forstæder og styrede ud på den bjergvej, der førte til Det Niende Fort.

Det var et sælsomt sted, der var hugget ind i bjergsiden som en kæmpebunker. For at komme indenfor skulle man gennem en tunnel med store jordvolde på hver sin side. Det var som at drage ind i en stor mund.

Indenfor var der tre niveauer med kamre og hvælvinger, alle under jordniveau. Udenfor var det omgivet af et højt pigtrådshegn med vagttårne for hver hundrede meter. Der var også projektører.

Halvvejs oppe ad bjerget passerede konvojen forbi et nymalet skilt, der pegede hen mod fortet: Der Weg zur Himmelfahrt. Vejen til den Himmelske Rejse.

Nogle af jøderne undrede sig over det. Men resten tænkte, at det var et tegn på, at de nu endelig var ankommet til et anstændigt levested. Eller i hvert fald en mellemstation til noget bedre.

Da de først var kommet indenfor på fortet, blev de gennet ned fra lastbilerne og ind i de underjordiske hvælvinger – de blev hældt ned i munden, den ene lastbilfuld efter den anden. Derefter kørte konvojen atter væk, tilbage til ghettoen, for at fylde endnu tyve lastbiler med jøder. Sådan fortsatte det resten af dagen og det meste af natten med, indtil de fire tusinde jøder, der havde forsamlet sig på Vitovta Prospekt den eftermiddag, var stuvet sammen i mørke underjordiske kamre, presset sammen på et koldt betongulv, hvor de ventede.

Næste morgen kom SS og meddelte mændene, at de skulle gøre sig parat til arbejde. De, der havde beskæftiget sig med landbrug, skulle frivilligt træde frem. Selvfølgelig var de jødiske mænd ivrige efter at arbejde. Så meget havde vi lært i ghettoen – hvis man arbejdede, fik man mad. Unge piger som mine søstre ville også have ønsket sig en sådan chance, men de kunne intet stille op – de var piger og for unge. ”Bare tag det roligt,” sagde SS-folkene sikkert. ”Vi skal nok tage os af jer senere.”

Så blev mændene gennet sammen i grupper på hundrede og tyve, som hver udgjorde en ’arbejdsbataljon’. Mændene i den første gruppe anstrengte sig for at marchere energisk i et forsøg på at overbevise nazisterne om, at de ville blive gode, stærke arbejdere, og at de kunne dyrke jorden og være til nytte.

De forlod lejren, marcherede ud til den anden side af bjerget – og dér så de så den jord, som det var meningen, de skulle dyrke. Jeg prøver tit at forestille mig, hvad de følte ved synet. Femten enorme grave, den ene efter den anden, gravet dybt ned i mosejorden. Hver grav var på tre sider omgivet af dynger af frisk opgravet jord. På den fjerde side, omkring femogtyve meter fra gravens rand, var der en ophøjet træplatform. Og her stod SS-mændene med deres rifler.

Denne gang parerede jøderne ikke ordre. Nazisterne måtte slå dem med piske og køller og genne dem hen til gravens kant. For nu forstod de langt om længe. Nu vidste de, hvad nazisterne så længe havde pønset på.

SS-kaptajnen, den samme smukke mand, der havde ytret så beroligende ord på Vitovta Prospekt, gav sine ordrer, og kuglerne begyndte at flyve og sendte den første ’arbejdsbataljon’ ned i graven, præcis som planlagt. Nær gravens rand står to mænd med maskingeværer afventende. Mens bunken af lig vokser på gravens bund, skyder de ned i den, sprøjter deres kugler ud fra venstre mod højre som brandmænd med slanger. Det gør de for at sikre sig, at arbejdet er gjort til fulde, for at sikre sig, at ingen er blevet overset.

Sådan fortsatte det i fem dage, indtil de fire tusinde mennesker, der havde forsamlet sig på torvet, og siddende på deres kufferter havde drømt om et nyt hjem, var døde. To uger senere var antallet af dræbte oppe på ti tusinde. Og tallet steg og steg, og gravene blev mere og mere overfyldte. De siger, at når en grav først var fyldt op og skovlet til, var det, som om de døde kroppe fik jorden til at skvulpe.

Og det var sådan, mine søstre blev dræbt.

Den unge pige, der skælvende og sultende havde fundet vej tilbage til ghettoen, havde stået nøgen på gravens rand sammen med alle de andre. Som dem havde hun lukket sine øjne og ventet på kuglen i ryggen. Som dem faldt hun, da geværilden gik i gang. Måske besvimede hun af chokket, måske var det et overlevelsesinstinkt. I hvert fald var hun faldet i graven uden at være blevet ramt af en kugle i sit kød. Og da hun vågnede op, opdagede hun, at der var lig overalt omkring hende, oven over og neden under hende. Hun var kilet fast mellem dødt kød, der pressede hende så hårdt ned, at hun var ved at kvæles.

Og hun var ikke den eneste. De siger, at skuddene faldt så hurtigt, kun én kugle i ryggen på hver jøde – ammunitionen var rationeret, så nazisterne kunne ikke ofre mere end en enkelt kugle per offer – at mange ikke var døde, når de faldt. De, der overværede det, fortalte om, hvordan graven bevægede sig i tre dage, hvordan den syntes at ånde.

De fleste af de mennesker, der blev levende begravet, var for svage til at kravle væk gennem dyngen af lig ved at bruge de dødes lemmer som trin på en stige. De overgav sig til kvælningsdøden under ligene. De, der kravlede op af graven, blev som oftest opdaget og skudt, denne gang uden fejltagelser. Men denne pige var nervøs og forsigtig. Så hun ventede til nattens mulm og mørke, da de fulde, råbende og syngende naziskytter og deres litauiske kammerater var faldet i søvn. Således lykkedes det hende at flygte væk fra fortet og tilbage til ghettoen.

Det var denne historie, hun fortalte, da hun først fik tøj og mad og kunne tale. Og det var den historie, der var nået frem til den jødiske undergrundsbevægelse i Kovno, til mændene i kælderen. Måske forstod de først nu, hvad det var for en slags trussel, de stod overfor. Og derfor besluttede de, at de måtte sprede ordet til andre, der også forsøgte at kæmpe imod. Og derfor sendte de mig til Warszawa.

Mange år senere kom jeg til at forstå betydningen af den besked, jeg havde overbragt. Jeg forstod også, hvorfor mændene i kælderen ikke havde forklaret den for mig. Det var ikke kun, fordi jeg kunne blive udsat for tortur. Det var også, fordi de ikke turde fortælle mig, hvad der var hændt mine søstre. Måske troede de, at jeg ville være blevet så blændet af vrede, så sønderknust, at jeg ikke ville have kunnet gennemføre min mission.

Men jeg gennemførte den, og jeg mødte den mand, som det var meningen, jeg skulle møde, i Warszawa. Jeg ventede på ham i tre timer, men jeg mødte ham. Han var leder af undergrundsbevægelsen i Warszawas ghetto, og også han var en ung mand, der så gammel ud.

Da jeg sagde ordene: ’Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4’, så han forvirret ud en stund. Men så bad han nogen om at hente ham en bog, en hellig bog reddet fra ruinerne af en synagoge i ghettoen. Det var Esters Bog, som jøderne kalder Esters Megillah. Det er den bog, jøderne læser til Purim-festen, der mindes et komplot for mange hundrede år siden til udryddelse af jøderne.

Denne leder af undergrundsbevægelsen slog op på kapitel syv, vers fire, og så forstod han alt. Han læste højt, som ville det hjælpe ham med at tænke: ”’For jeg og mit folk er solgt til at blive udryddet, dræbt og tilintetgjort. Var det så blot som trælle og trælkvinder, vi var solgt, havde jeg tiet’.”